FC Fredericia var bagud to gange undervejs i opgøret mod Fremad Amager, men i kampens overtid blev fredericianerne tildelt et straffespark. Sparket brændte Adam Jakobsen, og dermed glippede FC Fredericia-sejren, da opgøret endte 3-3.

FC Fredericia skulle fredag aften forsøge at hente deres anden sejr i træk efter, at de fik hul på bylden mod Vendsyssel. Og det var med konceptet never change a winning team, at FC Fredericia stillede op til opgøret. Der var hverken skiftet ud på spillerne på bænken eller i startopstillingen for cheftræner Michael Hansen, der kunne se FC Fredericia dominere fa start.

Allerede efter tre minutter var FC Fredericia på spil. Adam Jakobsen fik spillet Frederik Heiselberg, der skød tæt forbi mål. Et par minutter senere var det Nicklas Røjkjær, der var på spil, men hans forsøg blev reddet af Oliver Funch i Fremad Amager-målet.

Den første del af kampen sad FC Fredericia generelt massivt på. De fredericianske gæster havde forholdsvis nemt ved at spille sig frem til den sidste tredje del af banen, hvor den sidste skarphed dog manglede. Der skulle også en tilfældighed til før, at FC Fredericia kom på måltavlen.

Efter 33 minutter blev Mathias Kristensen væltet omkuld i Fremad Amagers felt, og for tredje kamp i træk blev FC Fredericia tildelt et straffespark. Staffesparket tog Adam Jakobsen sig af, og med et sikkert spark bragte han fredericianerne i front.

Målet viste sig dog at blive en sovepude for FC Fredericia, der trak sig tilbage, samtidig med Fremad Amager indledte et pres, som de hidtil ikke havde i kampen. I første omgang gav det en stor chance til unge Henrik Meister efter 37 minutter, da han ramte overlæggeren. Valdemar Birksø fik pareret forsøget, som derfor udmøntede sig i et hjørnespark. I forbindelse med hjørnesparket blev Meister spillet fri på bagerste stolpe, og sikkert headede han Amager på 1-1.

Efter målet etablerede FC Fredericia sig igen på Fremad Amagers banehalvdel, og havde en stor chance i det sidste minut. Oliver Olsen blev spillet fri på en omstilling, men han udnyttede ikke muligheden, og derfor var stillingen ved pausen fortsat 1-1.

Anden halvlegs indledning var uden de store chancer, men pludselig slog Fremad Amager til Lucas Haren, som kom nemt fri, da FC Fredericias defensiv tøvede. Fra en relativ spids vinkel fik han banket bolden i kassen efter 57 minutter. Knap havde jublen lagt sig på Sundby Idrætspark før FC Fredericia udlignede. Et hjørnespark blev sparket ind i panden på FC Fredericias anfører, Jeppe Gertsen, der var helt umarkeret og sikkert udlignede han til 2-2.

Med knap en halv time tilbage af opgøret kom Amager foran igen. FC Fredericia fik ikke clearet et indlæg efter hensigten, da bolden røg hen til Markus Bay, der bankede bolden i mål fra en position på kanten af feltet.

Målet til 3-2 fik FC Fredericia til at reagere med en tredobbelt udskiftning. Ud gik Oliver Olsen, Nicklas Røjkjær og Frederik Heiselberg. Ind i stedet kom Frederik Christensen, Tonny Brochmann og Jagvir Singh, hvor særligt de to sidstnævnte offensivspillere skulle forsøge at gøre en forskel.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Netop Singh gjorde det, han blev sat ind på banen for. Med sit første mål for FC Fredericia bragte han balance i regnskabet med et kvarter tilbage af opgøret. Den tidligere Brøndby-spiller trak ind i banen, og med et følt højrebensspark udplacerede han Oliver Funch i Amager-målet.

I den resterende del af kampen havde begge hold tilløb til flere chancer, men det blev ikke rigtigt farligt. I kampens overtid fik FC Fredericia dog muligheden for at vinde, da der blev dømt straffespark, da en Amager-spiller havde hånd på bolden i eget felt. Adam Jakobsen tog sparket, men denne gang brændte han på Oliver Funch, der endte med at blive Fremad Amagers redningsmand i kampens sidste aktion.

Dermed endte kampen 3-3, og FC Fredericia og Fremad Amager bevarer derfor begge deres placering som henholdsvis nummer ni og ti i NordicBet Ligaen. Næste gang FC Fredericia skal i kamp er den 4. september på hjemmebane mod SønderjyskE.