Danmark var engang et fattigt land, befolket af mange fattige mennesker. Mange voksede i første del af det 20. århundrede op i overfyldte små lejligheder, hvor børn og voksne måtte dele den sparsomme plads, ofte med et fælles lokum i gården. Fattigdommen var i sig selv ikke et samfundsanliggende for myndighederne, sådan som det er i dag, hvor fattigdom kan føre til tvangsindgreb overfor børnefamilier. Tværtimod var det udbredt, at børn voksede op med den virkelighed, at de var fattige, og der var ikke rigtig råd til meget.
Arbejderbevægelsen organiserede arbejderne således, at der gradvist kom forbedringer via øgede lønindtægter. Det skete samtidig med at de socialistiske partier fik indflydelse, så regeringsmagten endeligt reformerede samfundet markant i retning af en mere social fordeling af ressourcerne. Reelt set var der tale om indførslen af en fordelingspolitisk dagsorden. Især ved at beskatte de rigeste, men også ved fortsatte lønkrav på arbejdsmarkedet. Kombinationen af en stærk fagbevægelse og et stort parti som Socialdemokratiet skabte velfærdssamfundet.
Den største omvæltning kom i midten af 1970’erne, da bistandsloven kom til at betyde, at samfundet tog ansvaret for det enkelte menneskes sociale tryghed. Bistandsloven var som udgangspunkt fokuseret på det sociale ansvar. Tidligere i historien var det et individuelt ansvar, om man kunne overleve eller ej. Fattiggården var et levende eksempel på den strategi. Havde man ikke til dagen og vejen, var man overladt til almisser. Reformerne op gennem det 20 århundrede havde årti efter årti forbedret disse barske vilkår, men i 1960’erne var tiden kommet til at få gjort op med fattigdommen. Forløsningen blev derfor en omfattende reform af det sociale system, hvor den socialistiske ideologi kom til at spille en afgørende rolle. Den konkrete udmøntning blev derfor i sidste ende realiseret ved bistandsloven, hvor man nu kunne få udbetalt penge af staten, hvis man ikke selv kunne tjene dem.
Det hjalp ikke på statsfinanserne. Omkostningerne i samfundet steg, den offentlige sektor voksede år efter år, og den økonomiske krise kradsede i den danske økonomi. Under Poul Schlüter begyndte pendulet så at svinge den anden vej. De borgerlige ville have et opgør med den socialistiske tankegang, og de mente det havde skabt mange passive borgere, der ikke bidrog til samfundet. I perioden 1989-1993 slog aktiveringslinjen for alvor igennem. Hvor bistandsloven havde haft sit omdrejningspunkt omkring en resocialiserende indsats, så begyndte man at få en ”noget for noget”-tankegang etableret i systemet. Kort sagt:
Hvis man ville have noget, måtte man lave noget.
Denne tankegang har stort set overlevet de sidste 30 år. I perioden har det handlet om henholdsvis afskrækkelse og incitament. Ved at sætte ydelserne lavt ville man gøre det svært for en borger at være på kontanthjælp. Dermed afskrækkende. Og ved at man kunne få mere ud af at arbejde, ville man gøre det attraktivt at yde en indsats. Samtidig indførte man gradvist et omfattende kontrolregimente, indsatsstyrker og offentlig udskamning af bistandsmodtagerne. Selv Socialdemokratiet endte med at bekende sig til aktiveringslinjen, på trods af at de selv havde indført bistandsloven i 1974, hvis vigtigste klausul var, at den sociale ydelse var en ret uden pligt.
Var kontanthjælpsmodtageren en ressourcebærende person, der kunne handle på egne vegne og forbedre sin situation? Eller var det som aktiveringslinjen sagde, en nedbrudt borger, der havde behov for kontrol og økonomisk pisk, hvor der var en rationel tankegang med henblik på at forbedre individets egen situation? De to linjer var i hård konflikt med hinanden. De sociale opgaver var vidt forskellige. Socialforvaltningerne arbejdede i 1980’erne ud fra en filosofi om at løse sociale problemer. Men i 1990’erne blev den nye linje sat i system, og grundholdningen blev afskrækkelse, tvang og umyndiggørelse.
Udgifterne til Jobcentrene i Danmark er enorme. Det koster rundt regnet 13.6 milliarder kroner at drive dem. Ifølge KL går 54% af udgifterne alene til aktiveringsindsatsen. På trods af at ledigheden igennem 2010’erne er faldet, så er udgifterne til Jobcentrene ikke faldet, men øget. Den gennemsnitlige pris for indsatsen, målt per borger, er 12.200,- kroner om året. Det skal dog bemærkes, at det er for kontakt med rundt regnet en million borgere om året, hvoraf mange hurtigt forsvinder ud af systemet. De store og tunge udgifter ligger på meget færre borgere, og den omkostning praler man af gode grunde ikke med.
Den sociale forebyggelse er ikke i centrum af Jobcentrenes funktionalitet. Her arbejder man med afskrækkelse og kontrol. ”Noget for noget”-ideologien er her med til at bestemme de sociale medarbejderes tankegang og virksomhed, uanset om den enkelte borger er i stand til at forbedre sin egen situation ud fra en almen rationel tankegang, eller ej. Siden midten af 1990’erne er handleplaner blevet det store omdrejningspunkt for indsatsen, samtidig med at kommunerne også har fået tilført billig arbejdskraft på en række områder, der måske tidligere skulle være aflønnet normalt og på overenskomstmæssige vilkår. Det kan dreje sig om rengøring af gader, affaldssortering eller lignende. Det er ikke ualmindeligt, at de samme borgere er i systemet, i flere forskellige løsninger, i mange år.
Også uddannelsessystemet er historisk blevet påvirket af aktiveringsindsatsen, da uddannelse har været et nødvendigt alternativ for mange borgere, der ikke kunne finde arbejde i rette tid. Spørgsmålet er derfor, om uddannelsessystemet reelt har afspejlet samfundets eller den enkeltes behov – eller – om det har drejet sig om nødløsninger, for en gruppe af borgere. Også frafald på uddannelser er omkostningstungt, men det indgår ikke i beregninger af indsatsens karakter.
Grundspørgsmålet om, hvorvidt der er tale om sociale problemer og sygdom – eller reel dovenskab – er fortsat omdiskuteret i den politiske diskurs. Aktiveringslinjens vigtigste mantra er, at hvis man ikke er på arbejdsmarkedet, er man værdiløs for samfundet og en selv. Man er en byrde. Den enkeltes evner er ikke nødvendigvis afstemt med den enkeltes eget ansvar. Samtidig er Jobcentrene også blevet en del af debatten, om integration fylder for meget.
I de senere år er der opstået en fornyet bølge af mere socialt orienterede forsøg, hvor man appellerer til virksomhedernes rummelighed og sociale ansvar, som en del af en virksomheds generelle goodwill i samfundet og overfor kunder. Det betyder et stigende fokus på at bygge bånd til erhvervslivet, fremfor kun at satse på afskrækkelsen og borgerens egne evner til at forbedre sin situation via frygt. Det er dog sådan, at diskussionen de sidste 50 år er uforandret. Den har handlet om velfærdssamfundets ansvar, stillet overfor den enkeltes eget ansvar for egen situation. Med reformerne af førtidspensionerne har man samtidig øget presset på de svageste borgere. Medierne er løbende i stand til at berette om sager, der kan virke rigide eller umenneskelige. Sammenblandingen af sygdom med jobindsats har sandsynligvis forstærket indtrykket af, at afskrækkelsen er den foretrukne løsningsmodel på problemet.
