Marianne Karlsmose har valgt at trække sig som landsformand for Kristendemokraterne. Det skriver hun i en pressemeddelse, hvor hun samtidig anbefaler partiet ikke at søge om at blive opstillet til næste Folketingsvalg.
– Valgkampen er slut, og valgresultatet foreligger. Det blev et meget skuffende resultat for Kristendemokraterne. Det sker på baggrund af en meget svær tid for partiet siden foråret og hård konkurrence fra mange andre partier i valgkampen, skriver Karlsmose og fortsætter:
– Jeg har længe været afklaret med, at dette valg blev mit sidste som folketingskandidat for KD på landsplan, og at jeg ville gå af som formand efter valget, hvis ikke vi blev valgt ind.

Anbefaler partiet at fokusere på anden end Christiansborg
– Min anbefaling er, at vi ikke går i gang med at samle vælgererklæringer til næste folketingsvalg, skriver hun og uddyber:
– Jeg må samtidig også konstatere, at der er alt for få danskere, der er enige med mig. Det er tid til, at vi i Kristendemokraterne ser realiteterne i øjnene. Det skylder vi os selv og vores familier.
Kristendemokraterne fik 0,52 procent af stemmerne ved valget den 1. november. Grænsen for at komme ind i Folketinget er to procent.