Den økonomiske krise er endnu på fuld blus, og intet tyder på at verdens politiske ledere har en fælles plan for at genoprette økonomien. Den offentlige fortælling om krisen er endnu præget af dårlig formidling, politisk ønsketænkning og forfejlet forståelse af årsagerne til situationen. Men den kan historiebøgerne rette op på.
I sensommeren kunne mange medier berette om, at vi nu havde en så høj inflation, at vi skulle knap 40 år tilbage i tiden for at se noget tilsvarende. Forbrugerne kunne konstatere prisudviklingen ude ved kølediskene, tankstationerne og på arbejdspladserne. Alt imens de fleste politikere i landet kunne forklare, at det hele skyldtes krigen i Ukraine. Kendsgerningen er dog, at inflationen er en direkte konsekvens af den førte politik i vesten under coronapandemien.
Det har kostet Kina dyrt, at man i 2019 forsømte enhver lejlighed til at inddæmme coronavirusset. Som en direkte konsekvens af den eksploderende smitte forsøgte kineserne desperate at isolere deres befolkning. Disse nedlukninger betød, at kinesiske fabrikker stod stille. Samtidig lukkede skibsfarten ned. Der kom ingen varer ud af Kina. Importen af råvarer til landet forsvandt også. Store dele af den vestlige verden har baseret deres forbrug og produktion på billige varer fra kineserne. Fra den ene dag til den anden blev den globale forsyningskæde derfor sat i stå.
Kort tid senere gennemførte de vestlige lande de samme omfattende nedlukninger som Kina. Folk blev sendt hjem. Fabrikkerne lukkede. Produktionen stoppede. De olieproducerende lande blev chokerede. Den mængde olie som de var vandt til at sælge, blev ikke længere efterspurgt. Folk holdte op med at køre bil. De sad derhjemme. Priserne på benzin styrtdykkede på grund af den manglende efterspørgsel. Sammenslutningen af de største olielande, OPEC, besluttede sig for at skære ned på olieproduktionen, da de gik i panik over prisfaldene.
Konsekvenserne af disse begivenheder følger nu verdensøkonomien helt ind i 2023. Ikke mindst den europæiske centralbank var i 2021-2022 ualmindelig langsom til at tage konsekvenserne af de tydelige tegn på en økonomisk krise, der var under fuld udvikling på grund af coronapandemien. Først og fremmest havde de vestlige lande pumpet milliarder af kroner ud i samfundene for at forhindre et kollaps af markedet. Det betød at folk havde penge mellem hænderne, selvom de ikke gik på arbejde eller producerede noget. Virksomheder fik penge, selvom de ikke lavede noget for dem. Dermed var efterspørgslen på varer og tjenesteydelser høj, samtidig med at der på grund af nedlukningerne ikke var mulighed for at levere noget. Der kom knaphed på varer:
Derfor steg priserne.
Inflationen blev startet op som en direkte konsekvens af de politiske valg, der blev truffet under pandemien. Allerede i vinteren 2021 var inflationen tårnhøj i produktionsdelen af markedet. I Tyskland, Europas største industrination, var prisstigningerne for produktionsvirksomhederne nået op på 24,2%. Det var det højeste tal, man nogensinde havde målt. Man skal helt tilbage til Korea-krigen i 1950 for at se noget tilsvarende, 22,8%. I 2022 nåede prisstigningerne op på 45,8%. Altså mere end det dobbelte, man nogensinde har målt. Det betyder at disse prisstigningerne i kostprisen for at producere varer, endnu ikke kan måles i det almindelige inflationstal hos forbrugerne:
Det tager tid at producere varer. Men virksomhederne der producerer varerne, er nød til at betale omkostningsstigningerne. Disse højere omkostninger må man så lægge på forbrugerpriserne, hvis man vil beholde den samme indtjening. Så først når varerne kommer ud i butikkerne, ser vi disse prisstigninger. Forskydningen kan være mellem 3-6 måneder, før dette sker. Konkret betyder det, at forbrugerne endnu har alvorlige prisstigninger forude. Men samtidig med det, så ændrer forbrugerne nu på deres indkøbsvaner. Forbrugertilliden er på et historisk lavpunkt. Det betyder også at forbrugerne holder igen med at købe ting, de selv bedømmer til at være luksus. For mange kan det også handle om, at de bare ikke har pengene. Og når det sker, så rammer det mange virksomheder, der mærker afmatningen i efterspørgslen. De afskediger så medarbejdere. Der nu mister en stor del af deres levegrundlag. Og derfor køber færre varer. Og så videre.
