Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, Jens Jonatan Steen, har modtaget trusler om en retssag, til trods for at han alene udtrykker en politisk bekymring. Den politiske debat bliver afsporet og utroværdig, hvis man kan true andre til tavshed, siger han.

På sin Facebook-side skrev Jens Jonatan Steen tilbage i midten af maj et opslag, der handlede om den opsigtsvækkende sag fra Fredericia, hvor en mand er blevet dømt for vold mod en lokal mand. Erstatningen lød på knap 3.000 kroner – og det er dette beløb, som Jens Jonatan Steen sætter spørgsmålstegn ved.

https://www.facebook.com/photo/?fbid=521613329397558&set=a.344325137126379

Nu har han modtaget en trussel om en retssag for injurier, til trods for, at hans juridiske bistand har vurderet, at han ikke har ageret injurierende – fordi hans opslag alene handler om retfærdigheden i erstatningen og ikke har angivet skyld – ej heller har han nævnt dømte ved navn. Danske Digitale Medier har set beskeden og dokumentationen for, at Jens Jonatan Steen er blevet truet med en retssag, men af hensyn til parterne forbliver den anonym.

– Jeg vil gerne understrege, at jeg har et grundlæggende princip om ikke at foretage hverken efterforskning, rejse tiltale eller fælde dom. Det lader jeg det danske retssystem om. Det er ikke min rolle eller mit ærinde at træffe den slags afgørelser, siger Jens Jonatan Steen og fortsætter:

– Det jeg har gjort med mit opslag er, at rejse en debat om, hvorvidt erstatningen står mål med de handlinger og den vold, som Poul har været udsat for. Jeg har ikke dømt nogen. Jeg har ikke gjort nogen skyldig. Jeg ønsker alene at stille spørgsmålstegn ved, om erstatningen er proportional med det overgreb, som vold er.

– Det her er en fredericianer der har været udsat for noget voldsomt, men som kun får knap 3.000 kroner i erstatning. Det er det jeg forsøger at rejse en diskussion omkring. Jeg forsøger ikke at fælde dom. Jeg anfægter rimeligheden i den erstatning, der er blevet tilkendt i sagen, supplerer Jens Jonatan Steen.

Trusler giver en dårligere debat

Jens Jonatan Steen har ikke tænkt sig at holde igen med hans politiske holdninger på grund af trusler, men han fortæller, at det kan være med til at ødelægge den politiske debat.

– Det er fuldstændig uacceptabelt og beskæmmende, at man som politiker ikke kan rejse en debat om erstatningsnævnet, uden at blive truet til tavshed. Det lyder endda lidt kedeligt, når man sådan siger det højt. Men man skal ikke acceptere, at blive truet til tavshed. Jeg lader mig under ingen omstændigheder true, siger Jens Jonatan Steen og fortsætter:

– Det er desværre en tendens jeg har lagt mærke til andre steder. Nu er det mig selv der bliver ramt – og er nu blevet truet til at stikke piben ind. Det underminerer den politiske debat, hvis ikke vi som politikere kan rejse en debat om erstatningsnævnet. Jeg vil bestemt advare imod, at vi render rundt og presser hinanden til tavshed. For det udfordrer demokratiet.

– Det kommer ikke til at afholde mig fra noget, det vil jeg gerne slå helt fast. Men jeg kan godt forstå, hvis der er andre der bliver afskrækket fra den politiske debat. Hvis debatten skal fungere med trusler, så bliver det mindre givende at være en del af den offentlige debat, og det afsporer debatten. Så jeg tror desværre, at det har en afskrækkende effekt, forklarer Jens Jonatan Steen.

For Jens Jonatan Steen får truslen ingen effekt på hans politiske virke – og han fortsætter med at tale om denne sag også.

– Jeg har tænkt mig ikke at gøre andet, end at blive ved med at rejse debatten om udfordringerne og stille spørgsmålstegn ved den retspraksis der er her. Jeg kommer ikke til lukke ned og blive skræmt til tavshed. Min reference til sagen er ud fra den udførlige beskrivelse fra medierne og en TV2-dokumentar. Jeg fremsætter ikke noget der ikke har været fremme. Så jeg har tænkt mig at fortsætte, siger Jens Jonatan Steen.