En beklagelig sag der har udviklet sig til et spørgsmål om kasketforvirring og en forvaltning, der træffer politiske beslutninger. Nogle ting er løst, andre mangler fortsat afklaring. Midt i denne manglende afklaring er også manglende lyst til at forklare sig.

– Stilhed er nogle gange det bedste svar, sagde Dalai Lama engang.

Det kan virke som om, at forvaltningen i Fredericia Kommune arbejder ud fra denne devise i mange tilfælde. Medierne er demokratiets vogter – og derfor er det ikke nødvendigvis en smart taktik. For vi fortsætter. Vi stopper ikke bare, fordi man ikke ønsker at udtale sig, snarere tværtimod.

I takstsagen har man fra start forsøgt at tie det ihjel. Man indrømmede hurtigt, at der var fejl – og rettede dem. Mere kan man sådan set ikke forvente. Men en intuition om fejlagtig sagsbehandling fik en politiker til at stille spørgsmål – og herfra væltede skeletterne ud. Redegørelsen gav flere spørgsmål end svar samtidig med, at man fra forvaltningen alene svarede overordnet og meget flyvsk i forhold til de reelle problemstillinger i sagen. Sågar var det en ledelsesmæssig beslutning, at en af sagens hovedpersoner – John Nyborg, der er leder af dagtilbud og medlem af byrådet – ikke skulle udtale sig i sagen. Dette til trods for, at han har truffet de faglige beslutninger der ligger til grund for eksempelvis det ændrede børnetal.

I stedet for John Nyborg, som er manden der har truffet de faglige beslutninger i sit civile hverv som embedsmand, skulle Mette Heidemann, direktør for Børn, Unge og Kultur udtale sig. Det er også en fornuftig strategi i andre sager, men til dette hører, at Heidemann end ikke var ansat, da flere af beslutningerne blev truffet. Derfor har hun ingen forudsætning for at kunne udtale sig, hvilket også kom til udtryk i et interview med Danske Digitale Medier A/S.

Pludselig stod Nyborg frem

Efter en lang periode skete der opsigtsvækkende nyt i sagen. John Nyborg valgte at stille op til interview, et interview der kom på bagkant af en meget mærkelig sag om aktindsigt. Efter et længere forløb valgte Fredericia Kommune at omstøde sin egen beslutning og meddele fuld aktindsigt. Af denne aktindsigt fremgår det, at John Nyborg har drøftet de forskellige beslutninger med kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal. Kommunaldirektøren har ikke ønsket at udtale sig yderligere i sagen, end det allerede har været tilfældet, hvorfor der ikke er kommet et svar på de meget konkrete spørgsmål, der er blevet stillet i sagen.

John Nyborg kaldte det for politisk spin, at han er blevet mistænkeliggjort for at have truffet politiske beslutninger. I samme interview forklarer han, at de meget politiske beslutninger, der er truffet af forvaltningen har været et eller flere ledelsesniveau over hans. Dette til trods bliver han fortsat beskyldt for kasketforvirring af Pernelle Jensen (V). At Nyborg stiller sig frem efter en længere tids kritik af dels hans faglige stolthed og dels hans afdeling i forvaltningen, er svært at forstå på anden måde, end at han ønsker at blive frikendt for beskyldningerne. Men det gik altså fuldstændig modsat.

Spørgsmålene er der fortsat

Selvom der ikke kommer svar på de spørgsmål, der bliver stillet, så forsvinder spørgsmålene ikke. Tværtimod. Redegørelsen, der er givet omkring sagens forløb har vist, at der med al tydelighed er truffet politiske beslutninger i forvaltningen. Dette har hverken Mette Heidemann eller Camilla Nowak Kirkedal ønsket at svare på.

Det er en sag, der ikke bliver løst med det samme. Der er lagt op til, at sagen først skal behandles ved første budgetopfølgning, en budgetopfølgning der ligger i april måned. Det er forvaltningens vurdering, ved vi fra både sagsfremstilling og interne mails, vi har fået aktindsigt i, at de kunstige børnetal enten vil betyde en dårligere service eller en økonomisk lussing. Der skal altså enten opkræves flere penge af forældrene eller flyttes flere penge i budgettet. Og sidstnævnte kan vise sig at være meget svært, da man i Fredericia Kommune allerede har udfyldt servicerammen. Forvaltningen har netop af hensyn til servicerammen valgt ikke at bede politikerne genåbne budgettet, dette til trods for, at man her vidste, at der med overvejende sandsynlighed ville være en meromkostning, som altså vil presse servicerammen ved første budgetopfølgning.

Hvis ikke andre områder bruger mindre end planlagt, vil det være umuligt for byrådet at finde de penge der skal til. Derfor er det kun serviceniveauet, der kan ændres på. Dette kunne være løst, hvis man allerede i budgettet havde taget stilling til udfordringen. Men det ønskede forvaltningen ikke – og derfor er der nu usikkerhed om økonomien. Er der en god forklaring herpå? Måske. Men det fremstår ikke som om, at forvaltningen ønsker at skabe klarhed over situationen.

Én ting er helt sikkert: takstsagen kan ikke ties ihjel. Selvom man ikke udtaler sig, skal skeletterne nok vælte ud. Økonomien er presset – og hvis ikke den er presset, så er serviceniveauet. Det er den faglige vurdering, der er gjort opmærksom på i forvaltningen.