Nordens største kreative messe i efteråret byder på meget mere end de traditionelle håndarbejdsformer

Hvis man som kreativ ildsjæl er på jagt efter spændende materialer og opskrifter til at sy, strikke, hækle og brodere, så er               Kreative Dage i Fredericia et helt unikt gigamarked at gå på opdagelse i.

Men de mere kunstneriske retninger er også på pletten i stort antal, når dørene i MESSE C åbnes den sidste weekend i oktober til den hidtil største Kreative Dage med flere end 250 udstillere og fem scener med knap 100 programpunkter.

Det gælder blandt andre Anne Hopmann fra startup-virksomheden artivity.dk, som deltager med både arbejdende stand og sceneworkshop.

– Jeg går på scenen fredag, lørdag og søndag med “Artmoney” – en akvarelworkshop for begyndere og alle, der elsker at være kreative – hvor omdrejningspunktet er den smukke plante, vi herhjemme kalder Judaspenge. Man kan vælge at se på og lade sig inspirere, eller man kan købe en materialepakke for 98 kroner og lege med – med grafik, perlemorsakvarel og sarte, transparente blade, fortæller Anne Hopmann.

Artivity udvikler såkaldte artboxes, som alle rummer en lille kunstidé, alle materialer, skabeloner, opskrift og video, så man nemt kan komme i gang, også uden forkundskaber.

Anne Hopmann debuterede som udstiller på sidste års messe, hvor hun mødte en masse nye kunder og også lancerede bogen “Pust af kreativitet” – om hvordan kreativ fordybelse kan være medicin for sjælen.

– En af de besøgende på Kreative Dage skrev efterfølgende til mig, at det at sidde og nørkle med akvareller faktisk havde hjulpet hende tilbage fra kanten af en stress-sygemelding. Den slags rører mig altid meget, konstaterer Anne Hopmann.

Gismo slår et slag for “pølseteknikken”

En anden aktivitet, som man kan få pulsen ned med, er at arbejde med keramik.

Det kan Gitte “Gismo” Jørgensen fra Gismo Keramik i Aagaard ved Kolding skrive under på. Hun er uddannet pædagog og har i SFO’er og børnehaver set, hvordan børnene er blevet opslugt af at arbejde med leret.

I dag lever hun af lave kurser og sælge keramik, og derfor er Kreative Dage et oplagt udstillingsvindue.

– Det er første gang, jeg er med som udstiller, og jeg glæder mig meget. På min arbejdende stand vil jeg blandt andet slå et slag for teknikken med at “pølse” vaser og krukker. Mange har prøvet det i skolen, og det er blevet set lidt skævt til, men man kan faktisk lave noget rigtig lækkert keramik på den måde, siger Gitte Jørgensen. Hun vil naturligvis også sælge af sine ting, som ofte er drejet og håndmodelleret, og som både skal være til pynt og til gavn, betoner hun.

En anden debuterende udstiller på Kreative Dage er Sara Pape fra Yarnart, som med teknikken tufting kombinerer garn og kunst til at skabe garnlamper, billeder, ryakunst med mere.

– Fra at have været en sidebeskæftigelse har jeg nu åbnet galleri og værksted på Silkeborgvej i Aarhus. Så jeg ser frem til at præsentere mine værker for de besøgende, og også til at finde inspiration hos de andre udstillere.

– Jeg vil vise teknikken på standen, og jeg håber selvfølgelig, at mange bliver nysgerrige og får lyst til at komme på kursus eller workshop, lyder det fra Sara Pape.

Det endelige program for Nordens største kreative messe ligger klar den 1. august, hvor billetsalget også starter – se mere på www.kreativedage.dk