Nogen siger det har været en enkeltstående begivenhed, at Tour de France-starten var i Danmark, da det ikke bare er sådan lige til, grundet distancen til Frankrig, men løbsdirektøren vil ikke udelukke, at starten kan komme til at være i Danmark igen.

Det startede allerede ved præsentationen i Tivoli. På scenen styrede TV 2’s Stine Bjerre Mortensen og Dennis Ritter showet, der blev sendt direkte ud til internationale tv-signaler, og de kunne lide hvad de så. Et ellevildt publikum, der hyldede de startende ryttere, der blev præsenteret på scenen.

Da Tour de France blev indledt den 1. juli med en enkeltstart nåede det nye højder. Trods regnvejr var der store menneskemængder på hele ruten, hvor den danske befolkning igen levede op til prædikatet om, at Danmark er en cykelnation. Billedet gentog sig, da turen gik fra Roskilde til Nyborg. Der var mennesker over alt, og de bjergtoppe, som rytterne kørte over, var propfyldte og mindede om scenerne, som man ser på klassiske bjergetaper i Alperne og Pyrenæerne. Det eneste sted, hvor der logisk nok ikke var tilskuere på etapen til Nyborg, var på Storebæltsbroen.

Den sidste etape gik fra Vejle til Sønderborg, og der gentog mønsteret sig med mange mennesker på Côte de Koldingvej, der var omdannet til et sandt menneskehav, hvor cykelglade danskere var samlet for at se verdens hårdeste cykelløb på dansk grund. Det er også noget, der er bidt mærke i fra løbsledelsen.

– Hele Danmark stod langs vejene, og så var hele Danmark også foran tv, for markedsandelene på TV 2 var fuldstændig ekstraordinære. Det svarer til VM-finalen i 1998 for franskmændene. Ikke 2018, men i 98 med Zidane. Det var fantastisk eventyrligt, siger løbsdirektør Christian Prudhomme.

Selvom Prudhomme er fuld af lovprisende ord betyder det dog ikke, at Danmark får en ny Grand Depart igen om et par år.

– Ser man på store, populære succeser med Grand Départ i udlandet, er der i London i 2007, Yorkshire i 2014 og København samt øvrige Danmark i 2022. Der kommer nok til at være interesse for det igen, men det sker selvfølgelig ikke om to eller tre år, forklarer løbsdirektøren.

Med andre ord er det heller ikke givet, at en eventuel ny Grand Départ vil blive i København, selvom det ville være oplagt, når der er tale om den danske hovedstad, men nu er den blevet vist frem, og det er tid til at vise andre dele af Danmark frem. Starten i Yorkshire, som mange sammenligner med den i København, er i stik modsatte retning af den engelske hovedstad, London. Over 300 kilometer er der mellem de to byer, og i dansk perspektiv vil det eksempelvis kunne betyde, at man kunne starte i H.C. Andersens by, Odense, hvor der også vil kunne blive en hype, som der var om enkeltstarten i København. Med udgangspunktet fra Odense vil det også blive muligt at tage turen over Den Nye Lillebæltsbro på den efterfølgende etape. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan en kommende Tour de France-rute i Danmark vil kunne udformes, og med den opbakning, der var til de tre etaper i Danmark, er det tilladt at drømme, især når Christian Prudhomme er ud med lovprisende ord.