9.9 C
Copenhagen
onsdag 12. november 2025

Regeringen vil sende millioner til Kongehuset

0
Foto: Kongehuset

Kongehuset skal fortsætte med at udvikle sig og være et aktiv for Danmark, mener regeringen. Statsministeren har derfor i dag fremsat tre lovforslag, der samlet skal understøtte et moderne og fremtidssikret monarki.

– Kongeriget Danmark har fået et nyt Kongepar, og der skal derfor fastsættes nye økonomiske rammer for Kongehuset. Regeringen ønsker at benytte denne anledning til at fremtidssikre Kongehusets økonomi. Vi har et Kongepar og et Kongehus, vi kan være stolte af, og som repræsenterer os på fineste vis. Sådan skal det også være i fremtiden, og det ønsker vi at skabe rammerne for, siger statsminister Mette Frederiksen.

Regeringen lægger op til, at den samlede ydelse til Kongehuset stiger fra 126,5 mio. kr. til 143,8 mio. kr. Statsydelsen, der hidtil har udgjort ca. 94 mio. kr. til H.M. Dronning Margrethes Civilliste, fastsættes nu til ca. 123 mio. kr. årligt til H.M. Kong Frederiks Civilliste. De hidtidige årpenge til D.K.H. Kronprinsparret på ca. 23. mio. kr. om året bortfalder.

Når H.K.H. Kronprins Christian etablerer egen husholdning, foreslås det, at Kronprinsen tillægges egne årpenge, og at statsydelsen til H.M. Kong Frederik samtidig bliver nedsat med 4 mio. kr.

Derudover foreslås det, at H.M. Dronning Margrethe fremover vil modtage 12 mio. kr. i årpenge. Det skal sikre, at Dronning Margrethe kan opretholde et passende hof, der bl.a. kan understøtte Dronning Margrethes fortsatte varetagelse af officielle opgaver.

Der lægges desuden op til at yde et ekstraordinært tilskud på ca. 29 mio. kr. i 2024 for at sikre, at Kongehuset har en behørig soliditetsgrad og tilstrækkelig kapital til bl.a. nødvendige investeringer og til udgifter som følge af tronskiftet.

Endelig lægges der på Kulturministeriets område op til, at staten overtager den indvendige vedligeholdelse af de slotte og palæer, der stilles til rådighed for Kongehuset, som hidtil har påhvilet Kongehuset. Disse slotte og palæer er landets fælles kulturarv.

Det foreslås, at loven får virkning fra den 1. februar 2024, hvilket bl.a. betyder, at ydelserne fra februar 2024 og frem til lovens ikrafttræden bliver efterreguleret. Lovforslagene førstebehandles i Folketinget fredag den 19. april 2024 og kan tilgås på Folketingets hjemmeside.

Region Syddanmark uenig i afgørelse i voldgiftssag om facadeplader

0

Voldgiftsretten har dømt Region Syddanmark til at betale knap 22 mio. kr. i erstatning og sagsomkostninger i en sag om vindspærreplader på den nye sengebygning på Kolding Sygehus. Region Syddanmark tager dommen til efterretning, men er uenig i afgørelsen.

Region Syddanmark har i Voldgiftsretten tabt en sag til regionens totalrådgiver og facadeentreprenør om opsætning af vindspærreplader på den nye sengebygning på Kolding Sygehus. Voldgiftsrettens kendelse bestemmer, at regionen skal betale i alt 21,9 mio. kr. til facadeentreprenøren og totalrådgiveren.

Bestilte ét produkt – fik et andet

I starten af 2015 påbegyndte facadeentreprenøren opsætning af facader med MgO-plader, såkaldte vindspærreplader, på den nye sengebygning på Kolding Sygehus. Regionen havde oprindeligt bestilt cementbaserede plader, men projektet blev uden orientering af regionen ændret i løbet af byggeperioden. I foråret 2015 kom der en række byggefaglige advarsler mod at anvende MgO-plader, da denne type vindspærreplade viste sig ikke at være egnet til byggerier i Danmark. Det skyldes, at MgO-plader suger vand til sig og dermed mister sammenhængskraft og bliver porøse. Samtidig afgiver opfugtede MgO-plader væske, som kan medføre korrosion i metaldele og råd i organiske dele i konstruktionen. Pladerne er derfor ikke egnede til det fugtige danske klima.

Facadeentreprenøren fortsatte opsætning af MgO-pladerne i første halvår af 2015 på trods af advarslerne i byggebranchen. Regionen havde på daværende tidspunkt ikke kendskab til, at der blev anvendt MgO-plader i byggeriet.

Hverken facadeentreprenøren eller totalrådgiveren ville påtage sig ansvaret for anvendelsen af de uegnede vindspærreplader. For at undgå følgeskader på bygningen blev der mellem parterne indgået en midlertidig aftale om udskiftning af pladerne, hvor omkostningen til udskiftning af MgO-pladerne blev delt. Regionen anlagde efterfølgende sag mod totalrådgiveren og facadeentreprenøren for at få regionens del af udgifterne tilbagebetalt – en sag, som regionen altså nu har tabt.

