Lørdag den 1. oktober 2022 kl. 10:00 åbner dørene til Jyllands største cykelmesse, når mere end 80 forskellige brands fylder DGI Huset i Vejle.Gæsterne vil opleve de nyeste modeller og tendenser indenfor alle slags cykler, og der er både noget for den aktive motionist på mtb, gravel eller racercykel, pendleren på elcykel eller familien med ladcyklen.På den 1.000 m2 store indendørs testbane vil de besøgende kunne prøve de forskellige modeller, samt få kyndigt råd og vejledning fra de mange udstillere.

Pump Track til de legesyge i alle aldre
Har man lyst til fart og sommerfugle i maven, så skal den 30 meter lange pump track da afprøves. Børn fra 2 år er velkomne, og man kan låne både cykel og hjelm.

Gravel Social Ride om søndagen
Start søndagen med en social ride på gravel, hvor der køres på grus i området omkring Vejle med kagestop og kaffe, røverhistorier og højt humør. Der køres i flere grupper, så alle kan følge med eller blive udfordret.

Oplev smukke Vejle med din egen guide
Både lørdag og søndag kan man komme på guidede ture rundt i smukke Vejle, når der afholdes ture på elcykel med start og mål ved DGI Huset. Kom i god tid og lån din favoritmodel, eller deltag helt på din egen elcykel.

Foredrag med Ole Ritter, Flemming Enevold, Bo Hamburger og Dan Frost
Messen byder også på spændende foredrag af bl.a. den tidligere professionelle cykelrytter Ole Ritter, der sammen med sin gode ven Flemming Enevold, vil fortælle om sin karriere med udgangspunkt i bogen ”Ritter”, som Flemming har forfatter.Derudover kan man også opleve foredrag med Bo Hamburger og Dan Frost.Ikoniske cykelfilm af Jørgen Leth
Har man huller i sin cykelopdragelse, så kan man se – eller gense – Jørgen Leths mesterværk ”En forårsdag i Helvede”, der skildrer klassikeren Paris-Roubaix set i filmskaberens skarpe optik.Filmen ”Den umulige time” om Ole Ritters forsøg på at slå timerekorden i Mexico vil også blive vist.Åbningstider: Lørdag og søndag d. 1. og 2. oktober 2022. Begge dage fra kl. 10 – 16.Adressen er: DGI Huset Vejle (Indgang Vest), Vestre Engvej 57, 7100 Vejle


En dagsbillet koster kr. 75,- (online), en familiebillet kr. 125,- (online) og børn under 14 år er gratis.Billetter kan købes på velodays.dk frem til fredag aften og ellers ved indgangen til forhøjet pris.