Kometkarriere er nærmest en underdrivelse at sætte på den 23-årige højre backs udvikling. Nu hyldes han af kollegerne for præstationerne i rødt og hvidt.

Selvom han kun har spillet 35 A-landskampe, har Mathias Gidsel allerede sat et enormt aftryk ved de tre mesterskaber, han har deltaget i.

Både under sidste års VM-triumf og ved EM i januar blev han kåret som turneringens bedste højre back, og til OL i Tokyo opnåede han hæderen som MVP, turneringens mest værdifulde spiller.

Nu kan han føje endnu en anerkendelse til CV’et. Nemlig titlen som Årets Mandlige Landsholdsspiller 2021/2022. En kåring der afgøres ved en afstemning blandt spillerne i HTH Herreligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle.

– Han var svær at komme udenom i forhold til det 2021, han har haft, og så er han også kommet stærkt tilbage efter sin knæskade. Så det er meget velfortjent, at han løber med titlen. Han var også mit første gæt på en vinder, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Det er NORLYS, der sammen med Håndbold Spiller Foreningen og Dansk Håndbold Forbund står bag kåringen. Onsdag aften blev Mathias Gidsel hyldet i Royal Arena, hvor han blev overrasket med titlen foran en fyldt hal før EHF EURO Cup-kampen mod Spanien.

Mathias Gidsel skiftede efter sidste sæsons DM-triumf med GOG til Füchse Berlin, og han har også allerede taget Bundesligaen med storm og er for nylig af klubbens fans kåret som månedens spiller i september. Nikolaj Jacobsen fremhæver mange forskellige evner hos det 23-årige stjernefrø.

– Mathias har både masser af gåpåmod og fart, og så er han en klog spiller. Men jeg synes faktisk, at en af hans allerstørste kvaliteter er, at når han får en bold i hånden, er han bare glad for at spille. Det synes jeg er en fantastisk styrke at have, lyder landstrænerens roser.

At Mathias Gidsel er et talent ud over det sædvanlige blev understreget, da han i slutningen af sidste år løb med den prestigefulde titel som Årets Fund i dansk idræt på tværs af alle idrætsgrene.