Region Syddanmarks reaktion

Udvalgsformand for Udvalget for Byggeri, Indløb og Grøn Omstilling Karsten Uno Petersen (S) er uforstående over for, at Voldgiftsretten har dømt Region Syddanmark ansvarlig for anvendelsen af uegnet byggemateriale – byggemateriale, som viste sig at være noget andet end det, regionen havde bestilt:

– For det første bestilte vi cementbaserede plader og ikke MgO-plader, men uden Region Syddanmarks vidende valgte facadeentreprenøren med totalrådgiverens accept alligevel at anvende MgO-plader. Anvendelsen af MgO-pladerne blev vi først orienteret om i juni 2015. Selv hvis vi som bygherre var bekendt med advarslerne mod MgO-plader, har vi altså ikke haft nogen mulighed for at reagere på det tidligere, da vi ikke var orienteret om, at der blev anvendt MgO-plader i stedet for de cementbaserede plader, regionen havde bestilt.

I dommen vurderer Voldgiftsretten, at byggebranchen først 5. maj 2015 var bekendt med MgO-pladernes uegnethed. På det tidspunkt i byggeriet mener Voldgiftsretten, at det ville være forbundet med en betydelig forsinkelse og fordyrelse at igangsætte en udskiftning af pladerne, og at regionen derfor ikke ville have reageret på baggrund af viden omkring MgO-pladerne.

Til det siger Karsten Uno Petersen:

– Hvad angår Voldgiftsrettens påstand om, at Region Syddanmark ikke ville igangsætte en udskiftning af pladerne, hvis vi først blev bekendt med det i maj, er jeg meget uforstående. Regionen igangsatte jo netop en udskiftning, da vi blev bekendt med problemet. Det gjorde vi, fordi vi selvfølgelig ikke kan acceptere ustabilt byggemateriale i vores byggerier – byggemateriale, der tilmed afgiver væske, som kan medføre rust og råd i de øvrige byggematerialer. Derfor er der ingen tvivl om, at vi ville have igangsat en udskiftning, uanset hvornår i opførelsen problemet blev opdaget.

– Derudover blev byggebranchen allerede i marts 2015 gjort bekendt med mulige udfordringer ved anvendelse af MgO-plader. Vi mener derfor, at advarslerne mod brug af MgO-plader var kendt i byggebranchen allerede i starten af marts og ikke først 5. maj, hvor advarslen blev publiceret i BYG-ERFA-bladet.

– Vi hyrer jo totalrådgivere, fordi de med deres ekspertviden kan holde øje med byggerierne og rådgive os som bygherre. At vi ikke er blevet orienteret om anvendelsen af MgO-plader, mener vi ikke kan være Region Syddanmarks ansvar, og det bør ikke ligge regionen til last.

Dommen fra Voldgiftsretten er endelig, og det er ikke muligt at anke kendelsen.

Nybolig er nu landets største ejendomsmægler

0

Nybolig indtager nu rollen, som landets førende mæglerkæde. Det er første gang, at Nybolig troner øverst som den mest dominerende spiller i ejendomsbranchen. Men konkurrencen i toppen er tæt.

Ifølge Boligas Carsten Rysgaard er det en målrettede jagt, der har ført til deres nye placering.

– Vi har fulgt udviklingen tæt, og tendensen er klar – Nybolig har indtaget førerpositionen som Danmarks største mæglerkæde målt på udbud. Dette er et bemærkelsesværdigt skifte i landskabet af ejendomsmæglerkæder, og er resultatet af Nyboligs målrettede jagt på at blive nummer et i markedet, udtaler Carsten Rysgaard, CEO hos Boliga.

En ny æra for Nybolig

Med månedlige fremskridt har Nybolig overtaget stafetten fra EDC, hvilket bekræftes via salgstal, hvor Nybolig har rapporteret om det højeste antal boligsalg i Danmark over de seneste tolv måneder.

EDC, der tidligere indtog pladsen som Danmarks største mæglerkæde, anerkender Nyboligs fremrykning, men det skyldes først og fremmest købet af syv danbolig-butikker.

– Vi er naturligvis helt opmærksomme på Nyboligs ambition om at overtage EDC’s mangeårige position som største mæglerkæde. Det er dog vigtigt at nævne, at det seneste ryk i markedsandel er lidt en teknikalitet, idet baggrunden er købet af syv Danbolig-butikker, hvor alle sager fra disse butikker så med 12 måneders tilbagevirkende effekt overføres fra Danboligs til Nyboligs salgs- og udbudstal, fortæller Jan Nordmann, kommunikationschef hos EDC til Boliga.

