Luften var tyk af spænding hele aftenen, hvor partiernes fodsoldater og kandidater flokkedes om tv-skærmene for at følge med i den massive dækning fra den samlede danske verdenspresse. Lars Løkke Rasmussen formåede fra start til slut at være på alles læber, på trods af at kapløbet mellem de to traditionelle blokke var så snæver, at ingen anede hvad der foregik.
Helikoptere og politi indkapslede Christiansborg, mens lyskegler forvandlede scenen til noget, der mindede om en sekvens fra Gotham City. Velklædte og velpolerede spankulerede de mange spindoktorer, meningsdannere og værter fra tv rundt i et skær af glamour, hvor det stort iscenesatte show løb af stablen med hårfin logistik og performance. Alt var timet og tilrettelagt. I hver sin ende af hovedbygningen befandt sig henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, der havde lavet blåt lys og rødt lys, så ingen var i tvivl om hvilken ende man var i. Begge lejre var i jakkesæt. Så hvis man fjernede farverne, ville man næppe kunne kende forskel på de to selskaber. Bortset fra at Venstres gemakker var præget af nedtrykthed, ærgrelse og bitterhed over udsigten til at blive halveret. Mange ville ikke længere finde sig selv i Folketinget efter denne aften. Hos Socialdemokraterne var lattermusklerne i brug, de røde hvide flag smældede, mens succesraten i den netop overståede Mette-kampagne fyldte alle med fryd og storhedsfølelse. Man kunne gå på vandet. Det var endda før de sidste tal tikkede ind.
Paradokset for Venstre var, at partier var blevet splittet, så der nu stor to tidligere Venstre-folk i spidsen for hvert deres parti: Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne og Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Den samlede flok af tidligere og nuværende Venstre-folk fik dermed tilsammen et enestående valg. Men sådan kan det jo ikke opgøres. Det var malet i ansigterne på de gamle Venstre-folk, at partiet nu befandt sig i en ny tid, hvor der er endnu længere op til den Socialdemokratiske partiorganisation, hvis indsats de sidste mange måneder har været formidabel.
Den samme følelse sad også dybt i Dansk Folkeparti. Men stemningen var alligevel høj, for man var ualmindeligt lettede over at være kommer over spærregrænsen. Hele året har partiet været plaget af kaos, efter at Morten Messerschmidt blev valgt til formand på et landsmøde, hvorefter store dele af folketingsgruppen valgte at afvise resultatet af landsmødet og forlade partiet. I lokalet lige ved siden af Dansk Folkeparti festede Danmarksdemokraterne, og her stod flere af de gamle DF’ere med nyt logo og parti. Luften var iskold mellem de to lokaler. Bedre blev det ikke da den forhenværende formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, dukkede uformelt op på Christiansborg. Ikke for at besøge de gamle partifæller i Dansk Folkeparti, men for at besøge Danmarksdemokraterne.
Da man omkring midnat endnu ikke havde set skyggen af hverken Jacob Ellemann-Jensen eller Mette Frederiksen, var det et tydeligt tegn på, at der var tæt løb og lommeregnerne blev taget i brug et eller andet sted. Journalisterne blev utålmodige, flere stod og gabte ovenpå mange dages intensiv dækning af valget, og nu den sene hensættelse til at vente, vente og vente. Finalen skulle man have med. Og det ville blive taberen og vinderen, der kom valsende ind af fordøren.
Da det stod klart at taberen blev Jacob Ellemann-Jensen fløj partisoldater fra Venstre ud på trappen for at øve en velkomst til formanden. Planen var at lade som om man havde vundet, selvom partiet var halveret. Så med flag og juhu-råb blev han modtaget og fulgt ind til festlokalet omringet af journalister og fotografer. Fra den anden ende af Christiansborg kunne man høre hoverende socialdemokrater juble, så de to fan-teams konkurrerede om lydbølgerne på stedet.
Efter denne seance manglede kun Mette Frederiksen. Helt efter den socialdemokratiske spillebog dukkede hun op som Dronningen, omgivet af spindoktorer med skæve smil på læberne. Hun blev fulgt helt hen til talerstolen i festlokalet, hvor hun kunne udråbe sig selv som vinder, mens partisoldaterne brølede “fire år mere” (selvom det reelt er slut, da der ikke er flertal for fire år mere med socialdemokratiet som etparti-regering, samt at blokpolitikken er lagt død af Moderaterne og Det Radikale Venstre). Med kun et mandat, tilmed et teknisk, skal der kun en afhopper til for at flertallet ryger.
Derfor blev valget den 1. november 2022 det mest spændende valg i mere end to årtier.
