Ti Trin Ned kan i 2021 også fejre at være en Michelinrestaurant. Det sker i kølvandet på et turbulent år med coronanedlukninger og udfordringer. Men der er lys for enden af coronatiden, og for familien Gassner blev champagnen åbnet mandag aften i parrets hjem, hvor sønnen Peter så med, da de fik bekræftet, at de havde fået en Michelinstjerne igen.

Ægteparret Mette og Rainer Gassner kunne denne aften se med fra skærmen, da deres restaurant Ti Trin Ned modtog en Michelinstjerne for 2021. Det var næsten som normalt. 

– Min telefon er rødglødende, mange har ringet og sagt tillykke. Det er dejligt. Vi er først og fremmest stolte på hele holdets vegne efter et turbulent år, hvor vi har været kastet rundt mellem nedlukninger og uvished om tiden. Vi har været udfordret, derfor er det også rigtig fedt at få stjernen i år, fortæller Rainer Gassner.

Michelinuddeling 2019. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.
Mette og Rainer Gassner fra Ti Trin Ned ved uddelingen i Aarhus i 2018.

– Først var det lidt en tam fornemmelse at se uddelingen og den store tomme sal, men det blev bedre og bedre, og som vores kolleger kom frem på skærmen fik vi følelsen af, hvor stort det er. Det er en dag, man altid glæder sig til, selvom vi i år ikke kan sludre med vores kolleger og nyde et glas champagne med dem. Jeg står godt nok med et glas champagne i hånden. Jeg har skålet med Mette, vi er virkelig glade. Det blev da også rigtig spændende undervejs, tilføjer han.

Normalt står restauratørerne til showet, og ved nogenlunde, hvad der sker, men i år var det ekstra nervepirrende. 

– Jeg må indrømme, at jeg fik fugtige hænder og det var virkelig spændende til sidst. Vi havde fået et link, og kunne så downloade appen med de nye Michelinrestauranter. Vi var heldigvis på listen, så det er bare stort. Jeg havde faktisk samme følelse som i Stockholm 2017, så der var en voldsom hjertebanken, men heldigvis kan vi fejre det nu, siger Gassner.

Mette og Rainer vil de kommende dage fejre det med personalet, men i aften står den på skål og arbejdet med at samle et skrivebord til sønnen Peter. Han var meget spændt denne aften.

– Vi samles helt sikkert med vores personale de kommende dage for at fejre det, vores søn Peter så også med i aften. Han var meget spændt, og går meget op i det, så vi er glade for, at det lykkes. Vi er også lykkelige over at tage en stjerne hjem til Fredericia igen, fortæller han.

Fremtid med ambition 

Først skal der ro på, men dernæst vil Restaurant Ti Trin Ned arbejde for nytænkning og sætte nye mål. 

– Vi stræber altid efter at yde det optimale, men vi skal have lidt ro på nu, og bare have lov at nyde aftenens stjerne, og så håber vi på, at der ikke kommer flere nedlukninger, så vi kan få ro og så sætte os ned for at tænke på, hvilke knapper vi kan dreje på. Det er vigtigt for os, at vi fornyer os, men ikke laver om på vores dna. Vi kan helt sikkert komme med nye ideer, det gør vi altid, siger Rainer Gassner, der sammen med Mette og teamet bag Ti Trin Ned lige har fejret jubilæum.

– Vi har lige rundet 20 år som selvstændige med Ti Trin Ned. Vi har været med i store kåringer, og var den første restaurant i Trekantområdet, der fik en Michelinstjerne. Det er vi stolte over, men vi hviler ikke bare, vi vil altid gerne komme med nyt og gå forrest, slutter han. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her