Nybolig er Danmarks største mæglerkæde

Tallene er en sum af alle udbudte boliger igennem EDC og Nybolig

EDCNybolig
UdbudstalMarkedsandelUdbudstalMarkedsandelSamlet udbud
Januar10.44718.40%10.52218.50%56.745
Februar10.73718.90%10.75718.90%56.922
Marts11.43519.00%11.55119.20%60.206

Periode: 01.01.2024 – 03.31.2024

Table: Christian Yttergren Source: BOLIGACreated with Datawrapper

Menneskers syn på verden

0

Dette er 3. artikel i serien om ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Artiklen handler om menneskers grundlæggende syn på verden. Menneskers opfattelser af verden, altså hvordan vi ser verden, lytter til verden og mærker den, præger i høj grad vores måde at tænke, skrive og virkeliggøre vores vision. I denne artikel går jeg derfor tæt på fem mulige opfattelser af verden, der er med til at forme og give mere eller mindre brændstof til de visioner, som vi sætter os for at nå. Det gælder både som individer, som virksomheder, organisationer, som foreninger og som samfund.

Formuleringen af vores opfattelser af verden, hjælper os til at begribe og forstå den forunderligere verden, som vi lever i og er en del af. De fem opfattelser af verden er ikke altid sande, men giver en god forklaringskraft. De giver retning og mening for det liv, som vi tilstræber og ønsker os. De er derfor en vigtig del af visionsarbejdet. De er med til at forme den måde, som vi opfatter verden på, og de er med til at skabe den måde, som vi ønsker at lede os selv og andre på. De fem opfattelser af verden, som jeg skriver om, er hver for sig og i sammenhæng helt centrale, både i forhold til vore daglige tanker, overvejelser og beslutninger i hverdagslivet. Det er de også i forhold til vores adfærd og kommunikation og ikke mindst rækkevidden af vores vision.

”Vi oplever ikke verden, som den er – Vi oplever en model af verden”

Vi oplever verden gennem vores sanseapparater. Vi ser gennem øjnene, vi hører gennem ørerne, vi føler, vi lugter og smager. Vi bearbejder og filtrerer sanseindtrykkene gennem vores hjerne, som er påvirket af arv, miljø, erfaring og meget mere. Alt dette betyder, at hvert enkelt menneske får en unik og subjektiv oplevelse og opfattelse af hvordan verden er – én unik model af verden. Derfor ser og oplever vi de mange kulturelle forskelligheder, forskelle mellem nationer, organisationer og sammenslutninger overalt. Forskelligheder, som er naturlige, fordi vi er mennesker på godt og ondt. Hvordan verden virkelig er, ved vi kun selv et stykke hen ad vejen, og derfor må vi også tage næste opfattelse af verden i brug.

”Vi skal have respekt for andre menneskers opfattelse af verden”

Ønsker vi en fælles vision for en virksomhed, en nation, et fællesskab, for NATO, for FN eller lignende sammenslutninger, bliver vi nødt til at respektere andre menneskers, nationers og sammenslutningers opfattelser af verden. Deres modeller af verden. Hvis vi for eksempel ønsker at trække USA, Rusland og Kina med i retning af vores klimadagsorden, bliver vi nødt til i udgangspunktet at forstå og respektere deres opfattelse af verden. Det betyder dog ikke, at vi nødvendigvis skal acceptere deres model, men i udgangspunktet bør vi respektere den, ligesom de bør respektere vores opfattelser. En ægte følelse af gensidig respekt og ligeværdighed er forudsætningen for gensidig tillid og forudsætning for en forenet udvikling.

”Det er mig, der styrer mit sind og dermed mine resultater”

Hver især har vi ansvaret for vores egen personlige adfærd og kommunikation, som også udtrykker vores sindstilstand. Andre mennesker kan påvirke vores sind, men de har grundlæggende intet ansvar for styringen heraf. Det har vi kun selv. Så ved bevidst at styre vores sind, kan vi gennem vores adfærd og kommunikation skabe de resultater, som vi ønsker at skabe ud fra den vision, som vi har besluttet os for. Eksterne og interne provokationer og forstyrrelser får ikke magten over dig, når du er i stand til at styre, og styrer dit sind.

Som leder bliver denne overbevisning og opfattelse af verden særlig vigtig. For evnen til at styre vores sind er adgangsnøglen til vores ubevidste og allerbedste ressourcer. Ressourcer som vi har brug for, for at skabe ekstraordinære resultater, og for at nå vores vision. Ikke mindst vores politiske ledere har derfor en særlig pligt til at besidde denne evne, både overfor sig selv og overfor de mennesker, som de er politiske ledere for.

Er vore politiske ledere ikke i stand til at træde ind i denne helt særlige rolle og sindstilstand med disse tre ovennævnte opfattelser af verden in mente, er vi som befolkning ilde stedt.

Mange konflikter, kriser og krige kunne være undgået eller minimeret, hvis vore politiske ledere havde evnet/evner at sætte disse tre ovennævnte opfattelser af verden i spil overfor hinanden og overfor alle os andre. Den nuværende krisen om Ukraine er desværre endnu et eksempel på, at verdens politiske ledere stadig har brug for et par træningstimer i de tre første verdensopfattelser.

