Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne vil etablere en drikkevandsfond, som skal gå til at beskytte vores grundvand. Derudover afsættes der penge til to marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.

Rent og urenset drikkevand, som kommer direkte fra undergrunden og ud i hanerne, er en unik dansk ressource. Og der skal være tryghed om drikkevandskvaliteten i Danmark, også i fremtiden.

Med finansloven for 2022 afsætter regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne derfor 170 mio. kr. til en drikkevandsfond, som skal styrke drikkevandsindsatsen i hele landet.

Drikkevandsfonden består af en tilskudspulje til at medfinansiere drikkevandsbeskyttelse i vigtige indvindingsområder i dag, samt i strategisk vigtige indvindingsområder i fremtiden. Der oprettes desuden en tilskudspulje til afvikling af ubenyttede drikkevandsboringer, der ikke er sløjfet på forsvarlig vis.

Den nye drikkevandsfond skal bl.a. målrette drikkevandsindsatsen i de mest udsatte områder i samarbejde med vandværker og kommuner. Samtidig skal vidensgrundlaget for drikkevandsbeskyttelse opdateres, bl.a. med udgangspunkt i vandværkernes og kommunernes viden.

På finansloven 2022 afsættes der desuden 40 mio. kr. til etablering af marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. Der prioriteres midler til vidensindsatser, et sekretariat for hver af parkerne og naturfremmende indsatser i begge områder. Regeringen vil til foråret komme med et oplæg til en konkret model for naturnationalparkerne, hvor det bl.a. undersøges, om naturnationalparkerne kan etableres efter UNESCO-kriterier under hensyntagen til fortsat erhvervsmæssig eller anden aktivitet i havområderne.

– Det er en stærk grøn aftale, hvor vi passer bedre på både fremtidens drikkevand og vores natur i havet. Vores havmiljø er under pres, og med nye marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund og naturgenopretning med bl.a. stenrev giver vi vores havmiljø en tiltrængt hjælpende hånd. Samtidig passer vi bedre på grundvand og drikkevand med den nye fond til beskyttelse af vigtige indvindingsområder og nye muligheder for vandselskaberne. Aftalen afspejler et stærkt, grønt samarbejde til gavn for naturen, miljøet og klimaet, siger miljøminister Lea Wermelin.


Aftalepartierne udtaler:


Carl Valentin, miljøordfører for SF
– Vores grundvand er truet af pesticidrester, og der er akut behov for handling, hvis fremtidige generationer ikke skal købe deres drikkevand i supermarkedet. Derfor har det været et hovedkrav for SF på dette års finanslov at få afsat midler til bedre beskyttelse af grundvandet, og det sikrer vi med denne aftale. Vi skal blive bedre til at tænke bæredygtigt i forhold til vores havmiljø og beskytte det mod aggressivt fiskeri, og derfor er det vigtigt, at vi nu med finansloven også beskytter naturen til havs bedre.

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre
– Danmark må aldrig blive et land, hvor vi drikker vand fra flaske. Vi har ønsket bedre beskyttelse af drikkevandet, og vi tager også vigtige skridt for havmiljøet. Jeg er særligt glad for, at vi får marine naturnationalparker i både Øresund og Lillebælt, og vi vil lægge vægt på, at naturnationalparkerne både bliver en ramme for bedre beskyttelse og naturgenopretning. I Radikale Venstre har vi også kæmpet for, at Danmark får en ny skovplan. 

Peder Hvelplund, miljøordfører for Enhedslisten

– Endelig får vi havnaturen forrest i køen! I Enhedslisten har vi haft naturnationalparker til havs som hovedkrav på finansloven, og det er jeg bare så stolt over, at vi er lykkedes med. Derudover skal vi smøge ærmerne op, når der skal forhandles en økosystembaseret havplan, der sørger for en ordentlig beskyttelse af biodiversiteten i havet.

Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet
– Marine naturnationalparker, som vi nu præsenterer her, er en verdenspremiere. Øresund er et helt unikt hav med en særegen natur, og havmiljøet i Lillebælt har brug for en hjælpende hånd. Derfor er vi meget glade for, at vi nu tager fat på marine naturnationalparker i både Lillebælt og Øresund, og for at vi har sat midler af til konkrete genopretningsprojekter. Vand er i sig selv en livsvigtig naturressource, vi ikke kan tillade os at tage for givet. Derfor prioriterer vi også her bedre beskyttelse af vores drikkevand.

Isabella Arendt, formand for Kristendemokraterne
– Som danskere skal vi kunne være sikre på, at vi kan drikke vores drikkevand uden at frygte for kvaliteten af det. Derfor er vi glade for, at der nu gøres en vigtig indsats for at sikre grundvandet med fokus på de særligt udsatte områder, ligesom at vi med aftalen her også gør en vigtig indsats for at passe godt på havmiljøet.

Kasper Roug, miljøordfører for Socialdemokratiet

– Vi skal sikre, at fremtidige generationer har adgang til rent drikkevand i hanerne, ligesom vi har i dag. Det er et vigtigt fokus for regeringen, ligesom det også er for rigtigt mange danskere, og derfor er det godt nyt, at vi nu får en drikkevandsfond. Bedre beskyttelse af havet er ligeledes et vigtigt fokusområde, og det afspejler dette års finanslov med al tydelighed, bl.a. med to marine naturnationalparker som supplement til de 15 kommende naturnationalparker på land.