Siden den verdenskendte milliardær, Elon Musk, opkøbte Twitter, har journalister og medier over det meste af den vestlige verden kastet sig over emnet i en uhørt grad. Men hvorfor er journalisterne, politikerne og meningsdannerne nærmest besatte af kritiske historier om Twitter?
TV, radio og aviser flyder med historier om hvor skadeligt et menneske Elon Musk er. Siden november er omfanget af kritiske historier om Musk ved at nå samme højder, som da Donald Trump i 2016 blev valgt som præsident i USA. Dengang blev fortællingen, at Trumps sejr skyldtes falske historier på de sociale medier, ikke at et flertal af de amerikanske vælgere havde stemt på ham. Dermed underminerede man vælgernes egen dømmekraft. Det er en kurs, man har fortsat. Vælgerne er i den tankegang små børn, der skal kontrolleres. Ligesom demokratiet kun er demokratisk, hvis man er enig med resultatet af et valg. Historierne om Trump og Musk har et fællestræk. Det er, at de ofte forekommer meget tendentiøse, nedladende og farvede. Der er mange eksempler på at påstande om hændelser på Twitter, næsten bliver modbevist samtidig med at historierne udkommer. Det helt unikke ved formidlingen om Twitter er, at oplysningerne netop kan tjekkes direkte på Twitter, der oftest er journalisternes primære kilde. Og når man foretager denne kildekritiske kontrol, er det chokerende, så uhæderlige mange fremstillinger forekommer. Det drejer sig i nogle tilfælde om deciderede fejlcitater eller forkerte gengivelser af konklusioner. I andre tilfælde drejer det sig om “cherry picking”, altså at man kun udvælger de oplysninger, der passer ind i den vinkel, man har lagt. Det kan også dreje sig om, at man helt udelader væsentlige oplysninger, selvom de er frit tilgængelige. Samtidig ytrer mange journalister sig direkte på Twitter, hvor flere af de amerikanske af slagsen stort set ikke lægger skjul på, hvad de mener. Grænsen mellem det politiske og formidlingen flyder, men det fremgår ikke af de historier, man udgiver.
Den kampagnejournalistik vi har været vidne til under forløbet med opkøbet af Elon Musk, har først og fremmest den konsekvens, at tilliden til journalisterne forringes voldsomt. Man er nød til at spørge sig selv om, hvor vidt de gør det samme med kilder, offentligheden ikke kan efterprøve. Derfor er disse “anti-Elon Musk”-historier også dybt skadelige for de gamle medier. Samtidig er det interessant at overveje, hvorfor redaktionerne i den grad prioriterer disse historier om Musk og Twitter? Alle de andre medier ejes også af milliardærer, og er under ganske få personers kontrol. Ikke mindst Marc Zuckerberg og Facebook er oplagt til at sammenligne med, men også Washington Post, der ejes af Amazon-mulliardæren Jeff Bezos. Hvorfor er der så ikke daglige angreb på Zuckerberg eller Bezos i disse gamle medier? Hvis man ikke direkte har købt en af disse gammelmedier, kan man også donere penge til dem. Det har eksempelvis milliardæren Bill Gates gjort. Listen over medier han har givet store pengebeløb er lang. Det burde være en del af den kildekritiske tilgang, at når man citerer medier som New York Times, overvejer man disse kilders troværdighed, set i lyset af sådan en viden.
Det kan ikke være det økonomiske afkast som disse rige mennesker er interesserede i. De fleste af medierne er økonomisk nødlidende og har de sidste årtier tabt læsere og annoncører i et betydeligt omfang. Hvis vi kigger på listen over de 50 mest besøgte internetsider i verden, så er der ikke et eneste af de gamle medier repræsenteret. Der er værd at reflektere over. I en tid, hvor vi fortsat kalder de gamle medier for “main stream” (hovedstrømmen), er de faktisk slet ikke med på listen. De findes med andre ord slet ikke i forbrugernes (eller publikums, om man vil) indgang til informationer. Det er i en digital tidsalder:
Ingen af de gamle medier er repræsenteret.
