David Gulløv har efter otte år som formand i Fredericia KFUM valgt at stoppe. Derfor har klubben indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling.

I et nyhedsbrev til klubbens medlemmer skriver David Gulløv, der også er medlem af Fredericia Byråd, at han i noget tid har overvejet situationen som formand i fodboldklubben.

– Jeg vil gøre det meget klart, at Fredericia KFUM er en god og sund klub, der er INGEN uro eller andre problemer. Der vil fortsat være masser af aktivitet på banerne og i klubhuset på Randalsvej. Jeg har i noget tid overvejet min fremtid som formand, og har truffet den svære beslutning at stoppe. Jeg har haft otte fantastiske år i KFUM. Fyldt med mange gode oplevelser, dejlige mennesker, stærkt samarbejde og masser af glæde, skriver David Gulløv blandt andet.

Den ekstraordinære generalforsamling finder sted den 25. september klokken 10:00.