Borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist er glad for, at Danmark åbner tirsdag uden restriktioner. Han er dog bekymret for fremtidige varianter, men slår fast, at man ikke kan holde et samfund lukket på den baggrund. Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer ser også frem til tirsdagen, hvor hverdagen vender tilbage.

Borgmester Steen Wrist er glad for, at coronarestriktionerne nu ophæves, men samtidig bekymret for fremtidens mulige mutationer, men det skal ikke holde samfundet lukket, at vi ikke kender fremtiden, siger han dog.

Arkivfoto: Borgmester Steen Wrist. Foto: Thomas Max – avisen.nu

– Først og fremmest er det enormt glædeligt, at det kan lade sig gøre i Danmark at sige farvel til restriktioner. Til trods for ekstremt høje smittetal, står vi i en situation, hvor antallet af indlæggelser på intensiv er for nedadgående. Det er en kraftpræstation, sagde Mette Frederiksen, og det vil jeg give hende ret i. Det vi har været igennem, er helt ekstremt. Jeg er ikke virolog, men jeg kan være bekymret for, at vi ser andre variationer af coronaen komme til Danmark. Omikron har ramt få mennesker hårdt, og for dem, må man ikke underkende, at det har været en hård sygdom, siger Steen Wrist og uddyber:

– For langt størsteparten har de haft smitten med ingen eller mindre influenzasymptomer, det kan der være flere årsager til. Mange af os er også vaccineret, hvilket kan være en årsag til, at vi er kommet mildt igennem de høje tal. Men selvom jeg er bekymret for nye mutationer, der kan være langt mere alvorlige, så holder vi ikke landet lukket for at vente på mulige mutationer.

Oplevelsesindustrien har været hårdt ramt

I går aftes så Steen Wrist MesseCs direktør på tv, og det gjorde indtryk.

– Jeg glæder mig på kulturlivets vegne, restaurationslivet, ja hele oplevelsesindustien i virkeligheden. I aftes så jeg Grete (Grete Højgaard, direktør i MesseC, red.)  i TVSYD. At se glæden lyse ud af hende, vidner om, hvad de har været igennem. Der skal man ikke underkende MesseC som en stærk muskel til hele service- og restaurationssektoren i resten af byen. Når det går messeC godt, går det mange andre virksomheder godt, fortæller Steen Wrist.

Jubel hos erhvervslivet

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer er også meget glad for, at man nu kan komme videre.

Kristian Bendix Drejer. Foto: AVISEN

– Det var en glædelig nyhed, da regeringen præsenterede, at Danmark åbner uden restriktioner den 1. februar 2022. Først og fremmest er jeg glad og positiv over, hvor flot vores virksomheder i Fredericia har stået sammen, har håndteret krisen og hjulpet hinanden gennem næsten to svære år. De gange, hvor mørke nedlukningsskyer har været truende over hovedet, stod alle sammen. Det efterlader på erhvervsfronten i Fredericia et stærkere erhvervsliv, der nu for alvor kan få gang i hjulene, normaliserer hverdagen og dermed skabe vækst og arbejdspladser i byen, siger Kristian Bendix Drejer.

Flere brancher har været hårdt ramt, men særligt oplevelsesindustrien står forhåbentligt over for en lys fremtid, og der er behov for de lokale kunder nu, siger direktøren.

– Jeg ved, at der er brancher indenfor oplevelsesindustrien og de afledte virksomheder, der lever af denne, som har været særligt hårdt ramt. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at gøre brug af det lokale handelsliv som altid.

Hvad betyder det, at restriktionerne nu ophæves?

– Jeg tror på, at det betyder noget, at mennesker frit kan bevæge sig ud, klare sine indkøb, gå til koncerter, møde andre mennesker og være en del af en god byudvikling, dermed ikke sagt, at vi ikke skal passe på lidt endnu. Men jeg ved også, at der er håndsprit og god afstandskultur flere måneder endnu, ligesom vi naturligvis skal gøre alt, hvad vi kan for at passe på de særligt udsatte grupper i samfundet, slutter Kristian Bendix Drejer.