24-årig Emil Honoré arbejder til dagligt som lærer i Fredericia, men i disse uger kan man også opleve ham i årets Robinson Ekspedition, der havde premiere mandag på viaplay.
Mandag den 12. september rullede den første episode af Robinson Ekspeditionen sæson 23. Alt er som det plejer at være. Ekspeditionen er tilbage på en ø i Malaysia, den tidligere landsholdsspiller i fodbold, Jakob Kjeldbjerg, er stadig vært og så er det med fredericianske Emil Honorés ord en barsk og hård omgang at prøve kræfter med, men også en oplevelse for livet.
– Jeg kom med i anden omgang. Jeg har søgt to år i streg, første gang i december 2020, hvor jeg ikke kom med, og så i december 2021, hvor jeg efter nogle måneder, fik svar på, at jeg skulle deltage i en castingsproces. Den første del var en telefonopringning med en masse spørgsmål. Jeg skulle tale med dem i 30 minutter om, hvorfor jeg ville være med, fortæller Emil Honoré.
For Emil var det essentielt at kunne vise sig selv og hele Danmark, at han kunne gøre det godt, og bedre end tidligere deltagere. Det siger han med et smil og en god portion selvtillid.
– Efter telefoncastningen blev jeg sendt til casting i Vejle, hvor jeg også blev filmet, inden jeg senere blev sendt til slutcasting i København, hvor vi også fik foretaget en fysisk test. Jeg har altid set Robinson, og jeg har altid irriteret mig over dem, der er med, fordi jeg har følt, at jeg var bedre end dem, og det ville jeg bevise. Det er nok det primære, siger Emil med et smil og uddyber:
– Jeg elsker at udfordre mig selv. Jeg blev valgt ud fra, hvem jeg er. Man skulle være 18 år, det var det. Jeg kan allerede nu afsløre, at man får minimalt af mad. Jeg blev testet ved at sidde på en cykel, hvor der blev kørt en watt-test, derefter blev hjerte og lunger scannet og en række andre ting. Der er mange ting i det generelt. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget jeg skulle igennem før, jeg var med. Der var meget mere i det, end hvad jeg havde regnet med. Det indrømmer jeg gerne nu. Det havde da været nederen efter så lang tids test og casting, hvis jeg ikke var kommet med. En blev skadet dagen op til. Det må være sur røv, så jeg er glad for, at jeg var klar. Det andet må være skrækkeligt.
Op til premieren i mandags og i særdeleshed i timerne efter, var det overvældende, hvor mange beskeder, opkald og henvendelser, der ramte Emil Honoré.
– Det er overvældende, jeg er stadig bare Emil fra Fredericia, men mine venner reagerer forskelligt. Nogen vil være mere sammen med mig nu, andre har jeg ikke talt med i mange år, men nu vil de gerne være sammen med mig, men grundlæggende er mine tætte venner dem, som jeg holder tæt. Når det er sagt, så er det fedt at få sådan en respons. Det er da fedt, siger Emil Honoré.
Han har fået en oplevelse for livet, det lægger han ikke skjul på, når han sparsomt fortæller om at være med – han må ikke sige, hvem der vinder, hvor langt han selv når, og lignende, men han kan godt slå fast, at man bliver sulten.
– Det har været en sindsygt oplevelse, det kan ikke sammenlignes med noget, jeg har prøvet før. Der er ingen kære mor. Det er så fedt, og det er uden mobil, siger Emil, ja uden noget som helst tilføjer han og fortsætter:
– Det har været fedt at være lukket ned fra omverdenen. Jeg frygtede det lidt, da vi tog af sted, men da jeg stod i det, var det ikke noget problem. Det var lækkert. Vi havde vores mobiler og pung til, vi landede på hotellet. Så afleverede vi alle egendele, som pas, pung og så videre. Jeg følte mig lidt lost til at starte med. Den første nat på hotellet var mærkelig: Man lå der uden noget, men det var også fedt. Jeg fik ikke mails, jeg fik ikke beskeder – det var en ny verden. Selvfølgelig var der en, jeg godt kunne tænke mig at skrive hjem til, da jeg lå der om aftenen.
Den tavshed og ro blev det nye normal, så det var svært at vende retur til livet i Danmark.
– Jeg brugte to uger på at falde ned, da jeg kom hjem. Der kørte biler foran vinduet, mobilen gik amok og livet kører videre. Jeg kunne tænde fjernsynet, hente mad, når jeg ville – det var hårdt at omstille sig igen, siger Emil og griner, da han fortæller, at han åd alt, da han kom hjem.
