Efter to års tvungen pause vender Grøn tilbage for fuld styrke. De to første navne på årets koncertturné bliver rapdronningen og Grøn-debutant Tessa og det legendariske rockband Carpark North. Grøn 2022 drager rundt til otte danske byer, og det hele starter den 21. juli på Amager.

Grøn er tilbage! Efter to års afsavn er hele Danmarks sommerturné på landevejen igen. Det har været hårdt at undvære de grønne sommerkoncerter i to år – både for publikum og for Muskelsvindfonden og Tuborg, der har Grøn som sit store, fælles kulturelle anker.

Derfor udløser det ekstra stor fryd, at Grøn nu endelig vender tilbage, og i dag kan de to første navne offentliggøres: Det drejer sig om Tessa og Carpark North – to navne fra hver sin ende af den musikalske skala.

Tessa er med på Grøn for allerførste gang. Hun glæder sig:

– Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme med på min første Grøn tour nogensinde! Jeg har selv været til mange Grøn koncerter som publikum, så jeg glæder mig for vildt til, at jeg selv skal stå på scenen. Jeg lover jer det vildeste show! Jeg elsker Grøn for, at der er ‘Plads til forskelle’, hvor hverken musik eller publikummer skal passe ind i en bestemt boks – jeg minder jo heller ikke selv om nogen andre i musikbranchen, og derfor bliver det bare ekstra fedt, at rejse rundt i Danmark med det budskab i ryggen!

Tessa er Danmarks nye rapdronning, og hun slog igennem i 2019. Det der startede med et par videoer på Instagram, blev hurtigt til en kontrakt med Universal Music og en debutkoncert på Roskilde Festival. Siden da har hun haft mere end 175 millioner streams på tværs af musiktjenesterne, og ikke mindst hittet ”Ben” har hægtet sig fast i danskernes øregange.

Carpark North: Foto Mathias Christensen

Modsat Tessa har Carpark North været med på Grøn fire gange før – både i 2003, 2010, 2013 og i 2019. De var også en del af Nik & Jays show i 2014, ligesom de også var blandt artisterne, der deltog på Grønnere Grøn – de intime havefester, der opstod under corona-nedlukningen i sommeren 2020. Der er med andre ord tale om ægte ”Grøn veteraner”, som ved, hvad der er at glæde sig til. Carpark North udtaler:

– Det bliver så fedt at vende tilbage til Grøn, og vi er tre gutter, der virkelig glæder os til at spille store, udendørs koncerter igen for et live publikum. Vi kommer med vores største hits og et eksklusivt show, så publikum kan godt glæde sig! Vi elsker at spille Grøn, fordi det er en fest, hvor vi i vores forskellighed bliver til mere, end vi ville være hver for sig! Det er ren kærlighed.

Carpark North har været fast inventar på den danske musikscene i to årtier, og bandet har vundet et utal af priser i løbet af karrieren. Det gælder bl.a. prisen for Årets hiti 2003 ved P3 Guld, som de modtog for ”Transparent & Glasslike”, og Årets nye navn ved GAFFA Prisen i samme år. De har udsendt seks albums, senest ”Hope”, som udkom i 2017.

Stort behov for at mødes om musik, fest og hygge

Lettelsen er stor hos både Tuborg og Muskelsvindfonden, hvor man glæder man sig over endelig at kunne gennemføre Grøn i den form, som publikum kender og elsker.

Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:

– Vi er enormt glade for, at vi endelig kan byde både publikum, frivillige og artister velkommen tilbage på Grøn. Efter de seneste to år er der i dén grad behov for at mødes om musik, fest og hygge i det danske sommerland. Vi lover masser af fantastisk Grøn-stemning og et enestående line-up.

Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Carlsberg Danmark, udtaler:

– Vi har virkelig savnet fællesskabet på Grøn, så det er en stor fornøjelse, at vi langt om længe kan tage på tour med den grønne karavane, sådan som vi plejer. Vi glæder os til nogle suveræne sommerdage og aftener – og ikke mindst til at skåle i en kold fadøl.

Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.

Tourplan2022:
21. juli: Amager
22. juli: Kolding
23. juli: Aarhus
24.juli: Aalborg
28.juli: Esbjerg
29 juli: Odense
30. juli: Næstved
31. juli: Valby