Et teknologisk boost til Den Historiske Miniby og nye digitale muligheder på EUC Lillebælt er blandt de Fredericia-projekter, som Google i år støtter økonomisk med legater. Det er netop blevet offentliggjort på Bülows Kaserne.
Google har netop løftet sløret for de organisationer i Fredericia og omegn, som i år modtager økonomisk støtte til konkrete projekter til at udvikle lokalområdet.
Støtten sker i form af legatpuljen Datacenter Community Grants, hvor Google støtter gode formål i nærområdet til de byer, hvor datacentrene er placeret, herunder Fredericia. I år blev der uddelt fire legater til henholdsvis Fredericia Krisecenter, Den Historiske Miniby, Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens og EUC Lillebælt. De blev valgt ud af omkring 25 ansøgere. Fredericia Krisecenter modtager 130.000 kroner i støtte, Minibyen modtager 746.200 kroner, SOSU-skolen får 81.419 kroner og EUC Lillebælt 725.197 kroner.
– For Google er det vigtigt at bidrage positivt til lokalsamfundet, og heldigvis har der været virkelig mange spændende og iderige initiativer at vælge imellem. Fredericia er rig på bl.a. kultur, bæredygtighed og uddannelse – netop de områder, som vi ønsker at give et rygstød med en digital vinkel, siger Googles politisk ansvarlige for datacentre i Norden, Niels Martin Andersen.

Viceborgmester glæder sig over Googles lokale engagement
Til stede til at overrække legatterne var 1. viceborgmester i Fredericia, Søren Larsen.
– Det er ikke kun en glæde for mig at få lov til at være med, det er faktisk også en ære. Når der er dygtige, passionerede mennesker – ildsjæle – der lægger tid og energi i at udvikle noget, så er det fantastisk at få lov til at være budbringer på beskeden om, at “værsgod, her har I en god økonomisk hjælp, så I kan gøre jeres tanker til virkelighed.” Selvom jeg måske nok får lov til at overbringe budskabet, så er det jo Google, der står bag. Derfor vil jeg gerne sige tak til Google. Både for vores samarbejde og ikke mindst for jeres interesse og investering i det lokalområde, I er i, sagde Larsen.
Rektor troede mail fra Google var falsk
Gymnasiet HTX Lillebælt var en af modtagerne af sidste års legater. I den forbindelse holdt rektor Lars Hansen en tale.
– Jeg fik en mail med budskabet om, at vores gymnasium var tilgodeset et anseligt beløb fra Google. Mailen var på engelsk og mindede om de falske mails, som med jævne mellemrum kommer i indbakken på computeren. Noget i stil med: “Du har vundet et stort beløb – du skal blot lige klikke på et link her.” I første omgang troede jeg, at budskabet var falsk, og det var tæt på, at mailen blot blev slettet. Måske kunne der alligevel være noget rigtigt i budskabet. Vi havde naturligvis et stykke tid forinden sendt en ansøgning til Google og gjort os stor umage med ansøgningen. Men at det lykkedes, havde vi ikke troet på, forklarede Hansen og fortsatte:
– Vores ungdomsuddannelse er en gymnasial uddannelse med fokus på det teknologiske og naturvidenskabelige, og hvor undervisningen indeholder mange projekter, hvor teorien afprøves. Drømmescenariet var, at vi kunne investere i forskelligt udstyr, sagde han og nævnte blandt andet 3D-printere, Laser Cuttere, CNC-dreje og fræser, VR-briller, kraftige computere, robotter og 3D-animationsudstyr.
Det skal de bruge pengene på
Social- og Sundhedsskolen skal bruge de 81.419 kroner på at styrke de it-faglige kompetencer blandt de studerende. Fredericia Krisecenter skal bruge de 130.000 kroner til at forbedre sikkerheden og styrke dialogen med deres brugere via nye digitale virkemidler. EUC Lillebælts 725.197 kroner skal bruges på at styrke den digitale undervisning, blandt andet ved hjælp af en simulator, der skal bruges i undervisningsøjemed. Den Historiske Minibys 746.200 kroner er øremærket til en ny teknologi, fx Augmented Reality, som skal være med til at forny og styrke deres historieformidling.
Daglig leder af Fredericia Krisecenter for voldsramte kvinder, Bente Hedemann, var taknemmelig for den økonomi, de nu modtager fra Google.
– Vi er faktisk digitalt lidt presset på, at vi ikke kan kaste alt op i space, fordi det sikkerhedsmæssigt er svært. Vi skal have udviklet en lokal cloud indenfor krisecentret, der gør, at vi dels kan være i dialog med de frivillige, men også sikkerhedsmæssigt har helt styr på, hvad der foregår på krisecentret, siger Bente Hedemann og uddyber:
– Vi har selv søgt midlerne. Vi var optaget af om, vi kunne optimere vores muligheder for, at hjælpe kvinder og børn, samt vores frivillige, til at kunne yde den bedste indsats. Vi får et værktøj, der kan hjælpe ramte kvinder. Mange glemmer måske mange af deres aftaler, grundet den situation de står i, der kan vi hjælpe digitalt. Derudover kan vi som sagt kommunikere sikkert med vores frivillige om, hvad der sker på krisecentret. Det gør vi i en kinabog i dag, og det vil vi gerne have gjort digitalt. Det samme gælder, når vores kvinder checker ud og ind, det sker via en tavle, og hvis der eksempelvis er brand, så skal vi ned at tjekke, det vil vi også gerne have gjort digitalt. Når vi får et internt Tabolex-system, så får vi en bedre sikkerhed. Det er en god dag for os.
Også på SOSU-skolen er der glæde.
– Vores elever arbejder mere og mere med velfærdsteknologi, så det er det, vi skal bruge pengene på. Det startede som valgfag, og nu kan vi fortsætte det. Det er fantastisk at modtage pengene fra Google, så vi kan arbejde med vores udstyr på skolen. IT er måske ikke altid den nemmeste vej at tænke i faget, mange vil hellere det relationsnære arbejde. Essensen med valgfaget er egentlig at koble de to ting, og det får vi nu mulighed for at arbejde med, sagde direktør for Social- og Sundhedsskolen for Fredericia, Vejle og Horsens, Jacob Bro.