– Jeg spiste det dobbelte af min kæreste, men jeg satte også mere pris på det hele, da jeg kom hjem. Vi er vanemennesker, så det er svært at holde fast på de værdier, man tænkte, da man var derude. Det er dog klart, at man sætter pris på nogle andre ting, når man er så langt fra alt uden noget. En lillebitte gulerod kan gøre underværker på det tidspunkt, man kæmper med sult. Jeg har ikke spildt et riskorn, siden jeg kom hjem. Jeg sætter stor pris på mad, og at undgå madspild er blevet en mærkesag for mig, siger Emil Honoré.
Intet er som at være hjemme, når man skal være en Robinson, så er det begrænset, hvad man har, og det går hurtigt op for en, fortæller Emil.
– Det har været et vildt forløb. Bare det ikke at have et håndklæde, når det regner eller du har været ude at bade er underligt. Du skal bare stå foran et bål og tørre. Det er små ting, der faktisk viser sig at være frygtelig hårde, ting vi slet ikke sætter pris på herhjemme, siger Emil, der dog havde god tid til at tænke over alt, inklusiv de større spørgsmål i livet.
– Jeg har tænkt meget over min familie, da jeg var af sted. Jeg mistede min farfar og min svigermor, inden jeg tog af sted, så tænkte jeg over, hvad jeg ville bruge min tid på. Det med at bruge tid på folk, der betyder noget for en, det har jeg tænkt meget over, siger han.
Har du planer om deltage i flere programmer efter det her?
– Jeg er ikke realitettypen, det her var for at teste mig selv. Skulle jeg lave noget i fremtiden skal det være korpset eller nybyggerene, paradis bliver aldrig mig. Det er slet ikke mig. Jeg vil ikke udstille mig selv. I Robinson kunne jeg være mig selv 100 procent, og det var godt for mig, siger Emil Honoré.
Mange spørger om det hele er opstillet, når man deltager i sådan et program?
– Ja, det er opstillet, men ikke styret. Sådan vil jeg sige det. Det kan være, at vi skal finde et armbånd til en dødskamp, men ellers ved vi ikke meget eller bliver påvirket. Vi kender ikke klokken, man lader alt ske. Rammerne for programmet er på plads, men de påvirker ikke, hvem der ryger ud. Alle dyster, og det er slut, når det er slut. Det er kun, hvis nogen kommer til skade. De påvirker ikke ø-rådet eller hvem, der skal stemmes ud, siger Emil Honoré, der har nydt dysterne:
– Det fedeste har været dysterne. At være ude på stranden, se de kæmpe konstruktioner – de er nøjagtigt som man ser dem på tv. Det er dog ikke så let, som man tror, når man dyster. Når vi ikke har spist i tre dage, så er det let at sige: ta’ dig sammen, det er bare monsterhårdt.
Er det svært at komme sig?
– Det er nok svært, men man skal komme sig. Oplevelsen er for livet, og man bliver påvirket på flere områder. Det er mega hårdt, mange bliver også skilt og generelt ramt bagefter. Jeg brugte vel to uger på at lande, men jeg medgiver, at der var slinger i valsen, siger Emil og uddyber:
– Jeg skulle slappe af, være sammen med min familie, dem jeg havde tænkt på. Jeg havde brug for at være sammen med dem, der havde fyldt noget i mit hoved. Jeg skrev til mange, at jeg havde brug for tid til at komme mig.
Hvordan har det været at være med og ikke sige det til hele verden før nu?
– Det har været svært, jeg søgte i december, og kom med. Min familie vidste det. De fik kontaktpersoner, men fra arbejde søgte jeg orlov. Min chef vidste det, så man kan sige, at kun mine tætteste har haft den viden, siger Emil, der blev overstrømmet med beskeder, da billederne med ham på blev offentlige. Telefonen brændte næsten sammen – det skete også, da han fik sin telefon igen i Malaysia.
– Det var meget overvældende at få den igen. Jeg kan huske, at da jeg åbnede mobilen, gik den i sort, den kunne ikke følge med. Der var kommet sindsigt mange notifikationer. Den gik ud, men da jeg fik den tændt kunne jeg se, at min kæreste og mor havde skrevet dagbog til mig hver dag. Det var rørende. Jeg tudede bare. Det var surrelastisk. Jeg tænkte 44 dage – det er ikke meget, men det var meget, siger han.
Første afsnit så han med familien i mandags, og han afslører også, at han har set afsnit 1-2 fire gange.
– Det er jo bare et fedt program. Jeg glæder mig hver gang, og jeg ser også på, hvordan jeg bliver udstillet, indtil nu er jeg godt tilfreds. Man skal huske, at de filmer fra syv morgen til syv aften, og det klippes så til få minutter, der giver mening, siger Emil Honoré slutteligt.
Siden mandagens program er det strømmet ind med beskeder og positiv respons til fredericianeren Emil Honoré.
