Kaspers Køreskole, som lige nu ligger i Fredericia, har fået vokseværk. Det vil sige, at det snart er muligt at tage kørekort hos Kaspers Køreskole, i Vejle, uanset om man skal have til bil, motorcykel eller trailer.

Køreskolen kommer til at ligge på Enghavevej 20, i Nykredits gamle lokaler. Køreskolen kommer altså til at ligge i gåafstand fra eksempelvis Rosborg, Campus Vejle, Syddansk Erhvervsskole og banegården.

– Grunden til, at vi åbner en afdeling mere er, at det går så godt i Fredericia. Vi har fået opbygget et rigtig godt ry, hvor størstedelen af tilmeldinger sker efter opfordringer fra elever, som har taget kørekort hos os, så vi er enormt privilegeret, fortæller Kasper Jensen, som er indehaver af Kaspers Køreskole.

Ligesom i Fredericia, får køreskolen i Vejle også byens største teorilokale. Dette er fordi, vi ikke har lyst til at tilbyde vores elever at sidde som sild i en tønde. Vi har stort fokus på et godt læringsrum, hvor der er plads til at udfolde sig mere visuelt i undervisningen end bare at vise billeder på en skærm, siger Kasper.

Derudover er der også plads til popcornmaskine, amerikanerkøleskab, kaffemaskine, loungeområde og bordfodbold.

– Vi oplever altid at eleverne glæder sig til at komme til teori, og mange fortæller bagefter, at de savner at komme i køreskolen. Derfor holder vi en årlig fest for nuværende og gamle elever, så de kan komme forbi og få hilst på igen.

Til at starte med er det Kasper Jensen selv, der kommer til at stå for køreskolen i Vejle, hvor han skal have de første par hold. Derefter kommer Robertas til, som også er kørelærer, og til årsskiftet kommer Simone til, som lige nu er Kaspers kørelæreraspirant og bedste ven gennem næsten 25 år.

– Det var oplagt, at jeg uddannede mig til særlig godkendt kørelærer sådan, at jeg selv kunne uddanne Simone, som er uddannet pædagog, og til dagligt arbejder på et børnehjem i Vejle. Simone og jeg er et rigtig godt team, og vores humor, samt hvordan vi er som mennesker gør, at det er oplagt, at vi skal arbejde sammen blandt unge mennesker, fortæller Kasper.

– Jeg lægger meget stor vægt på, at mine ansatte er kørelærere, som har et glimt i øjet og et smil på læberne. På den måde tror jeg på det er nemmere for eleven at føle sig tryg i vores selskab, hvilket er en stor forudsætning for at lære, både i teorilokalet og i skolevognen. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang, og få åbnet op for tilmeldinger. Vi håber på, at vi kan få skabt en lige så god og populær køreskole i Vejle, som vi har i Fredericia, slutter Kasper Jensen.