I 1965 kunne Politikens Forlag udgive 2. oplag af deres dannelsesværk, ”Vor tids skik og brug”. Det er et herligt værk, der giver et indblik i en svunden tid. Paradoksalt nok udkom denne 2. udgave af bogen, der oprindeligt var forfattet i Norge under titlen ”Skikk og Bruk” i 1960, på et tidspunkt, hvor samfundet var på grænsen til at falde i den dannelsesmæssige afgrund. Det skete som bekendt også. I årtiet der fulgte efter, 1970’erne, forsvandt dannelsen i store dele af samfundet. Båret frem af en ny generation, der valgte at vende ryggen til fortidens krav om normer og dannelse.

I nutiden lever vi i en højtråbende kultur. Børn lærer fra tidlig alder, at den der råber højest, bliver hørt og set. At komme ind i en børnehave eller en skoleklasse kræver nerver af stål. Mange lærer har længe klaget over problemet med ukoncentrerede børn og unge. På ungdomsuddannelsen starter man ofte med at forklare forskellen på før og nu. At nu gælder det om at sidde stille og høre efter. Pædagogikken har også udviklet sig gevaldigt de sidste 60 år. Mange pædagoger er tilhængere af leg og læring, barnets indre og ydre væsen, oplevelsen af jeg’et og placeringen i fællesskabet. Til tider kan det virke som om, de er kommet på en umulig opgave. For hvordan skal man kunne indfri forventningerne til den personlige udfoldelse, når man samtidig, for at lære noget, er nødt til at sidde stille og lytte efter?

Problemet er aldrig blevet løst. 1970’ernes idealiserede tro på at legen og jeg’et kunne klare alt, har vist ikke haft den store succes, man ønskede sig. Det startede ellers så godt. Først var der en befrielse fra fortidens ”sorte skole”, hvor børnene fik kontant afregning i form af tæv, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Dernæst kom eksperimenterne med indlæringen. Der kom fortsat mange ud af Folkeskolen, der havde svært ved at klare sig akademisk. At læse og skrive. Generelt blev skolegangen dog bedre for mange. Unge, der før ikke kunne kvalificere sig til en videregående uddannelse, kom nu i betragtning. Den sociale mobilisering skete på baggrund af de socialdemokratisk ledede reformer, der forbedrede levevilkårene for arbejderklassen. Arbejderfamilier fik nu også medlemmer med en kandidatgrad.

Men skolen skulle kunne meget mere end kun at lære fra sig. Det skulle også give de unge dannelse. Gør dem til borgere i et samfund. Kampen mellem indlæringen og socialiseringen stod på sit højeste i 1970’erne og 1980’erne. Men undervejs i fattigfirserne mistede den socialistiske ideologi sit momentum. Socialisterne blev spidsborgere med parcelhuse, embedsstillinger og forvænt med dagtilbud. Børnene var nogle andres ansvar, det meste af tiden. Forældrene forventedes fortsat at have det sidste ord, men i praksis overlod man i 1990’erne det meste til de professionelle. Det at være barn eller ung blev et specialiseret område for mange faggrupper. Familien kom til at stå i baggrunden. Samtidig skærpedes kravene til forældrene gradvist. Med indførelsen af flere regler og sanktioner mod forældrene, fik lærerstanden og pædagogerne nye våben der kunne sikre deres indflydelse på børnene.

I dag kaldes disse faggrupper ofte ”frontpersonale”. Det er et mystisk begreb, der opstod midt i 1980’erne. Her ville man beskrive de offentligt ansatte, der havde kontakten med borgerne. I ”fronten” at forstå. Konflikten mellem den enkelte borger og samfundet var begyndt. En front var enten når to luftlag mødes, eller der hvor bevæbnede styrker bekriger hinanden. Men i fattigfirserne opstod der flere konfrontationer mellem embedsapparatet og borgerne. Bistandsloven havde været oppe at køre i et årti, men under daværende statsminister Poul Schlüter begyndte de borgerlige partier et opgør med den rundhåndede uddeling af bistandshjælp og sociale ydelser. Danmark havde været på kanten af et økonomisk sammenbrud. Man gjorde således op med grundprincipperne i bistandsloven, således at det nye princip kom til at handle om man skulle yde for at nyde. Det betød også at et stigende antal sociale problemer voksede frem som ukrudt i den offentlige forvaltning. Det nye ”frontpersonale” skulle stå imod disse socialt belastede individer. Krigsretorikken blev et symbol på den selvopfattelse som de offentlige medarbejdere fik.

