I disse dage er brug for en hel del kolde drikke, ventilatorer og gåpåmod, i Teater Malstrøms lokaler på Kulturkasernen i Fredericia. Der er de 10 performere i teatrets næste show, ’Showdown’ nemlig midt i slutspurten op til premieren d. 8 september.
Der bliver sunget, danset og svedt igennem, men der bliver virkelig også glædet sig til at vise det frem, de har arbejdet på siden foråret. 21-årige Julie Ellekjær Mcpherson Houborg fra Aarhus har tidligere været med på et Teater Malstrøm show. Julie fortæller:
– Jeg glæder mig virkelig bare til at stå på en scene igen. Der er så meget adrenalin hver gang man går på. Premieren er noget helt særligt, men det er fedt hver gang. Responsen fra publikum, at man kan mærke, man har givet dem en oplevelse, det er jeg vild med.
Et engageret og alsidigt hold
Det er 10 meget forskellige personligheder på holdet, der rummer skuespillere, sangere, performere og dansere i et aldersspænd fra 19 til 35 år. Nogle kører mange kilometer for at komme, nogle bor tæt på teatret. Nogle er nye på scenen i Det Bruunske Pakhus, mens andre efterhånden er velkendte ansigter i Teater Malstrøms opsætninger.
Danielle Kragh Karlson, der er 31 år og bosiddende i Barrit er med for første gang. Hun fortæller:
– Det at arbejde med så mange forskellige udtryk og genrer i en forestilling har været så spændende. Man lærer så meget, også i at arbejde med flere forskellige koreografer. Man lærer en masse om sig, især også i at bruge så mange timer sammen i prøvesalen. De er heldigvis alle nogle vildt dejlige mennesker, så bliver det jo en fornøjelse.
Teatrets kunstneriske leder, Maria Cordtz tilføjer:
– Fælles for hele holdet er, at de shiner på scenen. Man mærker, at de brænder for det, de laver, og den glæde og begejstring kan tydeligt ses i det endelige resultat, som vi glæder os til at vise publikum.
Hele holdet af medvirkende kan opleves i Det Bruunske Pakhus i Fredericia fra d. 8. September. Billetter kan købes på billetten.dk.
Faktaboks:
’Showdown – Burlesque, Dance, Diva’ spiller torsdag-lørdag kl. 19.30 fra 8. september til 22. oktober på Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia. Forestilling spiller tor-lør kl. 19.30.
Billetter kan købes på billetten.dk