”Betydningen af din kommunikation viser sig i den respons du får”

Resultatet og betydningen af vores kommunikation ligger ikke i, hvad vi ønsker og tror, vi selv kommunikerer. Vi mennesker reagerer på det, vi oplever sker. Ikke på det, der rent faktisk sker. Resultatet og betydningen af vores kommunikation ligger derfor i de svar (sprogligt og kropssprogligt), som vi får tilbage. Vores evne til at sanse den feedback, og vores evne til at bearbejde disse sanseindtryk og forstå dem er afgørende for vores kommunikationsevner og ikke mindst vores evne til at få vores budskaber igennem på den måde, som vi ønsker det.

”Enhver situation indeholder flere valgmuligheder – Så hvis noget ikke virker, så gør noget andet”

Denne opfattelse af verden er måske den sværeste opfattelse at forstå og blive overbevist om. Men benytter vi den, så vil der altid være en eller flere alternative løsningsmuligheder til rådighed for os. Mange opfindere og forskere er mestrer i anvendelsen af denne opfattelse af verden. En bevidst eller ubevidst form for vedholdenhed og stædighed kan vi godt kalde det. Det er måske også en bevidst handling ud fra en idé om, at vores valg og beslutninger blot er midlertidige fastlåsninger af vores forventninger til udviklingen af en given fremtidig situation. Ethvert valg åbner derfor altid op for nye valg og muligheder. Det gælder også, hvis vi vælger ikke at træffe et valg, eller vi træffer valget for sent. Så forekommer et valg umuligt, så træf et nyt, og gør noget andet. Og husk, både som menneske og som leder, at kommunikere dine trufne beslutninger og valg ud til de mennesker, som berøres af dine valg – TALK THE WALK.

Afrunding

Vores opfattelser af verden er ligesom vores identitet rammesættende for vores visions succes. Men der er flere afgørende faktorer herfor, som jeg vil sætte fokus på i de kommende artikler. Næste artikel i serien ”Derfor er visioner stadig vigtige” handler om ”Vores værdier, etik og adfærd”.

Fortsat god visionsdag.

Erik Schwensen, Redaktionschef v. Danske Digitale Medier A/S

OBS! I denne artikelserie på 8 artikler søger jeg at give mine konkrete og bedste bud på, hvordan vi griber visionær tænkning an og for styr på den, så vi reelt, når de mål og visioner, som vi sætter os. Artiklerne er baseret på Visionsbogen ”Derfor er visioner vigtige”, som jeg skrev, drøftede og redigerede i samarbejde med Uffe Steiner Jensen, tidl. borgmester i Fredericia.

1. artikel om ”Derfor er visioner stadig vigtige” udkom den 05. april 2024 her i avisen.nu.

2. artikel om ”Vores Identitet – Hvem er vi?” udkom den 08. april 2024 her i avisen.nu.

Fredericiansk virksomhed med stort overskud

0

I et år præget af udsving på tværs af de globale shippingmarkeder, fortsatte Monjasa Holding med at opleve en stigning i det samlede volumen og realiserede sit næstbedste finansielle resultat nogensinde. Dette førte til en rekordhøj konsolideret egenkapital på 2,79 milliarder danske kroner og et overskud på hele 741 millioner kroner i overskud i 2023.

Inden for industrien for marint brændstof og på tværs af nogle af Monjasas kerneområder, blev udsvinget mærket gennem de ændrende maritime handelsstrømme og operationer. Dette var tilfældet i Amerika, hvor Monjasa med succes navigerede igennem udfordringerne med tørke i Panamakanalen ved at tilbyde nye tankningsløsninger til kunder berørt af det begrænsede antal skibe, der kunne passere.

Ligeledes, mod slutningen af 2023, tilpassede Monjasa sig hurtigt og lykkedes med at afstemme udbud og efterspørgsel i Vestafrika, hvor sikkerhedskrisen i Det Røde Hav medførte en pludselig stigning i efterspørgslen, da containerlinjer begyndte at omdirigere millioner af tons last syd for Afrika via Kap Det Gode Håb.

Monjasa afsluttede 2023 med en stigning på 2 procent i det samlede volumen, som nåede et rekordniveau på 6,5 millioner metriske tons marint brændstof leveret til skibsejere og operatører over hele verden. Med et nettoresultat på 741 millioner danske kroner (2022: 1,16 milliarder danske kroner) sluttede året over forventningerne, hvilket førte til en betydeligt forbedret konsolideret gruppeegenkapital på 2,79 milliarder danske kroner (2022: 2,2 milliarder danske kroner).

Anders Østergaard, CEO, Monjasa Group.

Det samlede volumen på 6,5 millioner tons placerer Monjasa som verdens 7. største globale leverandør af marint brændstof.

– Vi er meget tilfredse med dette stærke resultat og ved at mere end fordoble den samlede egenkapital i løbet af de sidste to år, står fremtiden åben for Monjasa Gruppen, siger Monjasa Gruppens CEO, Anders Østergaard.

