”Mange unge kan ikke holde til at leve under de forhold vi byder dem. Mistrivslen stiger på alle fronter, og det truer de unge. Men det truer ikke bare de unge, men os alle sammen – det truer vores demokrati.”
Dannelse og pædagogik er nerven i demokratiet
Et samfund med en demokratisk livsform er bl.a. kendetegnet ved, at hver person er beskæftiget med noget, der gør andres liv bedre at leve, og som følge heraf gør de bånd, der binder personerne sammen, mere synlige og nedbryder barriererne mellem dem. I denne forståelse af, hvad den demokratiske medborger gør, er det forudsat, at vi som mennesker altid og allerede er både individ og i gang med at fællesskabe.
At frembringe og vedligeholde en sådan demokratisk livsform, er ikke noget vi som mennesker bare kan som en medfødt naturlighed. Et blik på den aktuelle verden og verdenshistorien vidner om, at det er noget som skal læres. Et demokratisk samfund kræver frie individer, der kan tænke selvstændigt, tager ansvar og svarer ved at kritisere og gå op mod magthaverne, hvis deres frihed trues. Frie og selvstændige individer som samtidig vil bidrage med at bygge og samvirke med andre om tage ansvar for samfundet og dets udvikling. Sidst men ikke mindst kræver det solidaritet og medfølelse med dem, som har svært ved eller endnu ikke kan magte selvansvaret.
Hvordan lærer den opvoksende generation at gå med i og deltage i samfundets fællesskaber på en sådan måde, at de opdager, at egne mål i livet uundgåeligt er vævet sammen med andre menneskers livsformål, og at vi alle dannes igennem hinanden? Det er en lære, spændt ud imellem tænksom handling, kritik og empati og som må bibringes hver ny opvoksende generation.
Pædagogikken i den demokratiske livsformslære er paradoksal, idet den skal tvinge til frihed. Den skal tilpasse unikke individer til fællesskabelse og samtidig tilpasse fællesskabelse til individer, således at der opbygges betingelser for at lære at blive til mennesker, der kan indgå i og deltage i udviklingen af bevægelser i demokratiske samfund.
Siden Grundlovens vedtagelse har vi opbygget bevægelser, civiliserende institutioner og foreningsliv, som har udgjort hovedvejen for den pædagogiske opgave. Men i løbet af de sidste 30-40 år, er vi begyndt at gå af en anden vej, som er en blindgyde.
Ud med pædagogik – ind med psykologisering
Vi har nedbrudt pædagogik som det middel, der skal højne og danne mennesker til deltagelse i et demokratisk samfund. Vi tillægger stadig mere vægt på individet og mindre på fællesskabet – der opstår en adskillelse af individ og fællesskaber, som medvirker, at der lægges mere pres på individet og det personlige ansvar, uden samtidig at medtænke fællesskabelsen.
En aktør, blandt mange, i dette nedbrud var en statsministers tale fra 2003, hvor det lød, at det skulle være slut med den flippede rundkredspædagogik. Ekkoet herfra genlyder stadig nu transformeret i retning af “ansvar for egen læring” – ”bliv så dygtig, som du kan” – ”du skal lære at lære” – ”du skal lære din læringsstil at kende”. Og vi vil vedvarende teste, måle dig således, at du kan sortere dig selv i dette samfund – hvilket du i øvrigt skal gøre hurtigere og smartere.
Rundkredsen er symbol på fællesskab, og samtidig en forudsætning for pædagogikken. Pædagogikken kan ikke adskilles fra rundkredsen. Ingen rundkreds ingen pædagogik, men hvad værre er, ingen rundkreds ingen demokratisk livsform. Med ovenstående politiske paroler, ungepakker, reformer mm. – er der skabt en alvorlig systemfejl, der stadig forsøges at blive lappet på – men det vil kun være lappeløsninger, for vi ser bort fra pædagogikken, den kan ikke spille en rolle, når det overdrevne fokus på individers individuelle læring skygger og kannibaliserer fællesskabt menneskedannelse.
Denne individuelle læringsfiksering har samtidig åbnet grænserne imellem leg og læring og imellem skole og fri tid. Skolefag, mål, test og be-stå den næste eksamen har fået forrang, nu på en mere radikal måde ift. alvorlig sjov fri tid, eksperimentering, leg, kunst, kultur og at for-stå sig selv, som en del af noget meget større end sig selv. Denne forrang har medvirket, at fritids- og ungdomsklubber, ungehuse som særligt forebyggende og støttende partnere for de unge i deres ungdomsliv enten er nedlagt eller underlagt skolen.
I stedet for pædagogikken har grænseløs individuel læring taget over og som erstatning for sammenbrud i manglende individuel læringsoptimering, læs mistrivsel, udsathed og ikke-deltagelse, har vi installeret psykologien. Psykologien skal ikke integrere individer i fællesskabende processer og omvendt, men alene anerkende individuelle og umiddelbare behov i mødet med klienten, eleven, den unge og dennes oplevelser af sig selv. Psykologien fastholder og forstærker trykket på individet.
Et dyrt samfundsparadoks
Alt imens cirkulerende samfundsmæssige idealer trykker og presser på det individuelle selvansvar, nedlægges pædagogikken, og gør unge mennesker syge, og der er installeret mere og mere statsfinansieret psykologhjælp. Det er paradoksalt. På den ene side statsfinansieret præstationspres, der gør syg, og på den anden side statsfinansieret psykologhjælp, der skal hjælpe til at udholde pres, og det forstærker blot individfokusset – det er en alvorlig systemfejl.
Vi lever med en forestilling om, at statsfinansieret, ’gratis’ psykologhjælp kan løse og helbrede manglende deltagelse og mentale trivselsproblemer hos unge. Vi forstiller os, at vi blot skal fikse individet, og dermed har vi slået pædagogikken og fællesskaber ihjel. Netop derfor ser vi så voldsomt stigende mistrivsel og alt for mange unge, som står i et udsat og trivselstruet ungdomsliv.
Vi har skabt betingelser, der gør de menneskelige bånd og forbindelser mellem unge mere usynlige, og vi opbygger barrierer imellem dem. Det medfører, at når samfundet og de unge selv oplever, at ungdommen og de unge ikke lykkes, så forstærkes opmærksomheden mod den enkelte og ’sig selv’. Vi kan kun få øje på problemer og deres løsninger som noget, der har med den enkelte unge at gøre.
Løsningerne bliver biologisk/fysisk i form af lægeordineret medicin og selvordinerede egen medicinering i form af hash og stoffer, eller psykisk i form af psykologhjælp, coaching og rådgivning – for løsningen må jo være et sted derinde i det enkelte unge menneske. Dette er den alvorlige og triste fejlslutning, som ungdommen lider under, og som truer med at nedbryde demokratiet som en livsform.
Vi bliver nødt til at geninstallere og reeboote en pædagogik, der giver de unge mulighed for at lære at organisere og lede nye samfundsrettede demokratiske bevægelser og fællesskaber. Det gælder de unge, os alle sammen – det gælder den demokratiske livsform.
