Over hele landet begynder nye studerende i disse dage på universiteternes historiestudier. Mange af dem vil ikke gennemføre studierne, for det er traditionelt et meget tungt læsefag, og der stilles skarpe krav til den metodiske tilgang, og ikke mindst evnen til at kunne formulere sig skriftligt og mundtligt, samt overskue enorme informationsmængder.
Det er kun godt, for historikere skal evne at formidle og bevare historien på det højeste plan muligt. Og sjældent har historiefaget været vigtigere end nu. Ikke kun fordi det er blevet almen underholdning på streamingtjenester, der lukrerer på historiens spændende personer, udviklinger og tendenser. Hollywood er også blevet storhistoriske, hvor den ene historiske fortælling efter den anden filmatiseres. Ofte med helt forkerte elementer og formidling, men ikke desto mindre.
Historie er populært.
Det giver god mening. For historien rummer alt. Den første ting man bør lære som nybagt historiestuderende er dog ydmyghed. Kompleksiteten er enorm. Jo længere tid, man går tilbage i historien, desto vanskeligere bliver det at udtale sig solidt om noget. Ganske enkelt af den simple årsag, at vi har begrænsede kilder. Omvendt ser det ud i vores tid, hvor historikere drukner i kilder. Den digitale tidsalder efterlader et stort, gabende dilemma for kommende historikere. Hvordan skal man dog sondre i disse uendelige mængder af informationer? Kan man overhovedet stole på – eksempelvis – et tweet eller et opslag på Facebook? Har afsenderen overhovedet nogen intention med det afsendte? Kildekritikken vil blive særdeles udfordret, det er sikkert.
For nutidens aktører, de nulevende, er det som virker hverdagsagtigt og trivielt, noget man har vænnet sig til: En lind strøm af informationer, hvor man knap nok kan huske, hvad der var sidste uges store tema. Forestiller man sig så at være historikere i begyndelsen af det 22. århundrede, der skal forsøge at afkode denne absurde strøm af tilkendegivelser, er problemet tydeligt nok:
Folk i dag kan ikke begrænse sig. Slet ikke politikerne. En biografi af eksempelvis Mette Frederiksen bør da indeholde en stillingtagen til alle hendes opslag på de sociale medier? Hvis hun da overhovedet selv har lavet dem. Hvordan finder vi ud af det? Dertil kommer intentionen. Eller budskabet. Mente hun det, hun skrev? Eller var det kun en symbolsk udmelding, egnet til at lægge dagens nyhedshistorie i graven? Ja, hvornår er hun egentlig sig selv? Eller – er hun nogensinde det?
Det samme kan man sige om vel nok de fleste politikere i vores tid. Vi ved det simpelthen ikke. For på trods af at mange politikere har kørt en massiv hetz mod de sociale medier, herunder indført misundelsesskat til Facebook og Google, krævet ensretning til egne budskaber, censur og opfundet fiktive problemer for “den demokratiske samtale”, så er kendsgerningen den, at de lever og ånder for de sociale medier. I den kommende valgkamp vil politikerne og de politiske partier proppe millioner og atter millioner af kroner i annoncering på de sociale medier. Selvom vi kan konstatere at annoncering her, i bedste fald er sporadisk, fordi vi ikke kan afkode om folk scroller et splitsekund eller et minut. I modsætning til artikler, der kræver en vis intellektuel indsats, så er et Facebook-feed noget, man hurtigt skal igennem.
Det er blevet påstået, anført af den udsultede mediebranche, at de sociale medier er skadelige. At tale om at skyde med sten, når man bor i et glashus. Ikke fordi de har tabt deres annonceindtægter til de sociale medier, vel. Det kan slet ikke have en betydning for det redaktionelle valg? Se på lederspalterne hos samtlige mediehuse. De hader konkurrencen inderligt, og de har fråde om munden, når regeringen og støttepartierne vedtager det ene censurtiltag eller særskat efter den anden. Narrativet er det samme, nemlig at vi er de gode, de er de onde. Vi har sandheden, de har løgnen.
Som min gamle metodeunderviser lærte mig håndfast:
Sandheden er altid nogens sandhed.
Historien er vigtig. Vi skal dog huske på, at vi alle lever i vores egen tid. Den tid vi har nu, deler vi med hinanden. Om 100 år har nogle andre, deres tid. Derfor bør man også være mere ydmyg overfor ejendomsretten til selveste sandheden. Vi er alle et produkt af den tid, vi lever i. Vi kan godt i vores tid, fordømme andre historiske perioder. Det er ikke noget skønt over inkvisitionen. Men dybest set er det ubegavet, hvis man ikke kan forholde sig til en tidsperiode som netop en anden tid.
Det kniber det med lige nu. Begivenheder der udspillede sig for 40-50-60 år siden skal pludselig til at fylde på en måde, så det kan bruges i nutidens ideologiske projekt. Det er en af grundene til, at man ikke skal overlade kildekritik til journalister:
De kan ikke stå for fristelsen til at beskrive følelser og fastholde den vinkel, de har lagt.
