Der var nok at vælge imellem ved det nyligt overståede folketingsvalg. Valgets tale er svær at tolke, for med 14 mulige partier og dertilhørende lange opstillingslister har gjort det svært. Men ét sted har Fredericia (igen) ikke leveret. Fredericia har ingen stemme på Christiansborg de næste fire år.
31.308 fredericianere stemte ved folketingsvalget. Alle har I gjort jeres pligt, og kan med rette kræve jeres ret. I har deltaget i demokratiet – og det skal hyldes og anerkendes. Stemmerne har fordelt sig bredt på partierne, så det viser med alt tydelighed, at man også i Fredericia har været i tvivl. 19,9% af vælgerne i Fredericia stemte på partier der ikke stod på listen i 2019. Vandringerne er mange. Valgets tale er på alle måder svær at tolke.
Men selvom det har været svært at vælge, så er der særligt ét sted, hvor man i Fredericia ikke har været god nok. Man har ikke stemt personligt – og man har ikke valgt de lokale kandidater til. Jeg er i udgangspunktet meget ligeglad med, hvilket parti man stemmer på, men hvis man vil have Fredericia repræsenteret på Christiansborg, så forudsætter det en personlig stemme.
Det er ikke fordi, der ikke er stemmer nok til at sikre mindst ét fredericiansk mandat på Christiansborg. De mange listestemmer kunne have været sat på en kandidat – og dermed have sendt personen direkte ind på Christiansborg. Det er anden periode i træk, med undtagelse af de seneste måneder, at Fredericia ikke har en repræsentant.
Ved valget i 2019 fik Vejle valgt Christoffer Melson (V), Birgitte Vind (A), Niels Flemming Hansen (C) og Kristian Thulesen Dahl (O). Kolding fik valgt Eva Kjer Hansen (V), Christian Rabjerg Madsen (A), Karina Lorentzen Dehnhardt (F) og Karina Adsbøl (O). Ved dette valg er antallet lidt færre. Men ikke desto mindre har både Kolding og Vejle fået valgt en række folketingsmedlemmer.
Ser man på det politiske arbejde har det teoretisk set ikke en betydning. For de 179 er valgt for at varetage hele Danmarks interesser. Men virkeligheden er selvsagt en anden.
Det betyder nemlig noget at have en repræsentant på Christiansborg. Det er uanset om det er når udflytningen af statslige arbejdspladser skal falde på plads, udflytning af uddannelser – eller når der skal fortælles om virkeligheden for kulturlivet uden for de største byer. Det betyder noget, at man har nogen valgt, der forstår de problemstillinger der rører sig i blandt andet Fredericia.
Bjørn Medom har haft plads i Folketinget. Mogens Camre har været opstillet og opnået valg. Jacob Bjerregaard fik et kanonvalg. Susanne Eilersen har i nyere tid om nogen vist, at det betyder noget at have et medlem på Christiansborg. Ikke fordi der kommer gaveregn over Fredericia. Men fordi Fredericias interesser kan blive hørt.
Så er der en debat om hvorvidt man skal komme fra byen eller for den sags skyld være opstillet i byen for at kæmpe Fredericias sag. Til det har jeg bare at sige: lad os nu forenes om at stemme på nogen, der siger de vil kæmpe for Fredericia. Så kan de altid blive kylet på porten, hvis ikke de lever op til forventningerne.
Jeg har hørt Socialdemokrater skælde Susanne Eilersen ud for at være opstillet i en anden kreds. Jeg har hørt Venstre-folk kalde socialdemokratiets kandidat ud for at gå til frisøren i København. Jeg savner, at vi taler Fredericia op. At vi taler de kandidater op, der fortæller, at de aktivt vil kæmpe for Fredericia. Det smukke ved demokratiet er, at vi altid kan vælge dem fra igen.
Men lige nu giver vi dem end ikke chancen. Og derfor er Fredericia igen sat bagud.
