Museerne i Fredericia forsker altid i Fredericias historie. Et af disse emner er omkring den religiøse fristad, som rummer et væld af ufortalte historier. Derfor gennemførte Jannie Uhre Kongsgaard et forskningsprojekt, der i særdeleshed kiggede på den reformerte menighed og kulturen omkring deres forhold til døden. I kilderne fandt Jannie blandt andet frem til denne tragiske historie. I 1821 døde en markant, men nu næsten glemt, præst i Fredericia. Det var den kun 28-årige franskmand Jules-Charles Rieu, der var præst for den reformerte menighed i Fredericia. Hans død blev et punktum for menighedens franske tilknytning, da Rieu var menighedens sidste franske præst. På trods af at Rieu kun var tre et halvt år i Fredericia, satte han sit tydelige spor på menigheden og byen som en driftig gejstlig iværksætter. Han stod bl.a. bag byggeriet af den reformerte skole. Jules-Charles Rieu døde af det, der blev kaldt ”den reformerte syge”. Det blev i samtiden betragtet som en mystisk og meget smitsom sygdom, der hovedsageligt ramte de reformerte i Fredericia. I virkeligheden skyldtes sygdommen nok snarere forurening af drikkevandet i bydelen omkring den reformerte kirke, idet vandet kom fra Trinitatis kirkegård.
I 1815 havde stiftsfysikus Bøtcher forgæves påtalt, at det regnvand, der faldt på Trinitatis, forsynede de nærliggende brønde med henved 70.000 tønder vand, og ”saadant Vand er baade farligt og væmmeligt”, men han talte for døve øren. Sognepræsten ved Sct. Michaelis Kirke, provst Laurits Hasse, mente endda, at kirkegårdsvandet kunne være decideret sundhedsfremmende ”Ja, blandt dem, som i særlig Grad slukkede deres Tørst i Kirkegaardsvandet, var der endog flere, der blev umaadelig gamle!”. Det gjorde den unge franske præst dog ikke. Han døde af sygdommen som 28-årige. Vi kender en del til tiden omkring Ries død og begravelse, for Rieus nære ven, F. Monod, som var hjælpepræst ved den reformerte kirke i Paris og stærkt knyttet til Rieu, forfattede et længere og dybt personligt mindeblad om Rieu, der bl.a. gengav Rieus sidste tanker, og hans egne ønsker for sin begravelse.
Den unge præsts begravelse havde som noget ganske usædvanligt deltagelse af fornemme familier fra Fredericias andre trossamfund, der var retsembedsmænd, lutheranske præster, den katolske præst, den jødiske kateket, skoleledere og andre af stand, der mødte frem til begravelsen. Uden at den reformerte kirke var blevet orienteret, blev der også ringet med klokkerne i Trinitatis og Sct. Michaelis kirker. 12 unge piger, som Rieu for nylig havde konfirmeret, ledsagede ligtoget i hvide kjoler og sorte bånd og sang, da kisten blev sænket i jorden. Bagefter gik mere end 300 personer ind i den reformerte kirke, hvor de 12 unge konfirmandinder igen sang. En tidligere lutheransk præst holdt i kirken en gravtale for den unge kollega, og til sidst var der bøn og udvalgte salmevers. Ved kirkegårdens hovedindgang stod menighedsforstanderne æresvagt.
Rieus død var en tragisk død, som efterlod hele Fredericia i chok. I samtiden mentes hans død at skyldes, at han var blevet smittet med den reformerte syge på nogle af sine utallige og utrættelige sygebesøg hos sin døende menighed. Med sin ungdom, sin helt usædvanlige dedikation til sin menighed og sin pludselige bortgang var Rieus død et tab, der inden for finkulturen talte til 1800-tallets romantiske dødsforestillinger. I hans biografi beskrives han med samtidens romantiske dødspoesi som en tragisk skønhed: ”Hans udvortes, at jeg ogsaa skal tale herom, var, især i Begyndelsen af hans Ophold her, meget smukt; men selv da hans Kinder begyndte at falde ind, beholdt han dog sine store, mørke Øine og den høje, hvælvede Pande”. Skønhed og død var meget nært forbundne temaer i 1800-tallets kunst og litteratur, og den unge Rieus død skrev sig direkte ind i denne fortælling.
Rieu var som fransk-reformert præst meget optaget af at følge sin tros rette skikke, og man kan i Rieus egne instrukser om begravelsen spore den beskedenhed og de principper om social lighed i døden, der karakteriserede de reformerte huguenotter. I Rieus ånd blev der i første omgang heller ikke sat et gravminde over ham, det kom først til 23 år efter hans død, ved 125-års jubilæet for menighedens ankomst til Fredericia i 1844, hvor forstanderskabet havde opfordret menigheden til at rejse en sten over ham.
Rieu var Fredericias reformerte menigheds sidste franske præst, og med ham forsvandt en del af det franske holdepunkt som centrum for menighedens identitet. Herefter var menigheden ikke længere fransk-reformert, skolesproget blev tysk helt frem til 1940erne, hvorefter det blev dansk, og fremover blev det de religiøse forskelle snarere end de kulturelle og sociale knyttet til den franske arv, der definerede de reformerte i Fredericia. Den reformerte menighed og dens historie er righoldig og spændende, og man kan blive klogere på den både ved at besøge menigheden og kirken i Fredericia samt på Fredericia Bymuseum.
