I storhedstiden i fredericiansk håndbold udspillede der sig drabelige opgør mellem Fredericia KFUM og Fredericia fF. I dag er de to Fredericia-klubber samlet under Fredericia Håndboldklub, hvor rivalen er KIF Kolding. 

I gamle dage var først Glashallen og siden Fredericia Idrætscenter fuldstændig proppet, når der var lokalopgør. På den ene side stod KFUM’erne og på den anden side var F’erne. De ville gøre alt i deres magt til at vinde kampen om Fredericia.

I dag er Fredericias rival KIF Kolding. Den første ligakamp mellem de to hold, da FHK rykkede op i ligaen i 2002 tales der stadig om. FHK leverede et comeback, som håndboldelskere stadig taler om. Upåagtede Thomas Axø skød KIF Kolding i sænk, og var med til at sikre fredericianerne en sejr på 32-25.

KIF Kolding var i mange år storebror i det forhold mellem de to klubber. KIF var holdet, som i Fredericia hungrede efter at besejre. Da FHK var nede at vende i Jyllandsserien efter, at klubben gik konkurs, var det med målet for øje, at man ville tilbage til tidligere tiders lokalbrag.

Forløsningen kom i 2019, da FHK rykkede op. Den førsttællende kamp mellem de to hold siden den 30. maj 2011 blev spillet den 5. oktober i Kolding, og det er et opgør, som FHK sent vil glemme. Det endte med en fredericiansk dominans, og en ydmygelse af Kolding i egen hule. FHK vandt opgøret 34-26. Det andet opgør mellem de to hold i den sæson fandt sted i thansen ARENA 3. februar. Hele arenaen var klædt i rød, og kunne se det rødklædte FHK-spillere vinde med 26-25.

Den efterfølgende sæson var præget af coronarestriktioner i de to lokalopgør. FHK tabte udekampen med 31-22 og på hjemmebane blev det til et nederlag på 38-31. Billedet vendte igen i sidste sæson, hvor restriktionerne blev lempet igen. I pokalturneringen slog fredericianerne naboklubben med 26-23. I ligaen sejrede FHK i egen hule med 35-33, og i udekampen, hvor der igen var coronarestriktioner uden tilskuere på lægterne, vandt FHK med 31-27.

I dag skal endnu et slag slås, og det er et opgør, der har været set frem til længe. Før sæsonen var det et opgør, som HK Ultras pegede på, som en af de kampe, man bare ikke må tabe. Spillerne fik klar besked ved den lejlighed, da de mødtes med fansene til et arrangement. Fanformand Anders Holm gjorde det klart, at der forventes, at man giver sig 120 procent for at vinde opgørenerne mod Kolding, da det betyder så meget for fansene og klubbens selvforståelse.

Det bliver dog ikke bare lige til. KIF har gang i en god sæson, og indtager forud for opgøret tredjepladsen i tabellen, og er fem point foran FHK. Det skyldes især, at koldingenserne til denne sæson har fået tilgang af en trio fra Mors-Thy i form af de to norske landsholdsspillere Erik Toft og Sander Øverjordet, samt fløjspilleren Bjarke Christensen. I målet er Magnus Brandbyge kommet til fra Skive, og netop Brandbyge og defensiven har været det helt store våben for koldingenserne, der har lukket færrest mål ind af alle hold i ligaen.

På den anden side spiller FHK et helt andet spil end KIF, hvor der er fokus på en betondefensiv. FHK vil fremover banen med masser af fart, og det er derfor to modsætninger, der mødes. Det bliver derfor en kamp i kampen med, hvem der får spillet kampen efter deres præmisser.

Det næste kapitel i lokalopgøret, der spilles på fredericiansk grund i thansen ARENA, starter klokken 14:30.