Politikerne i de vestlige lande har indtil videre brugt lånemetoder for at løse deres problemer. USA og Europa har meget gæld. Men der er store problemer med lånene:
Penge bliver mindre og mindre værd på grund af inflationen. Har man en million kroner, så vil en inflation på 10% betyde at den million nu kun er 900.000,- kroner værd. Samtidig stiger renterne på grund af centralbankernes forsøg på at inddæmme inflationen. Det betyder at renterne man skal afdrage på lånene, også stiger. Da bankerne i forvejen har en risikabel sikkerhed for mange af de lån, de har i omløb, er der tale om en alvorlig balancegang. Eftersom at virksomheder og privatpersoner der går konkurs ikke betaler gælden tilbage, vil bankerne stå med problemer. Størrelsen på de problemer handler om, hvor voldsom krisen udvikler sig.
Mange virksomheder starter med at spare der, hvor de mener, de kan. Besparelserne betyder at underleverandører mister omsætning. Og dermed holder de så også op med at købe. Kort sagt:
Forstå det nu, det hele hænger sammen.
Med de stigende renter og nervøse banker, er det ikke nemt at hente pengene i den finansielle sektor, hvis man er i knibe. De eneste der med sikkerhed bliver reddet, er bankerne selv. Som vi så under finanskrisen i 2008, er politikerne villige til at redde bankerne, selv når de har kørt meget dårlige forretninger. Uanset om deres potentielle konkurs skyldes risikable spekulationer eller ringe långivning, så vil staterne holde hånden under den finansielle sektor. For skatteborgerne vil det være mere fair, hvis man redder banker, der rammes af at produktionsvirksomheder og private går konkurs. Det er nu at de mange års undskyldninger fra bankerne for mystiske regler og krav om vanvittig sikkerhed, skal stå deres prøve i virkeligheden. Enten var det ren show, eller også har bankerne penge nok selv til ikke at tigge hos politikerne igen. De vil trods alt gerne beholde deres monopol på penge i den finansielle sektor.
Den amerikanske centralbank har været langt hurtigere ude end den europæiske. I USA har man hævet renterne til næsten det dobbelte af den europæiske centralbank, og det er sket langt tidligere i krisen. Som en konsekvens af den langsomme beslutningsproces i Europa har markedet valgt at satse på dollars. Det betyder at kursen på dollars er til gavn for den amerikanske økonomi, samtidig med at de europæiske lande nu betaler endnu mere for deres import, der primært sker på dollarkursen.
Krigen i Ukraine har bidraget til den økonomiske krise. De vestlige lande har opjusteret deres forbrug på militæret som en direkte konsekvens af krigen. Det sker samtidig med at landenes borgere dagligt mister købekraft. Som en naturlig konsekvens af denne udhulede købekraft vil fagforeningerne i 2023 arbejde på kompensation. Altså mere i løn. Kommende lønstigninger skal ligges oveni priserne på varer og tjenesteydelser. Dermed vil inflationen også få et pust op af den vej.
Energipriserne er et helt kapitel for sig. Men hovedårsagen er den reduktion af olieproduktionen, som OPEC gennemførte under coronapandemien. De forskubninger er nu ved at være reguleret. Alligevel vil der gå tid, før det forbedre den generelle situation. Samtidig er de vestlige landes krav om klimavenlige energiløsninger med til at forværre den økonomiske situation, da der endnu ikke er reelle løsninger på, hvordan man forsyner landene med klimavenlig energi. Den russiske gas er på nuværende tidspunkt afviklet direkte, men inddirekte kommer noget af den dog ind via mellemhandlere i Tyrkiet. Markedet er fortsat kaotisk, og det er et af de områder, som EU er tvunget til at få løst i 2023. Alternativet er yderligere krise, for uden energi kan virksomhederne ikke producere varer.
I 1950 fik Koreakrisen startet en økonomisk krise med tilhørende inflation. I 1974 var det OPEC. Og i 1978 var det igen OPEC. I 1991 var det Sovjetunionens kollaps. I 2008 var det Lehman-krakket i USA. Og i 2022 er det så Coronapandemien.
