Hos Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe i Fredericia mærker gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen en stigende interesse for deres holdning til deres partiformand Søren Pape Poulsen. Det sker i kølvandet på et valg, der ikke gik helt som partiets kandidater havde forventet.
Alle skriver om det, mange vil kommentere på det og medierne giver taletid til de kritikere, der melder sig i koret lige nu. Det er også det billede, som Tommy Rachlitz Nielsen ser på i disse dage, men han mener, at man burde klare valgevalueringen internt.
Det er få måneder siden, at Søren Pape Poulsen kunne melde sig som statsministerkandidat og i ugen efter kunne se sit parti slå den ene rekord efter den anden i meningsmålinger. Flere danskere talte om Pape som en reel statsministerkandidat, og referencerne fra Poul Schlüters statsministerperiode stod i kø.
En større serie af artikler i Ekstra Bladet ændrede dog synet hos mange vælgere på Søren Pape Poulsen. Den 1. november måtte han se sit parti gå tilbage ved valget. 5,5 procent af stemmerne fik partiet, der i august var spået op mod 20 procent af stemmerne.
– Det er ingen hemmelighed, at vi havde håbet på et langt bedre valgresultat, end det vi fik. Jeg vil da lyve, hvis jeg ikke sagde, at vi havde set det meget bedre, indleder Nielsen.
Det Konservative Folkepartis gruppeformand i Fredericia Byråd har ført mange valgkampe, og han mener derfor også, at man altid kan lære af valgkampene.
– Jeg har endnu ikke været i en valgkamp endnu, hvor der ikke var noget, man kunne lære af bagefter. Derfor skal vi også evaluere valget nu, men der er ingen, der bliver klogere eller lærer mere af at tage diskussionen i medierne, siger han og fortsætter:
– Jeg glæder mig derfor også til, at vi skal igennem en proces, hvor vi ser på valgkampen og kommunikationen. Lige nu hæfter jeg mig mere ved, at det er nogle af de kandidater, der fik det dårligste valg, der har travlt med at kritisere i medierne. Der er helt sikkert mange ting, der kan gøres bedre, men man skulle måske kigge indad i stedet for at kritisere.
Er Søren Pape Poulsen den rigtige partileder, som du ser de?
– Vi har fuld tillid og sender vores opbakning til Søren Pape Poulsen, siger Tommy Rachtlitz Nielsen resolut.