Der er etableret et “Lærlingeoprør” som et borgerforslag, der går ud på, at der skal investeres i erhvervsuddannelserne. Bag forslaget er Dansk Metal Ungdoms formand, Carl Emil Lind, der besøgte EUC Lillebælt sammen med blandt andet Folketingskandidat Jens Jonatan Steen (A).
Der skal investeres yderligere én promille af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) i erhvervsuddannelserne. Pengene skal bruges på tidssvarene udstyr, ordentlige faciliteter og flere kompetencer til lærerne.
Sådan lyder indledningen på borgerforslaget, der dannede grundlaget for lærlingeoprøret , der besøgte EUC Lillebælt, hvor de først mødtes med uddannelseschef Henning Aaberg, der fortalte om skolen og efterfølgende viste rundt, og Carl Emil Lind var imponeret over, hvad han så.
– Det er et eksempel andre skoler kan tage ved lære af. Skolehjemmet var særlig fedt. Især i forhold til de gutter jeg kender, der bor på det, siger Carl Emil.
Som Folketingskandidat har Jens Jonatan Steen flere gange tidligere gæstet EUC Lillebælt, og han vidste derfor, hvad han gik ind til ved besøget.
– Jeg er helt enig i, at det er flotte faciliteter. Der er ingen tvivl om, at vi på bredere plan skal løfte respekten for erhvervsskolerne. Man skal gøre noget ved, at gymnasiet er det naturlige første valg, og man nærmest er mærkelig, hvis man foretager sig andet end det valg. Det er forkert for de unge, men også i forhold til det samfundet får brug for i fremtiden. Vi kommer derfor til at lave nogle forkerte prioriteringer og forkerte beslutninger. Vi sender ressourcerne efter gymnasierne og universiteterne, så derfor er det vigtigt med lærlingeoprøret, siger Jens Jonatan Steen.
Undersøgelser viser, at der om få år kommer til at mangle meget faglært arbejdskraft inden for en del håndværkerfag, og det er også noget af det, der er fokus på.
– Der er mangel på faglært arbejdskraft, der ikke bare er et benspænd for den grønne omstilling, men det er også en tofodstackling til direkte rødt. Der kommer ingen grøn omstilling, hvis vi ikke finder ud af, hvordan vi får flere faglærte. Der tror jeg, en vej derhen er at gøre det mere prestigefuldt at vælge en erhvervsuddannelse, siger Carl Emil Lind.
Carl Emil Lind bor selv i København-området, og har ikke været på skolen før, og det samme var tilfældet sammen med den øvrige del af medstillerne på borgerforslaget.
– Det er sådan lidt wow at komme her, men skolerne gør det også så godt de kan. Det er heller ikke der, vi hovedsageligt kritiserer, men det er ligeså meget image og samfundet skal være være med til at tale håndværkeruddannelserne op, siger Carl Emil Lind og kommer med et salgsargument for at vælge den uddannelsesvej:
– Fordi håndværkerfag er det fedeste. Det at pege på noget og sige, det har jeg lavet, er noget særligt. Det gør en enormt stolt og giver lidt rygrad, siger han.
I alt er der planlagt omkring 30 besøg på forskellige skoler for Lærlingeoprøret, og de elever, som der bliver talt med, er på linje med borgerforslaget.
– Eleverne kan genkende det. Det er ikke så meget på rammerne, men det med hvordan man opfattes og ses på. Vi er nødt til at vende bøtten på det med, at undervisning og uddannelse handler om teori. Det med at røre noget betyder, vi kan få mange flere igennem og give dem succesfulde oplevelser, slutter Jens Jonatan Steen.
Man kan læse mere om borgerforslaget her.









