En spændende del af multikunstneren, Knud Nielsens, værker fra Vindelev Galleri kan opleves i oktober hos Fredericia Kunstforening.
Knud Nielsen (1916-2008) var en multikunstner og arbejdede både med maleri, akvarel, keramik og grafik. Hans malerier og gouacher er intense og farvemættede – ofte med en gnist af voldsomhed, men lavet som kun den erfarne kunstner, der behersker og bestemmer over farver og lærred, mestrer det. Glæden ved livet og farverne vises i et ekspressivt form-sprog, hvor stærke farver mestres med lethed og dynamik.

Knud Nielsen har selv sagt: – Jeg tror ikke, man kan male uden at være glad for at leve.
Hans store interesse for den primitive afrikanske kunst afspejles i mange af hans malerier. Også politik og samtidsbegivenheder finder adgang til hans billeder.
Skønt Knud Nielsen på mange måder var forbundet med Cobrafolkene og udstillede med dem ved flere lejligheder, bl.a. på de berømte Høstudstillinger fra 1947-49, var han på det tidspunkt mere optaget af det konkrete maleri. Vi skal frem til begyndelsen af tresserne, før han fandt det sprog, som han i dag identificeres med.

Knud Nielsen var autodidakt kunstner og havde sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1941. Han har haft et utal af udstillinger igennem årene og er repræsenteret på adskillige kunstmuseer. Om sine egne værker har han bl.a. udtalt:

– Jeg har aldrig malet for at tilfredsstille den ene eller den anden, men kun for at udtrykke det jeg ikke kunne tilbageholde.
Der er fernisering fredag d. 7. oktober kl. 17. Udstillingen med Knud Nielsens værker kan ses på Kulturcentret i Kongensgade 111 i Fredericia. Sidste dag søndag d. 30. oktober.