Statsminister Mette Frederiksen og hendes ministerhold stod i dag frem på et pressemøde og afviste blankt, at der skulle være konsekvenser af Mink-sagen, på trods af massiv kritik fra Mink-kommissionen. Samtidig skamroste hun regeringen og endda også de embedsfolk, der ifølge kommissionsrapporten har begået ulovligheder.
“Vi har utroligt dygtige embedsfolk”, siger Frederiksen.
Skamros af embedsfolk der har begået ulovligheder, er symbolet på det, der er galt med den socialdemokratiske regering. Problemet med regeringen er ikke magtfuldkommenhed, men et grundprincip som Mette Frederiksen i samspil med departementschefen i statsministeriet, Barbara Bertelsen, har indført:
At målet altid helliger midlet.
Således kunne man høre statsministeren gentage, i uendelighed, at man skulle handle hurtigt. At det var vigtigt at handle. At alle var trætte. At alle var dygtige. Og at hun ikke selv havde noget som helst ansvar. Overhovedet.
“Jeg vidste ikke, at der ikke var lovhjemmel”, siger Frederiksen.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun burde have vidst det, eller skulle have undersøgt det, svarede hun afvisende. På trods af at indgrebet mod borgerne var af en meget voldsom karakter, og har haft store konsekvenser for de ramte. På trods af at det var statsministeriet, der trynede hele embedsværket til at tilpasse sig statsministeriets dagsorden. Mette Frederiksen har, ifølge Mette Frederiksen, ikke ansvaret for hvad der sker i statsministeriet.
“Der kører et særskilt spor om embedsfolkenes ansvar”, siger Frederiksen.
Ingen skal hjemsendes. På trods af Mink-kommissionens utvetydige konklusioner. For målet helliger altid midlet.
“Jeg har tillid til alle de embedsmænd, der er ansat i centraladministrationen”, siger Frederiksen.
Det vil sige alle, der burde have stoppet aflivningen af mink, indtil der var et lovgrundlag. Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan man som ansvarlig leder, regeringens leder, statsministeren, have ubetinget tillid til en centraladministration, der har overtrådt landets love?
Mink-sagen vil efter dagens pressemøde betyde et paradigmeskifte i dansk politik. Der er sat en ny standard for både det politiske ansvar og det embedsmæssige ansvar ved selv grove lovovertrædelser. Holdningen blandt socialdemokraterne og støttepartierne kan kort opsummeres til:
Pyt med det. Nu skal vi videre “sammen”.
Det er svært at acceptere en sådan holdning i et demokrati. Det vidner atter om behovet for at få nedsat en grundlovskommission, der skal arbejde på en revidering af den nuværende grundlov. Demokratiet er i krise. Det kan kun blive værre efter denne dag. Uanset hvem der får regeringsmagten i fremtiden, er der sat et alvorligt eksempel på magtmisbrug, hvor gerningspersonerne kan nøjes med at trække på skuldrene og frikende sig selv.
Mette Frederiksens eftermæle vil med al sandsynligvis blive en statsminister, der følte sig hævet over loven, og for hvem målet altid helligede midlet.
Det værste ved Mink-skandalen er, at den slet ikke handler om politik, selvom socialdemokraterne gerne vil have det til at se sådan ud. Det handler om ganske almindelig lov og orden, anstændighed, ansvar og demokrati. Politik er en forhandling. Det er de andre punkter ikke. For det forventes af befolkningen at denne retter ind og følger lovene og myndighedernes krav. Nu sætter man så et eksempel for, at det skal man ikke selv gøre. Selvom det burde være hævet over enhver tvivl, at folk med magt i det politiske system og embedsværket, skal have en moral og integritet, der er hævet over enhver tvivl.
Det er en gåde, at Mette Frederiksen ikke af egen drift, har fyret sin departementschef. Det er en gåde at støttepartierne ikke har afsat regeringen. Det er en gåde, at man fortsat argumenterer om nødvendigheden af det, man gjorde, og ikke det principielle i, at nødvendighedens politik var ulovlig. Det viser nemlig, at man intet har lært.
Pyt med det. Videre. “Sammen”.
