Vinderne i en landsdækkende idekonkurrence for grundskoler er netop fundet. Fire dygtige efterskoleelever fra Vesterdal Efterskole i Nørre Aaby nær Middelfart vandt for et brætspil, der sætter fokus på FOMO og stress.

Foran et kæmpe publikum på hundredevis af tilskuere til Danish Entreprenurship Festival i Øksnehallen København vandt fire dygtige efterskoleelever prisen som vinderne af en landsdækkende idekonkurrence for grundskoler.

Villads Roschmann, Birk Aner Storm, Kirstine Vase Hagn-Meincke og Thit Dam fra Vesterdal Efterskole i Nørre Aaby nær Middelbart vandt 10.000 kr. for idéen til et brætspil, der sætter fokus på fear of missing out (FOMO) og stress.

– Det er så fantastisk at stå her og have vundet. Vi har brugt to måneder på vores idé, og det har været et spændende forløb med fokus på kreativitet, og hvordan man kan føre ting ud i virkeligheden, så vi er meget glade, siger Kirstine Vase Hagn-Meincke, efter at hun er trådt ned ad hovedscenen i Øksnehallen til Fonden for Entreprenørskabs Danish Entrepreneurship Festival.

I alt deltog 101 elever fordelt på 21 hold i Idekonkurrencen for grundskoler. Formålet er at give alle unge i Danmark mulighed for at teste og afprøve deres idéer uden for uddannelsesrammen og foran erhvervsfolk og iværksættere fra hele landet.
Dagen i Øksnehallen var kulminationen, hvor eleverne pitchede deres idéer foran grupper af dommere, som til voterede om den endelige vinder.

Udover Idekonkurrencen bestod Danish Entrepreneurship Festival af adskillige konkurrencer. Hundredevis af fremtidens potentielle iværksættere og innovative medarbejdere stillede op til Danmarks største entreprenørskabsfestival i Øksnehallen. Her pitchede folkeskoleelever og elever fra ungdomsuddannelser og videregående uddannelser deres idéer til, hvordan vi løser fremtidens udfordringer i Danmark.