44-årige Morten Høgsberg Nielsen er ny formand for bestyrelsen i KIF Kolding Elite A/S, og udover at han som sådan skal have et professionelt forhold til klubben har han også fra barnsben altid haft et lidenskabeligt forhold til håndbolden og KIF.
-Jeg er jo vokset op i byen og som barn tog min far mig altid med i hallen. Så jeg har som lille og stor dreng set mange af de store kampe ovre i KIF-Centret, når HP, Karsten Holm, Otto Mertz, Lars Christiansen, Kim G. og Lasse Boesen spillede. Så jeg har klubben i hjertet, lyder det fra Morten Høgsberg Nielsen.
Han trådte ind i bestyrelsen for et par år siden, og på generalforsamlingen for nylig blev han genvalgt og efterfølgende konstitueret som ny formand for bestyrelsen og afløser for Gunnar Fogt, som trådte til og har været med til at lede klubben gennem en periode med store udfordringer blandt andet som følge af corona-restriktionerne.
Efter generalforsamlingen består bestyrelsen i KIF Håndbold Elite A/S af formand Morten Høgsberg Nielsen, Morten Strøh, Søren Ravn, Mads Aaarestrup og Anders Jensen, hvor de to sidstnævnte er nyvalgte.