Fredericia Håndboldklubs 2. divisionskvinder går på julepause på førstepladsen med to point ned til andenpladsen. Fra klubbens side er der ikke lagt skjul på, at ambitionen er oprykning, og holdets træner, Mia Nygaard Hansen, tror også på det, selvom hun er mere tilbøjelig til at komme med et “Wozniacki-svar”.
En kamp ad gangen, det var ordene fra den danske tennislegende Caronline Wozniacki efter alle kampe. Det er også lidt sådan, Mia Nygaard Hansen, der selv har en lang aktiv karriere i barndomsklubben Fredericia Håndboldklub, har det.
23-19 vandt holdet i den direkte duel om førstepladsen i den sidste kamp i 2022. Modstanderen var Silkeborg-Voel, og kampen blev spillet i thansen ARENA. En god kamp, men også en kamp mod et hold, der ikke kan rykke op, idet de er et andethold. Dog en værdig modstander med en flok talentfulde spillere, der er i periferien af ligaholdet, tilsat enkelte rutinerede spillere. Holdet er et af de bedste hold i 2. division. Det var dog ikke nok til at stoppe Fredericia HK.
– Det er megadejligt. Vi vidste, at vi havde et svært slutprogram med Rækker Mølle og Silkeborg-Voel, så det er fedt at gå på julepause på førstepladsen, siger Mia Nygaard Hansen.
Til kampen mod Silkeborg-Voel var det ellers ikke, fordi FHKs betingelser var i top. Flere profiler var nemlig ikke med.
– Vi vidste godt, at vi manglede nogle spillere og vi prøvede også at flytte den, men vi havde lagt os fast på vores koncept, og det holdt vi, forklarer Mia Nygaard Hansen.

Først seks minutter inde i opgøret blev der scoret, men det var ikke fordi Mia følte, at holdet var nervøst.
– Vi var ikke nervøse, vi var så sikre og stålfaste, at vi vidste, vi havde redskaberne til det. Vi vidste, at Silkeborg har en rutineret keeper, som er god, forklarer hun.
I 2018/19-sæsonen rykkede FHK ud af 1. division, og siden har holdet spillet i 2. division, hvor holdet har skullet finde sig selv. I sidste sæson blev det til en tredjeplads, og i denne sæson går det endnu bedre. Fredericia HK er på oprykningskurs.
– Vi har det godt sammen og har en homogen trup. Vi har en smal trup, men folk kender deres rolle og ved, at de skal spille meget. Vi har forskellige værktøjer at hive frem og vi spille forkskellige ting, siger Mia Nygaard Hansen og kommer med opskriften på at holde fast i førstepladsen:
– Det kræver hårdt arbejde. På et damehold kan man aldrig vide, hvad der sker og vi er smalle, så der skal ikke meget til, men vi kæmper en brag kamp og klør på, fortæller hun.
Med opbakningen i ryggen fra ledelsen i FHK håber Mia Nygaard Hansen, at førstepladsen kan fastholdes resten af sæsonen.
– Det er der meldt ud, så ja, men vi går også med Wozniacki-svaret og siger, at vi tager en kamp ad gangen, slutter hun med et smil på læben.