Bedre blev det ikke af, at dannelsen havde svære vilkår. I begyndelsen af ungdomsoprøret i 1968 handlede det nok mest om ligeværdighed og medindflydelse. Men undervejs kom de Marxistiske paroler også til at handle om at forkaste kapitalismens symboler. Det med at acceptere rang og placering. Høfligheden blev bekriget. Slut med at sige De, Dem, Hr. og Fru. Nu skulle det være dig og mig. Og så naturligvis du. At tænke sig et så malplaceret tidspunkt for udgivelsen af Politikens fine værk om skik og brug, kan man næppe forestille sig. Det fik i hvert fald en meget kort levetid. Det er dog interessant at læse forfatternes væsentligste begrundelse for værkets udgivelse og indhold:

”En af de vigtigste årsager til denne ensrettethed er vor frygt for alt, der kan gøre os usikre. Tydeligt kommer dette til udtryk i færdselsreglerne: vi må kunne stole på, at den, som kommer imod os med en fart af 90 kilometer i timen, holder til højre. Gør han det ikke, betyder det katastrofe”, skriver de på side 7. Forfatterne fortsætter med at pointere, at det er vigtigt at have retningslinjer, så vi ved, hvor vi har hinanden. De argumenterer også for at der opstår regler overalt, hvor mennesker er. Før eller siden. At reglerne gør det nemmere for os alle sammen.

Ja, man kan næppe ramme mere forbi tidsånden i 1965. For Beatles var på toppen af deres tid. Rolling Stones supplerede dem som de slemme af slagsen. Opbruddets tid var fundamental, og ungdommen lappede det hele i sig. At få stukket et eksemplar af ”Nutidens skik og brug” i hånden, var næppe noget konfirmanden morede sig over. Forfatterne var dog fulde af absolut selvsikkerhed i troen på, at regler og normer spillede en afgørende rolle for livets gang på jord, ikke mindst for opdragelsen af børn:

”Den som med fri børneopdragelse mener, børnene skal vokse op uden at lære et bestemt system af omgangsregler, handler lige så uansvarligt som myndighederne ville gøre, hvis de ophævede færdselsreglerne for automobilkørsel. Børn bliver på ingen måde frie under sådanne forhold; de tillægger sig bare deres egne, private regler, der ofte er opstået under samvær med andre børn. På den måde kan drengebandens love og moral blive barnets eneste rettesnor. Og for samfundet kan det blive en næsten uoverkommelig opgave at lære drengen eller pigen et mere hensigtsmæssigt system af livs- og leveregler”.

Det står på side 9. Tænk sig at man har kunnet erhverve sig denne interessante tidsrejse for kun 10,- kroner i en genbrugsbutik. Det som i 1965 stod som lysende klart for disse forfattere, blev i årtierne efter genstand for store eksperimenter. Samtidig med at skilsmisseraten eksploderede i samfundet, begyndte en total opløsning af de traditionelle familiemønstre. Det tog sin juridiske begyndelse i 1969, hvor Folketinget vedtog den helt store revision af skilsmisselovgivningen. Der var ellers ikke blevet pillet nævneværdigt ved det siden 1922. Men under kvindekampen og kvindernes frigørelse i 1960’erne, blev det et krav fra bevægelsen, at kvinderne ikke skulle underlægges en fordrukken mand i en form for tvangsægteskab. Derfor liberaliserede man adgangen til skilsmisser, samtidig med at man sikrede kvinder samfundets økonomiske understøttelse, hvis de blev skilt, men ikke mindst at manden kom til at betale for sin andel af eventuelle børn i den anledning.