– Vi har en ekstraordinær organisation, som trives ved at navigere i nye farvande og finde uventede løsninger. I kombination med at styrke vores flåde af tankere med fire opkøb bidrog dette betydeligt til vores finansielle præstation. I et historisk stærkt marked opnåede vi fordel af at kontrollere en større del af vores logistik og have dette fuldt integreret i de marine brændstofaktiviteter, tilføjer Østergaard.

I dag består Monjasa Gruppen af over 600 kollegaer placeret i 14 internationale kontorer og til søs. Ved fortsat at tiltrække og fastholde de rette kollegaer og yderligere udvikle sin flåde og blanding af lavkulstofbrændstof, forventer Monjasa, at 2024 bliver endnu et positivt finansielt år med et nettoresultat i området 272-544 millioner danske kroner.

Årsregnskab

  • Total volumen: 6,5m mts (2022: 6,4m mts)
  • Total indtægt: 29,92 milliarder danske kroner (2022: 37,4 milliarder danske kroner)
  • Nettoresultat: 741 millioner danske kroner (2022: 1,16 milliarder danske kroner)
  • Konsolideret egenkapital: 2,79 milliarder danske kroner (2022: 2,2 milliarder danske kroner)
  • Egenkapitalforhold: 52% (2022: 46%)
  • Flåde: 30 skibe (2022: 30)
  • Totalt antal forsyningsoperationer: 13.962 (2022: 13.425)
  • Totalt antal betjente havne: 806 (2022: 817)

Ny brintaftale baner vej for lokal vækst

0

Med rammerne for finansiering af et jysk brintbackbone på plads gør staten klar til at stille statslig finansiering til rådighed, hvis markedet lever op til fem betingelser. Aftalen er et vigtigt skridt for at høste værdien af den danske havvindsressource og fremme dansk produktion af brint og grønne brændstoffer, som gavner lokal vækst og europæisk forsyningssikkerhed.

Med Nordsøen i ryggen har Danmark et unikt potentiale for at producere nok strøm til 30 mio. husstande, som også kan bruges til at producere grøn brint, der både kan hjælpe den tunge industris grønne omstilling og blive til grønne brændstoffer til bl.a. luft- og skibsfarten.

Det hjælper til afgørende CO2-reduktioner i Danmark og resten af Europa. Dansk brintproduktion kan dermed blive et nyt grønt eksporteventyr, som både bidrager til dansk vækst, grønne arbejdspladser og europæisk forsyningssikkerhed.

Nu skriver regeringen og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet det næste kapitel i fortællingen med en ny aftale, der skaber rammerne for finansiering og regulering af et evt. jysk brintbackbone, som kan bruges til at eksportere den grønne brint til Tyskland.

Staten er klar til at påtage sig en del af risikoen og åbne statskassen, men danskernes penge skal bruges ansvarligt. Derfor er det et krav fra staten, at markedsaktørerne læner sig ind i projektet og opfylder fem betingelser. Det betyder blandt andet, at markedsaktørerne skal forpligte sig til at købe 1,4 GW, hvilket svarer til ca. 44 procent af rørets kapacitet, så staten kun investerer i at bygge et rør, som bliver brugt og bringer penge retur til statskassen.  

– Grøn brint er en nøgle, der kan låse op til enorme klimagevinster, grønne danske arbejdspladser og nye eksportmuligheder – og med denne aftale tager vi endnu et vigtigt skridt for at vi kan realisere det fulde potentiale. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke gambler med danskernes penge. Vi skal gøre det ansvarligt. Vi er derfor klar til at lade staten påtage sig en del af risikoen såfremt branchen også læner sig ind i projektet. Vi skal jo kun bygge røret, hvis branchen vil bruge det, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard. 

Muligheden for at producere og sælge brint er desuden centralt for de danske ambitioner for udbygning af havvind, særligt i forbindelse med det kommende havvindsudbud, som giver mulighed for såkaldt overplanting. Her svarer bookingkravet på 1,4 GW f.eks. til, at der i alt etableres ca. 2 GW overplantning til brintproduktion i Nordsøen.

Fakta

  • Brinten i det danske brintrør skal være grønt. Det betyder, at strømmen til brintproduktion skal komme fra vedvarende energikilder som f.eks. havvindmølleparkerne i Nordsøen, energiparker på land eller andre VE-anlæg.
  • Danske PtX-udviklere har allerede annonceret kommende projekter som tilsammen løber op i 9 GW, hvoraf 7 GW jf. Energinets modningsprojekt ligger tæt på et jysk brintbackbone.