Der er ikke nogen New York Times, Washington Post, Time, CNN, BBC eller noget som helst andet, der i realiteten kan betegnes som “main stream media”. Kort sagt er disse medier en “second stream”. I realiteten ville deres trafik falde dramatisk, hvis ikke de havde adgang til de populære tjenester, som de arrogant har omdøbt til “de sociale medier”. Som tallene viser, er de nye medier stedet, hvor folk mødes, udveksler informationer og holder sig orienteret. Det sker i en symbiose med de gamle medier, der er blevet helt afhængige af de nye medier, og hvor mange af dem ville lukke på få måneder, hvis de ikke kunne poste deres historier på disse platforme.
Det er værd at kaste et blik på de øverste platforme på listen over internetsider, som forbrugerne besøger:
1. Google
2. Youtube
3. Facebook
4. Twitter
5. Instagram
Vi markerede her Twitter med fed. Som det fremgår af denne korte oversigt, har Elon Musk opkøbt verdens fjerde mest besøgte internetadresse. Stort set alle de gamle medier henter væsentlig trafik til deres historier via Twitter, og samtidig er kontrollen over platformen også en særdeles magtfuld base for kommunikation. Det ses også ved at flere kendisser, journalister og politikere – på trods af store armbevægelser om at ville forlade Twitter – i den sidste ende bliver, hvor de er. Alternativerne er stort set usynlige, for de registreres slet ikke på listen. Flere af dem har forsøgt at få deres følgere med over på Mastodon, Post, Tumbl og meget andet, men i den sidste ende er det på skrivende stund helt urealistisk at det kan medføre nogen markant interesse fra den brede offentlighed. Forklaringen på hvorfor journalisterne er besatte af Twitter, kan være den simple, at de er afhængige af de nye medier, og at deres egen relevans er tilsvarende ubetydelig uden.
Google, Youtube, Facebook, Instagram og Twitter har indtil Elon Musks opkøb af Twitter allesammen adresseret et stigende politisk pres på den samme måde: De har begunstiget regeringerne, tilpasset deres brugerpolitik efter den politiske dagsorden, indført en stigende grad af informationsundertrykkelse, håndhævet censur og undertrykt politiske synspunkter som siddende regeringer var utilfredse med. Samtidig har de givet efterretningstjenesterne omfattende adgang til at spionere på borgerne via såkaldte bagdøre, ofte i stærk modstrid med gældende lovgivning i landene, men sanktioneret inddirekte af mørklægningspolitik begrundet i sikkerhedspolitik. Siden Edward Snowden i 2013 afslørede hele den vestlige efterretningstjeneste og deres Big Brother-systemer, har det været meget småt med politisk handling.
Dette burde være den helt store historie. Men det er ikke tilfældet. Heller ikke når det kommer til adgangen til informationer. Et af de mest påfaldende perspektiver ved udviklingen omkring Twitter er, hvor lidt journalisterne beskæftiger sig med dette centrale emne:
Regeringernes kontrol over hvilke informationer, offentligheden har adgang til.
Mange videnskabsfolk har udtrykt stor bekymring for censuren af den videnskabelige debat, de var vidne til under Covid-19 pandemien. Der har været tale om undertrykkelse af viden i et omfang, der aldrig før er set i verdenshistorien. Også videnskabelig viden, der ellers er fundamentet i lægevidenskaben. Selv helt almindelige brugere på internettet har oplevet, at de er blevet straffet, fordi de har stillet simple spørgsmål om ofte bagatelagtige forhold vedrørende Covid-19. De vestlige landes regeringer har brugt milliarder af kroner på massive kampagner, rettet mod deres befolkninger. Også i Danmark har Sundhedsstyrelsen brugt flere hundrede millioner kroner på disse kampagner. Under forløbet blev det en virkelighed, at myndighederne betragtede det som farligt for samfundet, hvis man ytrede sig på en bestemt måde om corona. Definitionen på denne påståede samfundsskadelige adfærd er endnu uklar. Men ser man på hvordan de nye medier har bidraget til at undertrykke enhver form for dissens, så er det verdenshistorie, vi har været vidne til.
