Hanne Thomasen har fredag den 30. september sidste arbejdsdag i tøjbutikken Simone, der ligger i Jyllandsgade 41 i Fredericia. Hun ser tilbage på 50 år på arbejdsmarkedet, hvor de sidste 25 er tilbragt sammen med Bitten Egsgaard i Simone.

Hanne Thomasen har stået i butik i det meste af sit liv, men når hun sammen med Bitten har lukket Simone i dag klokken 18:00 er det slut. Hun har valgt at gå på pension.

– Det har været en fantastisk tid med en masse gode kunder og gode oplevelser. Det er lidt vemodigt at slutte arbejdslivet, men det er den epoke, der kommer. Jeg har været 50 år på arbejdsmarkedet, og har selv valgt at sige stop nu. Jeg sagde til Bitten i januar, at jeg rejser herfra den 1. oktober, fordi jeg har gjort min borgerpligt færdig, siger Hanne.

Bitten troede ikke sine egne øjne, da hun fik beskeden fra den trofaste medarbejder.

– Jeg troede ikke på det. Jeg troede det var en vits, men det var det ikke. Jeg var ked af det, da vi har haft så mange sjove ting sammen. Vi behøver slet ikke at sige så meget til hinanden, da vi har vores rutiner, siger Bitten.

At Hannes arbejdsliv nu synger på sidste vers er også svært at forholde sig til for hende efter så mange år.

– Det har været mit liv i 50 år. Så det er mærkeligt, men man bliver nødt til at sige stop på et tidspunkt, forklarer Hanne.

Meget er sket i den tid, hvor Hanne Thomasen har arbejdet i butik.

– Puha, hvad er der ikke sket? Konstaterer hun og fortsætter:

–  Vi havde ikke computere, da jeg startede. Det var lige før vi havde regnestok, griner hun.

Efter fredag er Hanne Thomasen færdig med at finde tøj frem til kunderne, da hun går på pension. Foto: AVISEN

Foruden det teknologiske er der også sket modeskift undervejs, men faktisk er noget af den gamle mode på vej tilbage.

– Det er lidt sjovt, at noget af moden kommer tilbage. Så vi ved, hvad vi skal købe ind. De unge har jo ikke set det dengang, så det har de ikke oplevet, siger Bitten Egsgaard.

At det er blevet til så mange år i butiksbranchen er ikke tilfældigt. Med årene er det blevet en livsstil for Hanne.

– Jeg skulle have skiftet for mange år siden, hvis jeg ville noget andet. Men det har været et givende arbejde. Jeg har fået lov til at lege med dukker lige siden jeg var en stor pige og frem til nu, hvor jeg er en gammel dame. De kunder, der kommer, er også ligesom levende dukker man står med, siger hun.

Forude venter en tilværelse som pensionist for Hanne, der først og fremmest har tænkt sig én ting, når hun den 1. oktober ikke længere er ansat i Simone.

– Nu skal jeg lige puste ud og finde mig selv i et andet forløb, og så skal jeg tage den derfra, fortæller Hanne, der ikke har nogen specifikke planer, men én ting er sikkert:

– Jeg vil prøve og nyde det på en anden måde, fordi man har alle døgnets 24 timer for sig selv og selv kan disponere over de timer man har.

Selvom der venter en sidste arbejdsdag forude, så er det ikke fordi det er noget Hanne Thomasen har skiltet med. Det er kun familien, der ved, at det nu er ved at være slut, men kunderne i Simone ved det endnu ikke. Der venter dem derfor noget af en overraskelse, når de får det at vide.

– Jeg har ikke fortalt det til nogen endnu, men det bliver helt sikkert vemodigt at sige farvel til dem. Mange af dem har hængt ved igennem alle årerne, siger Hanne.

Som butik har Simone været på en rejse. Bitten Engsgaard har været selvstændig i 45 år, men oprindeligt lå butikken på den anden side af Jyllandsgade. 

– I 1994 flyttede vi ind i det nuværende lokale, og tænk sig, at jeg har gået ind ad den dør for sidste gang som ansat snart, siger Hanne Thomasen og slutter med at slå fast, at hun stadig vil komme ind i Simone og hilse på Bitten:

– Ja, det kan jeg ikke undvære.