5 kriterier for statslig finansiering

Principperne i aftalen sætter rammerne for en eventuel investeringsbeslutning, som iht. til Lov om Energinet vil skulle foretages af Energinet, der skal lave en § 4-ansøgning, som klima-, energi- og forsyningsministeren vil skulle tage stilling til. Partierne er enige om at fastsætte fem overordnede betingelser for Energinets adgang til statslig finansiering:

  • Bookingkravet på 1,4 GW kræver, at brugerne køber ind på 44 pct. af rørets kapaciteten. Til sammenligning var der ifm. Baltic Pipe krav om 80 procent forhåndsbooket kapacitet. Brugerne skal desuden forpligte sig i minimum 10-15 år.
  • Energinet skal forud for en evt. investeringsbeslutning indgå en kontrakt med tyske Gasunie om et brintrør til Tyskland, der gensidigt forpligter begge parter ift. etableringen.
  • Energinet skal oprette et nyt datterselskab til udbygning og drift af brintinfrastruktur, så det sikres, at el- og gaskunder ikke betaler for brintinfrastrukturen gennem deres el- og varmeregninger.
  • Et statsligt finansieringsbidrag skal vurderes at være økonomisk ansvarligt og ikke medføre udgifter på statsbudgettet.
  • For at sikre fair fordeling af udgifter mellem de første og senere brugere af brintrøret kan Energinet, betinget af Forsyningstilsynets godkendelse, i opstartsperioden opkræve lavere tariffer, hvilket betyder, at infrastrukturen drives med underskud, som indhentes, når flere bruger kobles på brintsystemet.

Mindesten fra Besættelsen

0

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Det blev indgangen til fem års besættelse. Den periode skabte et traume, som stadig fylder meget den dag i dag på forskellige måder. Det er nogle år, som man aldrig må glemme. Det er blandt andet baggrunden for, at der i tidens løb er blevet sat mindesten over forskellige begivenheder og mennesker, for en sten sætter et permanent mærke.

Der findes et hav af forskellige mindesten, der er sat over nogle af de mennesker, som mistede livet under Besættelsen i Danmark, og det samme er gældende her i Fredericia. I 2023 blev der lagt 13 snublesten i Fredericia over modstandsfolk, der mistede livet under Besættelsen. Flere andre steder finder man også mindesten, og mange af stenene er velkendte.

Det er f.eks. gældende i DSBs Mindelund på Holstens Bastion, hvor er der et helt afsnit, som er sat til minde over de mange DSB-ansatte, der blev dræbt i løbet af de fem år. Der er dog også andre mindesten rundt omkring, som man nok ikke bemærker så tit. Overfor Erritsø Bygade 30 findes der f.eks. en sten, der er sat inde i et lille anlæg med en hæk omkring. Det er en stor granitsten med en inskription i bronze, der blev rejst kort tid efter befrielsen i 1945, og som mindes besættelsesårene. Inskriptionen lyder: 

9. april 1940
Det var en Morgen
så tung og trang
da Fjenden fløj over Dannevang

5. maj 1945
Det var Foraar og Danmark var fri

End er der en Gud foroven, som raader for Danmarks Sag

Endnu en mindesten findes i svinget ved Taulov Station. Stenen blev rejst den 19. april 1946, og er et minde over de tre Taulovborgere, der var med i en modstandsgruppe, som i 1945 blev henrettet af den nazistiske besættelsesmagt den 19. april. Det var blot 15 dage inden Befrielsen, og de var desidste danske modstandsfolk, der blev henrettet i Ryvangen i København.

Mindesmærket er opstillet i et lille anlæg nær jernbanestationen i Taulov. Det består af en natursten med inskription på begge sider, og på bagsiden er der indhugget et kors samt en opstigende sol. Teksten på bagsiden er et citat fra Kaj Munks digt ”De faldne”.

Stenens forside:

Henry Jacobsen
Carl Gustav Kolding
Eluf Preben Månson

19. april 1945

Stenens bagside:
Drenge, I drenge som døde,
I tændte for Danmark i dybeste mulm
En lysende morgenrøde.

Rejst af beboere i Taulov sogn.

Der findes som sagt et væld af mindesmærker forskellige steder i Fredericia Kommune. De er sat over mennesker og begivenheder, og de fortjener stadig at blive set. Man kan på Museum Fredericias hjemmeside se forskellige kort over mindestenene og snublestenen.

Mobilhouse køber op

0
Benny Møller, Adm. Direktør Mobilhouse. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Mobilhouse, den førende udlejer af bæredygtige modulløsninger til markedet, har netop opkøbt Dalsgaard Byg og Dalsgaard Pavilloner. De samles nu i én ny stærk koncern med to anerkendte brands, der fremover vil være den førende på markedet, hvor der er fokus på bæredygtige og certificerede løsninger. Den samlede omsætning vil forventet i 2023 blive på over 300 mio. kr.

Den førende udlejer på markedet for bæredygtige modulløsninger til markedet, Mobilhouse, udvider nu forretningen med opkøb af Dalsgaard.

– Mobilhouse har allerede vist sig at være en solid og skalerbar virksomhed, der drives af et yderst kompetent ledelsesteam. En investering i Dalsgaard, der deler den samme forretningsetik og passion for modulære bygninger, var derfor et strategisk valg for at fortsætte den spændende vækstrejse, som vi er i gang med. Sammen styrker de positionen som den foretrukne partner på markedet for midlertidige modulløsninger, hvor kunderne vil opleve koncernen som en økonomisk stærk, erfaren og dynamisk partner, siger Steffen Thomsen, bestyrelsesformand for Mobilhouse.

