Middelfart og Kolding Kommune har netop vundet en pris i Danmarks vildeste kommune. Selve hovedprisen gik til Vordingborg Kommune.

Siden miljøminister Lea Wermelin i februar 2021 kickstartede konkurrencen om at blive Danmarks ”vildeste” kommune, er det væltet frem med vilde blomsterbede, højt græs, kilometerlange kvashegn og stenrev overalt i landet.

I halvandet år har alle landets 98 kommuner knoklet for at skabe mere vild natur både til lands og til vands i kampen for at vinde titlen og én mio. kr. til mere vild natur.

I august snævrede juryen med Morten D.D. Hansen, Søren Ryge Petersen, Vicky Knudsen, H.P. Geil, Sofie Graarup Jensen, Philip Hahn-Petersen, Lydia Callesen og Signe Normand feltet ind til 10 finalister. Og danskerne har efterfølgende haft mulighed for at stemme på deres favorit til at vinde konkurrencen.

I Naturcenter Amager fandt kåringen sted mandag, hvor der skulle findes vindere i kategorierne:

  • Et stort projekt
  • Et vedvarende projekt
  • Et intelligent projekt
  • Et nytænkende projekt
  • Et engagerende projekt

Middelfart og Kolding Kommune var nomineret i kategorien et stort projekt sammen med Tønder og Fredensborg, men inden de to førstnævnte kommuner, der har projektet sammen, blev kåret som vindere, holdt Lea Wermelin en åbningstale.

– Det er et arbejde, der kulminerer i dag. Baggrunden er dog også lidt alvorligt. Det går den gale vej for vores natur, både i verden, men også herhjemme. Der er svimlende tal at komme med, jeg vil ikke gøre det til et kursus, da mange af jer her har styr på det. Vi står til at miste en million dyre- og plantearter. I Danmark på 40 år har vi mistet tre millioner fugle i det åbne land.  Konkurrencen giver håb. Når man står over for krise kan man gøre to ting. Man kan se opgivende ud eller smøge ærmerne op. Vi har valgt at gøre det sidste. I har smidt havehandskerne og blæser til kamp for naturen, forklarede Wermelin blandt andet inden, at priserne blev uddelt.

Fem ekstrapriser uddelt

Foruden titlen som Danmarks vildeste kommune har juryen uddelt fem ekstrapriser:

Stort: Kolding Kommune og Middelfart Kommune stillede op sammen med et projekt, der skal skabe mere vild natur under havoverfladen i Lillebælt. Der er udlagt stenrev, etableret ålegræsenge og lavet en fugleø. Samtidig har borgerne mulighed for at følge udviklingen under overfladen via nyetablerede snorkelstier. Kommunerne har sammen vundet prisen for et stort naturprojekt.

Intelligent: Syddjurs Kommune har vundet prisen for et intelligent naturprojekt. Her har man fokuseret på naturpleje på §3-arealer – altså naturområder, som har brug for en særlig beskyttelse. Kommunen har lavet et samarbejde med lokale dyreholdere om naturpleje med islandske heste, som er en god, enkel og billig løsning til at styre græsningstryk på de små arealer.

Engagerende: I Vejle Kommune har man lavet en rigtig stor indsats med at få engageret børn og unge i kampen for en mere vild natur. Intet mindre end 80 skoler og dagsinstitutioner i kommunen deltager i et væld af aktiviteter, som gavner biodiversiteten. Derfor har kommunen vundet prisen for et engagerende naturprojekt.

Nytænkende: I Lolland Kommune har man opkøbt forladte ejendomme og henlagt til natur. Derudover har man udnævnt lokale biodiversitetsambassadører, som skal hjælpe med at sprede budskabet om, hvad vi allesammen kan gøre for at hjælpe naturen. Juryen ´har lagt mærke til, at der er sat gang i en ægte forandring i kommunens naturforvaltning, og derfor vinder Lolland Kommune prisen for et nytænkende naturprojekt.

Vedvarende: Odense Kommune har opkøbt skovarealer for dels at bevare den eksisterende skove og dels finde nye arealer til fremtidig skov. Når man hjælper skovene i sit lokalområde, hjælper man samtidig en lang række truede dyr og planter. Odense Kommune har med sit projekt vundet prisen for et vedvarende naturprojekt.