At beskrive dansk familiehistorie er ingenlunde en nem opgave. Det er fortsat et meget polemisk forskningsområde. Men det er nok at konstatere, at der siden 1970’erne gang på gang har været politiske reformer af området, samtidig med at omkostningerne til skilsmissesagerne er landet i milliardklassen. Løsninger har der været få af. For familien er ikke, hvad den har været som begreb. Det er derfor også et spørgsmål om, hvem der egentlig skal videreformidle de normer og den dannelse, der hører med til at vokse op i et samfund som det danske. For hvor det før var en opgave man hovedsageligt pålagde forældrene (herunder “vent til far kommer hjem”), så tilfaldt det nu de offentligt ansatte. Frontpersonalet.

Familiehistorie er en undervurderet guldgrube til at kunne få bedre indblik i mange af nutidens store udfordringer. Mennesker er trods alt også en del af naturen. Det betyder at vi lever side om side, har instinkter og reaktioner, der afspejler vores genetiske ophav. Den kompleksitet kan man ikke nødvendigvis afkode på psykologistudierne, selvom man kom ind med 10 i gennemsnit. Ikke desto mindre fylder psykologien rigtig meget i det moderne samfunds krav til dannelse. Psykologer er ofte tungen på vægtskålen, når samfundet skal tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert. Almene synspunkter fra især forældrene er helt sekundære i den sammenhæng. Selve opvæksten er samtidig blevet ekstremt politisk. Indførelsen af heldagsskolen er nok det mest klare eksempel på dette. Men skredet i samfundets opfattelse af hvem der spiller hvilken rolle i dannelsen af et menneske, altså det vi før i tiden kaldte for opdragelse, kom i perioden 1970-1990. Hvor det før handlede om forældrenes rettigheder (jævnfør at de havde “forældremyndigheden”, altså retten til at træffe afgørelser om barnet), kom det til at handle om barnets rettigheder.

Men hvem skulle så bestemme hvad der var til barnets bedste? Det skulle fagfolkene. Altså frontpersonalet.

Den udvikling kom ikke fra den ene dag til den anden. Man kan tale om at der har været en glidende overgang. I dag argumenterer lærere gerne for, at børnene decideret ikke kan tåle at gå hjemme ved deres forældre. Det så vi under corona-krisen, hvor mange af dem gav udtryk for, at børnene led skade uden kontakt med deres lærere. De velmente udtalelser illustrerede det store skifte, hvor familien før var omdrejningspunktet for dannelsen, til den moderne professionalisering af værdierne. Bag dette vejer også udviklingen af et omfattende underretningsagentur, der siden indførslen er blevet et effektivt kontrolregimenter i samspil mellem lærere, pædagoger og socialrådgivere. 196.000 underretninger kan ikke tage fejl. Ikke mange fører til deciderede, alvorlige indgreb. Men systemet er med til at sikre en klar magtfordeling mellem de professionelle og familierne. Omkostningerne til dette store system er vokset, år efter år. Reelt ved ingen, hvor meget det koster at opretholde det sociale kontrolsystem, for det er skjult i kommunernes budgetter. Det er heller ikke noget, Socialforskningsinstituttet har haft særlig interesse for at undersøge. Generelt fastholder man i alle led af embedsapparatet den ideologi, at børn får en masse tryghed for disse penge. Siden de store reformer på børneområdet i 2010-2011 har der ikke været en politisk diskussion af forbruget af ressourcer, og det lader til at der er bred enighed om, at staten er bedst til at vurdere disse sager. Men historiefagligt er der tale om et paradigmeskifte, hvor forældrenes rolle i barnets opdragelse reduceres voldsomt, samtidig med at frontpersonalets indflydelse er steget tilsvarende.

At alt dette sker i den bedste mening, er nok sandsynligt. Man skal dog bemærke, at der er ganske mange reformer, der politisk er baseret på få mediehistorier eller medietendenser. Generelt er forskningen præget af, at den primært er blevet skrevet på socialsystemets vilkår. Men for dannelsesbegreberne, altså hvad det vil sige, at vi har regler og opdragelse, er det helt centralt, hvem der bestemmer.