Han tilføjer desuden, at opkøbet vil skabe en økonomisk stærk og unik udbyder af modulære bygninger i et voksende marked med stigende efterspørgsel på både midlertidige og permanente fleksible modulløsninger.

Den førende på markedet

Mobilhouse er i dag førende på markedet for bæredygtige modulløsninger , og den position styrkes ny yderligere med opkøbet, fortæller Benny Møller, CEO for Mobilhouse. Han glæder sig over samarbejdet, som han mener vil positionere koncernen til yderligere vækst i de kommende år inden for både udlejning og salg.

– Mobilhouse har i mange år været imponeret over, hvordan Klaus Trend Poulsen og Charlotte Poulsen [ejere af Dalsgaard, red.] har udviklet Dalsgaard. De har opbygget en stor udlejningsflåde af moderne og fleksible moduler, siger Benny Møller og tilføjer:

– Derudover er Dalsgaard en dygtig og respekteret udbyder blandt de førende leverandører af permanent modulbyggeri. I dag er vi stolte over at kunne kalde os partnere med Dalsgaard, og vi glæder os til at gå sammen om at fortsætte med at forsyne det hurtigt voksende marked med fleksible og bæredygtige modulløsninger.

Mobilhouse og Dalsgaard samles i én ny stærk koncern, som bliver en økonomisk stærk leverandør af komplette løsninger med fokus på fleksibelt og bæredygtigt byggeri af høj kvalitet.

Fremover vil koncernen gå efter vækst inden for midlertidige fleksible modulløsninger med fokus på bæredygtige og certificerede løsninger. Koncernen vil være den førende på markedet med hensyn til dansk produktionskapacitet, hvilket muliggør effektive og hurtige leverancer.

Fortsat godt samarbejde

Dalsgaard A/S består i dag af Dalsgaard Byg A/S og Dalsgaard Pavilloner A/S og er en Vejle-baseret virksomhed etableret i 1952. Virksomheden fokuserer på at producere, sælge og udleje avancerede midlertidige og permanente modulbygninger til en række forskellige formål og ejes og ledes i dag af Klaus Trend Poulsen og Charlotte Poulsen. De fortsætter begge som ledere og aktionærer i Mobilhouse og glæder sig til fortsat at være en del af koncernen.

– Aktiviteten i Dalsgaard er på sit højeste. Vi servicerer offentlige kunder, større og mellemstore virksomheder samt blue-chip kunder med forskellige behov, hvor ’time-to-market’ og kapacitet er vigtige kriterier. Derfor glæder vi os over partnerskabet med Mobilhouse, som vil gøre det muligt for os at imødekomme den øgede efterspørgsel på modulløsninger. Sammen vil vi udbygge positionen som den foretrukne leverandør af avancerede bæredygtige modulløsninger, siger Klaus Trend Poulsen, CEO for Dalsgaard.

Handlen er underskrevet d. 5. juli 2023 og er betinget af konkurrencemæssig godkendelse.

Om Mobilhouse
Med mere end 60 års erfaring er Mobilhouse blandt landets førende selskaber inden for produktion og opførelse af midlertidige modulbygninger. Mobilhouse fokuserer på at tilbyde bæredygtige modulløsninger til sine kunder, herunder svanemærkede modulbygninger. Mobilhouse producerer modulerne i Fredericia og har en afdeling på Sjælland. Modulkonstruktionerne er træbaserede og har et CO2-aftryk, der er cirka 50 pct. lavere end det gennemsnitlige nybyggeri. Mobilhouse er ejet af en gruppe aktionærer bestående af hovedaktionær Kirk Kapital samt Steffen Thomsen, Martin Mikkelsen og ledelsen. Størstedelen af selskabets portefølje af udlejningsmoduler er bygget i overensstemmelse med bygningsreglementet for permanente konstruktioner. Modulerne overholder de samme standarder som alle andre nye bygninger i Danmark herunder krav til isolering, ventilation og naturligt lys osv.

Om Dalsgaard
Dalsgaard blev grundlagt i 1952 og er baseret på at levere det bedste håndværk i branchen og konstant at udvikle og forbedre sig med tiden. I dag er Dalsgaard en af de førende producenter af både individuelt designede og standardiserede modulbygninger på markedet. Med mere end 70 års erfaring er Dalsgaard A/S en af landets mest erfarne producenter af midlertidige og permanente modulbygninger. Dalsgaard ligger i Vejle og har mere end 50 medarbejdere, der altid stræber efter at
levere det bedste resultat med kundernes behov i fokus.

Dobbeltrettet trafik på Storebæltsbroen i næste uge

0

I næste uge – uge 16 – bliver der i aften- og nattetimerne arbejdet på Storebæltsbroen med vedligeholdsarbejde bl.a. maling af ekspansionsfuger på den ene af broens to 325.000 tons tunge ankerblokke. 

Arbejdet foregår om natten for at skabe et trafikfrit og sikkert område, som samtidig giver mulighed for at udføre arbejdet hurtigere og mere effektivt end i dagtimerne. Det betyder, at trafikken vil køre dobbeltrettet i den ene side af broen, mens der arbejdes i den modsatte side.

Trafikrestriktioner under arbejdet
I uge 16, startende mandag aften den 15. april, vil trafikken køre dobbeltrettet i aften- og nattetimerne mellem kl. 20.00 og 05.00.

Det gælder mandag, tirsdag og onsdag aften.

Broen lukkes i to omgange af 45 minutter, henholdsvis om aftenen kl. 20 og igen om morgenen kl. 05 i forbindelse med omlægning af trafikken. Der vil opstå ventetid under omlægning af trafikken.

Mens trafikken er omlagt, er hastighedsbegrænsningen 80 km/t, og overhaling er ikke tilladt.

Læs mere om vejarbejderne, og hvornår de præcist vil påvirke trafikken, på storebaelt.dk

Danmarks vej mod VM-guldet indledes i Jyske Bank Boxen

0
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

VM 2025 i herrehåndbold afvikles i Danmark, Norge og Kroatien. Danmark spiller det indledende gruppespil i Jyske Bank Boxen, og hvis holdet går videre, spilles deres mellemrunde kampe også på hjemmebane, og derefter sættes kursen mod Norge.

Om mindre end ti måneder vil klodens bedste håndboldspillere sætte hinanden stævne ved historiens 29. verdensmesterskaber i herrehåndbold.

Det afholdes i Danmark, Norge og Kroatien med 32 deltagende nationer, og selvom der stadig mangler at blive sat navn på de sidste hold gennem kvalifikationskampene, så kan arrangørlandene nu løfte sløret for de fem værtsbyer og turneringsformatet.

Som værtsnation starter Nikolaj Jacobsens mandskab titelforsvaret på hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor der både spilles to indledende grupper og en mellemrunde.

Dermed kan Danmark potentielt få seks kampe på hjemmebane, inden holdet fortsætter titeljagten i den norske hovedstad Oslo, hvis holdet spiller sig i kvartfinalen. Oslo er også værter for den ene semifinale med potentielt dansk deltagelse samt bronzekampen og finalen, der alt sammen spilles i Telenor Arena.

– Det er fantastisk, at Håndboldherrerne får lov at forsvare deres tredobbelte VM-guld i Jyske Bank Boxen, hvor det første verdensmesterskab blev vundet i 2019. Her er stemningen altid elektrisk, og vi knokler for igen at sætte nye standarder for fanoplevelsen til vores mesterskaber, siger Jan Kampman, formand for den danske organisationskomité for VM.

Semifinaler over to dage

De øvrige tre værtsbyer er i Kroatien, hvor Zagreb og Varaždin huser henholdsvis to og en enkelt indledende gruppe samt en mellemrunde hver, mens der i Zagreb også spilles to kvartfinaler og en semifinale.

Den ottende og sidste indledende gruppe er placeret i kroatiske Poreč, der også afholder President’s Cup for de hold, der ikke går videre fra det indledende gruppespil.

Modsat VM i 2023 kender nationerne altså deres potentielle vej, rent geografisk, helt frem til finalen af hensyn til både spillere, fans, officials og medier.

Samtidig er der denne gang taget højde for, at alle hold får minimum to hviledage i forbindelse med rejse fra en værtsby til en anden. Det betyder, at semifinalerne som noget nyt spilles på to forskellige dage – i Zagreb torsdag den 30. januar og i Oslo fredag den 31. januar. Finalen finder sted søndag den 2. februar.

– Det har været vigtigt for os som VM-arrangører at finde en model, så spillerne får tid til at restituere i forbindelse med deres rejsedage, så de har lige vilkår for at blive klar til at levere deres ypperste på banen, siger Jan Kampman.

Lodtrækningen til VM i herrehåndbold 2025 finder sted i Zagreb den 29. maj.

Overblik over værtsbyer og arenaer

Jyske Bank Boxen, Herning

Kapacitet: 15.000 tilskuere

  • To indledende grupper
  • En mellemrunde
  • Danmark spiller indledende gruppekampe den 14., 16. og 18. januar
  • Danmark spiller potentielt mellemrundekampe den 21., 23. og 25. januar

Telenor Arena, Oslo

Kapacitet: 13.000 tilskuere

  • To indledende grupper
  • En mellemrunde
  • To kvartfinaler
  • En semifinale
  • Bronzekamp
  • Finale

Arena Zagreb, Zagreb

Kapacitet: 15.200 tilskuere

  • To indledende grupper
  • En mellemrunde
  • To kvartfinaler
  • En semifinale

Varaždin Arena, Varaždin

Kapacitet: 5.200 tilskuere

  • En indledende gruppe
  • En mellemrunde

Zatika Sport Centre, Poreč

Kapacitet: 3.500 tilskuere

  • En indledende gruppe
  • President’s Cup