Kritikere (eller bare dem, der stillede spørgsmål) af samfundets måde at håndtere pandemien på, eller det videnskabelige grundlag, blev hurtigt kategoriseret som sølvpapirshatte, konspirationsteoretikere og utroværdige mennesker. Det er i den forbindelse vigtigt at holde fast i, at uanset om nogle borgere måtte tro på forskellige spidsfindigheder eller ej, så ramte censuren også dem, der dybest set kun stillede almindelige, intelligente spørgsmål. Eksempelvis om vacciner kunne forhindre smitte. Det kunne vaccinerne ikke, men det var forbudt at tale om det på de nye medier. Selv nu må man ikke uploade en video på Youtube, der kommer med denne påstand.
Pandemien har været med til at rykke grænserne for, hvordan borgerne kan få adgang til informationer. Der er næppe tvivl om at mange politikere ønsker at få kontrol over medierne, da de selv er dybt afhængige af positiv omtale for at blive genvalgt. Af samme grund er mange, uanset partifarve, ofte meget hurtigt parate til at gå ind for lovgivning rettet mod de digitale medier. Det støttes naturligvis massivt op af de gamle medier, der praktisk talt kun kan overleve på bistandshjælp fra politikerne. Altså den såkaldte mediestøtte. De fleste danske medier ville lukke indenfor en meget kort tidsramme, hvis et politisk flertal fjernede mediestøtten. De har med andre ord gjort sig økonomisk afhængige af det politiske flertal, og lever dermed udelukkende på dette flertals nåde. Ikke mindst under den nuværende økonomiske krise er det sandsynligt, at politikerne igen må finde flere af skatteborgernes penge frem, for at finansiere disse urentable forretninger, der ikke kan leve på frie markedsvilkår.
Dermed har man muligvis også en væsentlig forklaring på, hvorfor journalisterne er så besatte af Twitter, og generelt skriver mange kritiske historier om “de sociale medier”. Historier, der ynder at fortælle om hvor skadelige disse medier er. Hvor farlige de er. Apropos. På en af de amerikanske flagskibe på tv, programmet “Godmorning Joe” på MSNBC, kom medværten med den udtalelse, at det farlige ved Elon Musk er, at han kan “komme til at kontrollere præcist hvad folk tænker”. Og så tilføjer hun (se klippet nedenunder):
“Det er vores job“.
Den frie og uafhængige presse er i Danmark ikke længere hverken fri eller uafhængig. Tværtimod er man afhængig af bistandshjælp fra de danske politikere og dernæst de nye mediers platforme. Ingen af dem har været i stand til at overleve transformationen fra den trykte tidsalder til den digitale. Det er måske også i det lys, man skal se de omfattende angreb og den totale besættelse af Elon Musk. Det paradoksale ved metoden der anvendes er, at hvis disse medier overholdte helt basale, kildekritiske grundregler, ville deres troværdighed og relevans blive styrket. Den dødspiral som de gamle medier befinder sig i, forstærkes primært på grund af den manglende tillid til journalister, der er udbredt i den vestlige verden. Det er også en af årsagerne til, at forbrugerne føler sig bedre orienterede på de nye medier.
Når Marc Zuckerberg ser ud til at være fredet for den samme opmærksomhed som Elon Musk, kan det skyldes, at han og Facebook i et eller andet omfang er gået på knæ for de gamle medier og politikernes. Deres behov for at kontrollere offentligheden. Musk derimod har udtalt, at han netop har opkøbt Twitter for at gå imod denne tilstand, som han finder er skadelig for civilisationen. Men som det ser ud ligenu, er det ikke noget, der falder i god smag hos den friheds- og sandhedselskende journaliststand.