Historikere ved bedre. Det ved vi, fordi vi også undersøger de lange linjer. Den store udvikling. Som historiker skal man have kendskab til de overordnede tendenser. Fordi vi forsøger at siger noget videnskabeligt. Ikke noget politisk eller nutidigt. Som tiden er, så er historien blevet en krigszone. Metoo-bevægelsen har gjort det til en dyd at lege historiedetektiver, der skal fordømme folk i fortiden. Det er stort set kriminelt at mene noget andet, skal man tænke. Men det vil kunne give mening i nutiden. Når hele denne Metoo-bølge er skyllet væk og erstattet af noget andet, så vil denne tidsperiode især stå frem ved manglen på kildekritik. Ikke mindst den, som den journalistiske branche har praktiseret. At være anklaget er det samme som at være skyldig, i vores tid.
Tænk over det.
Det er så betændt, at man skal vare sig for at nævne konkrete eksempler. Som den seneste “dokumentar” eller “afsløring” om den ene eller anden. Det er faktisk ikke noget nyt. Specielt de helt store ideologiske bevægelser i det 20. århundrede brugte historien som bevisførelse, om end den fortolkning man lagde for dagen, typisk afspejlede ens egen nutid. Forfølgelsen af jøderne, der endte med udryddelsen af millioner af mennesker i gaskamre, burde være eksempel nok. Fællestrækket for denne form for anvendelse af historisk “bevisførelse” er ikke sjældent det, at man kræver en total ensretning af opfattelse og forståelse. Afvigelse tolereres ikke. Skepsis er forbudt.
Som i 1970’ernes Marxistiske bølge i de vestlige samfund kræves der “opgør”. De mange fællestræk med 1970’ernes røde bølge og nutidens wokeisme er ikke tilfældige. Det er stort set den samme ideologi. Kravet om absolut ligestilling. Påstanden om at man har en særlig ret på grund af ens identitet. Se blot på den sovjetiske forherligelse af “arbejderen”. En kronisk centrering omkring offertankegangen. Absolut modvilje overfor almene begreber som frihed, retssikkerhed eller selvstændighed. Modsat ønsket om totalitarisme og synkroniseret tankegang. Staten over individet. Individet som et lille tandhjul i den store sammenhæng, ikke som et selvstændigt individ. Påstanden om at der findes en særlig, undertrykkende klasse. Og så videre, og så videre.
Ganske som i 1970’erne er det umuligt at få et ord indført som ikke er med ideologien. Før var det “klasseforrædere”. Nu er det “racister” og “homofober”. Interessen for at høre synspunkter man ikke er enig i, er forsvindende lille. At vi samtidig har fået meningsuniverser som dem, vi kender på de sociale medier, har tilmed forandret klimaet voldsomt. De mest nidkære, dem der har mest tid til rådighed, jagter dagligt synspunkter, de kan erklære sig uenige med, allerbedst erklære krig mod. Forargelse, forargelse og atter forargelse.
Historiefaget var også i 1970’erne præget af en betydelig Marxistisk bølge. Det handlede om at få beskrevet, hvordan den kapitalistiske adel undertrykte den arbejdende klasse. Det kom der masser af tvivlsom historieskrivning ud af. I dag tjener det mest det formål, at vi kan se hvor vidt en ideologi kan komme til at sprede sig indenfor universitetsmiljøet. Det er næppe den sidste bølge af den slags. Lige nu handler bølgen om at finde identitetspolitiske ofre. At begrunde retten til det ene eller andet. At fremvise og fremhæve undertrykte. Altså en form for missionær forskning, hvor man allerhelst skal finde ud af, hvem der er ofrene. Wokeismen glimrer ved især beskrivelsen af kønsidentitetens betydning. Det drejer sig om få procent af den almene befolkning. Men på universiteterne er det vist helt anderledes fordelt.
Modbølgen kan nok komme. Den almindelige persons virkelighed, historie eller selvforståelse. De humanistiske fag er fortsat vigtige, for de fortæller noget om vores civilisation. Det betyder noget for vores selvforståelse. Som mennesker. Også som medmennesker. At man kan leve sig ind i andre menneskers virkelighed. Hele ideen om at man har brug for at se nogle på skærmen, man kan identificere sig med, er grundliggende narcissistisk. Det burde snarere handle om at forstå, hvordan andre har det. Navlepilleriet kan til tider virke endeløst.
Ikke mindst DR’s forside er præget af denne udvikling. Den ene personlige beretning efter den anden oversvømmer det statsbetalte medie. Diversitet? For hvem? Ikke for de 97% af befolkningen, i hvert fald. Kildekritikken lider nød. For hvem er det et problem for? Hvor mange? Hvilken betydning har det i den overordnede sammenhæng? Læg der til at man i dag, som ekspert eller politiker, kan slippe afsted med at påstå utrolig mange ting, uden at det nogensinde bliver italesat. Mange artikler er fulde af påstande, der hurtigt kunne blive anset som tvivlsomme, hvis man havde styr på sin kildekritik.
Men historien har i ualmindelig lang tid været en krigsskueplads. Karl Marx brugte den til at retfærdiggøre revolutionen, om så den var voldelig til døden. At nogen rent faktisk førte det ud i livet, er så meget desto mere skræmmende. Selvom vi lever i vores tid, så er det jo kun vores i et stykke tid. Før eller senere overtager nogle andre. Vi burde spørge os selv, hvad vi vil med vores tid. Fremfor at dømme andre for deres.
