FHK er startet godt ud i denne ligasæson. To sejre og en uafgjort i tre kampe er det blevet til, og fredag skal fredericianerne forsøge at følge op på det, når de på udebane møder Bjerringbro-Silkeborg.
Der har været to markante ting, der er gået igen og igen i FHK’s hidtil spillede ligakampe, nemlig solide målmandspræstationer. Thorsten Fries’ samlede redningsprocent for de tre kampe er på 35 % efter 35 redninger på 100 forsøg, og hvad der speciel springer i øjnene er ti straffekastredninger på 14 forsøg. På udebane, hvor Fries ikke havde en særlig god dag i åbent spil, blev Emil Tellerup sat ind og leverede fem redninger på elleve forsøg. Dermed har FHK allerede fra sæsonens start udryddet et af de tilbagevendende problemer over de seneste sæsoner med svingende målmandspræstationer.
En anden faktor, der også har spillet ind for FHK, er det offensive forsvar. Anført af Lasse Balstad står FHK’s defensiv ligeså solidt plantet som det fredericianske voldanlæg, og mod Skjern bestod defensiven den hidtil største styrkeprøve. Da det kneb, blev der rokeret rundt, så både Balstad og den unge islænding, Einar Olafsson, dækkede op i midtersektionen, og det fik lukket ned for Skjern.

Angrebsmæssigt har der været tegninger til gode ting, men der mangler overordnet set en god angrebskamp, hvor det hele spiller. I kampene har det mest være individuelle præstationer, der har gjort en forskel for FHK. Mod Skjern brændte Anders Kragh Martinusen den af, og mod Skanderborg-Aarhus og Lemvig var det mest op til Reinier Taboada at tage de afgørende skud, men med en ny spillestil, med nye spillere, kræver det tilvænning, og det kommer kun med flere spilleminutter sammen. Derfor er det naturligt, at alt ikke kører på skinner angrebsmæssigt endnu.
En af de største udfordringer for FHK i kampen mod Bjerringbro-Silkeborg bliver ikke at skyde den tidligere svenske landsholdskeeper, Johan Sjöstrand, varm. Han er noteret for en redningsprocent på 35,6 % med 26 redninger på 73 skud, og senest var han en afgørende faktor for, at BSH vandt 24-23 på udebane mod SønderjyskE, da han havde 16 redninger på 39 forsøg.

Noget af det, som BSH til gengæld har haft det svært med, er angrebsspillet. Midtjyderne mangler deres langtidsskadede venstre back, William Bogojevic, der var udset en nøglerolle i den her sæson. Tilbage står BSH med kun en reel venstre back i form af Mads Kjeldgaard. Ydermere har BSH mistet deres helt store angrebsmæssige profil, Jacob Lassen. Han er blevet erstattet af Peter Balling, men han har endnu ikke fået indstillet kanonen i BSH-trøjen, og heller ikke 35-årig Nikolaj Øris har fået den bedste sæsonstart. Det har gjort, at BSH’s spil ikke har flydt, og fortsætter den tendens, kan der være point at hente for FHK i den på papiret svære udekamp, der starter klokken 20:00 i JYSK Arena.