Da medlem af Fredericia Byråd og Region Syddanmark, Karsten Byrgesen, i nat modtog en besked om at Nye Borgerlige havde ekskluderet deres formand, Lars Boje Mathiesen, var han ærgelig. Men efter at have sat sig ind i situationen, fastholder han sin tillid til partiet.

– Vi kan ikke sætte enkeltpersoner over partiet. Uanset hvor træls en situation det her er for partiet, så har hovedbestyrelsen truffet den rigtige afgørelse. Man har valgt at sætte partiet øverst, og det er jeg tilfreds med, siger Karsten Byrgesen.

Samtidig er den nu forhenværende formand for Nye Borgerlige gået i offensiven mod det, han kalder for et karaktermord. På hans Facebook har han udgivet et langt indlæg, hvor han afviser beskyldningerne om, at det handlede om uretmæssige midler til hans fordel.

Det er ellers kun knap en måned siden at Nye Borgerlige på et landsmøde i Fredericia kunne krone Lars Boje Mathiesen som ny formand efter at Pernille Vermund valgte at træde tilbage med henblik på at stoppe i politik til næste valg. På landsmødet var stemningen i top, da Mathiesen modtog stående klapsalver fra partiets medlemmer. Fra talerstolen kom han med et stort forsvar for partiet, der har haft modvind i pressen, da spekulationerne om Vermunds exit begyndte. Vermund udtalte dengang at Nye Borgerlige havde fundet den helt rigtige afløser for hende som formand, men efter dagens chokmelding stiller hun sig nu igen til rådighed som formand for partiet.

Karsten Byrgesen fortæller, at han er rystet over forløbet med Lars Boje Mathiesen, men at han bliver i partiet på trods af den tumultariske situation:

– Jeg har tillid til vores hovedbestyrelse og den beslutning, de har truffet. Det er selvfølgelig virkelig ærgeligt, at vi skal igennem det her. Men i den sidste ende skal det handle om politik og ikke personer. Og hvad angår det politiske, så er jeg det rigtige sted. Nu må vi se, om ikke Pernille Vermund kommer til at stå i spidsen igen, for så tror jeg, der kommer ro på.