Når man kigger på tallene fra Sundhedsstyrelsen viser det, at 45 % af de unge mellem 18 og 24 år ikke var til tandlæge i perioden 2015-2017. Samme undersøgelse viser, at økonomien er hovedårsagen til, at de unge ikke går til tandlæge, fordi det er for dyrt.
Brugerbetaling på ydelser i vores sundhedssektor, er noget af det, der skaber stor ulighed i vores samfund, og potentielt set er med til at skabe urimelige valg for mennesker i udsatte positioner.

Når man ser på tandbehandling, kan der være flere dilemmaer, hvis man er på SU eller en anden offentlig ydelse. Her kan dilemmaet være, om man skal have mad på bordet i slutningen af måneden, eller om man skal have ordnet sine tænder. Det er ikke overraskende, at mange studerende vælger det første og bider smerten i sig.

Jeg har haft denne snak med nogle af mine venner, som mener, at de unge mennesker bare skal disponere bedre over deres økonomi eller tage sig et lån. Men når man som studerende lever på SU, og har et stramt budget hver måned, så har man ikke det store råderum for at disponere bedre over ens økonomi. Men det er da også en hel forkert tankegang, at man skal forgælde sig for at kunne betale sine udgifter, som vedrører ens helbred. Helbredsmæssige spørgsmål bør ALDRIG afgøres af økonomi.

Og når der går længere tid mellem tandlægebesøgene, ser man også, at risikoen for potentielle tandproblemer vokser sig større. Derfor synes jeg, at det er dybt godnat, at hvis man brækker benet får man hjælp gratis, men hvis man knækker tanden, skal man selv betale.

Det er noget af det mest uværdige når unge, ældre eller udsatte, føler sig nødsaget til at fravælge tandlægebehandling, fordi de ikke kan finde økonomien til det, hvorfor jeg som regionsrådskandidat vil kæmpe for at få dette ændret.

Jacob Báez Olesen, Regionskandidat i Syddanmark for SF og SF Ungdom, Kongensgade 70, Odense

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer