Susanne Fuglsang var ramt af angst, og kunne ikke komme udenfor en dør, livet stod stille, og hun var hårdt ramt. Lyset og glæden kom tilbage, da hun blev taget med til håndboldkamp i Fredericia.
En tur i arenaen blev afgørende for, at Susanne genfandt livsglæden igen.
– Kennet Kjestrup (tidligere håndboldspiller og daværende vejleder for Susanne Fuglsang, red.) tog mig med ud i hallen. Jeg havde angst, og var sat tilbage i mit liv. Kennet tog mig med, og jeg husker, at han sagde: Næste år sidder vi hos Ultras. Det troede jeg ikke på. Men håndbolden endte med at ændre mit liv. I dag ligger vi livet efter, hvornår Fredericia Håndboldklub spiller – det gælder også vores ferie.
Det med at leve for håndbold og give alt for den, blev en fast del af Susanne Fuglsangs liv.
– Jeg husker, at jeg sammen med Michelle (Susanne Fuglsangs datter, red.) kørte rundt til samtlige forretninger for at aflevere sedler, så vi kunne hjælpe. Jeg kan huske, at Per (Susanne Fuglsangs mand, red.), sagde, ”hvordan kunne det lige ske”, med henvisning til, at jeg jo intet kunne på det tidspunkt i mit liv. Men jeg husker, at jeg svarede, at jo, jeg kan godt, vi har noget at kæmpe for, erindrer Susanne Fuglsang
Senere startede hun en tradition med at strikke tæpper til spillerne, når de fik børn. Hun blev endda omtalt i de grønlandske medier:
– Jeg er med holdet, og jeg føler med holdet, når vi taber, og jubler, når vi vinder. Jeg har også fulgt spillerne intensivt. Jeg husker eksempelvis, at Minik fik barn med Julie i Fredericia, og jeg havde strikket et tæppe til barnet. Det kom i de grønlandske aviser, at han havde fået det tæppe. Derefter har jeg strikket tæpper til alle spillerne, når de har fået børn. Det er blevet noget for mig. Den næste, jeg strikker til, er Martin Bisgaard, der snart skal være far, fortæller hun.
Håndbolden har også samlet familie Fuglsang, alle er med, også børnebørnene, og når man spørger Susanne Fuglsang om klubbens betydning for hende, så er den enorm.
– Det er sindssygt at tænke på den rejse, klubben har været igennem, og hvad der har haft af betydning for mig. Jeg er sikker på, at det har været med til at holde vores familie sammen, også min og Pers kærlighed til hinanden, er blevet holdt sammen af passionen til holdet. Det har styrket os. Man skal huske, at jeg var ramt af angst, og havde hårdt brug for hjælp. Min medicin blev håndbolden i Fredericia. Jeg kom af med store dele af min angst. Jeg har også angst i dag, men på en anden måde, hvor jeg også bedre kan styre det.
Da Kennet Kjestrup sagde, at Susanne Fuglsang skulle ende med at sidde sammen med FHKs fanklub, HK Ultras, var det for hende utopi. I dag fortæller hun, at det var det helt rigtige for hende, at have det mål og ende der. Fanklubben er vigtig for hendes liv.
– Sammenholdet i HK Ultras er unikt. Vi er der med børn, børnebørn, svigerbørn og venner. Det hænger bare sammen. Det kan ikke beskrives. Det er så fedt. Tænk på, at da jeg startede med at se håndbold, havde jeg aldrig fulgt med i sport. Jeg hadede det faktisk; når Per så en fodboldkamp, fandt jeg noget andet at lave. I dag er jeg den første til at se sport, siger hun og fortæller, at særligt FHKs spillere rammer hende i hjertet.
– Det lyder måske mærkeligt, men jeg føler faktisk, at vi har et forhold til spillerne. De kender os jo, de taler med os, de jubler med os, og fortæller, hvor vigtig en del af deres spil, vi er. Vi følger træningskampe, kampe og alt, hvad vi kan, siger Susanne Fuglsang.
Der bliver da også råbt til Susanne, hvis de ikke har været der til en træningskamp. Hun husker blandt andet, at de missede en enkelt træningskamp, og fik at vide, at det måtte koste kage, fortæller Susanne Fuglsang med et smil.
– Det endte så med, at jeg havde drømmekage med til hele holdet om søndagen. Det bragte stor glæde. Jeg tænker også, at spillerne ved, hvem vi er, selvom jeg da nogle gange tænker på, hvordan de kan nå at følge med i os også. Jeg tror, at man lægger mærke til os. Jeg husker også, at Jakob Frederiksen blev skadet og skulle opereres, hvorfor han sad udenfor. Der faldt jeg i snak med ham, og det var imponerede, hvor meget han vidste om os, endda mit navn. Jeg tænkte bare, OK, det var sgu fedt. De ved bare mere om os, end vi forstiller os. Det er det, jeg synes er fedt, og det viser sammenholdet i klubben helt generelt mellem fans, klub og mennesker omkring klubben.
Susanne Fuglsang har ført mange dialoger med klubbens medarbejdere, spillere og frivillige, og det glæder hende, at alle parter bemærker hende, familien og alle fans i det hele taget.
– Der er da flere spillere, der har talt om tæpperne til børnene, men det er ikke den eneste anekdote Susanne Fuglsang husker. Hun har også fået en tatovering, og til den sagde FHK’eren Lasse Balstad til hende: ”Du er en ægte fan”, siger Susanne Fuglsang.
Det er ikke kun det at være i hallen, der har gjort indtryk på hende, hun har også nydt de mange busture til udekampe med HK Ultras.
– Det er nogle fede ture, hvor vi får grinet, sunget og talt sammen. Vi mødes med spillerne bagefter ofte, og det har været fantastisk. Helt fra rejsen i Jyllandsserien. Jeg glemmer eksempelvis aldrig, da vi var 64 mennesker i Tinglev, hvor vi ikke måtte have trommer eller bannere med ind. Det glemmer man aldrig. Det er nogle unikke ture – og dem har der været mange af i tidens løb. Jeg husker også, at jeg fik en spillertrøje til den sidste kamp i Frederikshavn. Det var stort. Man bruger også mange timer på det, men det er det hele værd.
Susanne Fuglsang har stor respekt for den rejse, som FHK har været igennem, og selvom det måske bliver til mindre fest med spillerne, så anerkender hun den professionalisme, der kommer ind i det.
– Det er helt okay. Vi har da nogle vilde og gode minder, hvor vi har været i byen med spillerne bagefter, men jeg forstår sagtens, at det skal være professionelt nu, og så må vi jo feste, når sæsonen er slut, siger hun.
– Vi elsker at følge holdet, vi ser frem til hver eneste kamp – og det er hele familien, der gør det. Vennerne har også fundet ud af, at vores liv er håndbold og det er formet via håndbold. De har fundet ud af, at det er blevet sådan. Skal vi i byen, så kommer vi ikke før, vi er hjemme fra en bustur, vi skal ud til de kampe. Det er livet, siger Susanne Fuglsang.
Coronatiden var en hård periode for familien, da mange kampe blev afviklet uden tilskuere. Susanne Fuglsang husker også, at hun selv blev syg og ikke kunne komme med.
– Jeg husker, at vi fik corona til hjemmekampen mod GOG. Vi måtte blive hjemme, og jeg husker også, at jeg lå hjemme, da vi mødte Kolding, fordi jeg havde lungebetændelse, siger hun og tilføjer:
– Det er frygteligt at miste en kamp. Det er forfærdeligt. Selvom jeg lå og var rigtigt syg, så ville jeg være med. I det hele taget var det hårdt under coronaen, da vi ikke kunne komme af sted, men vi stod og sang, hele Ultras, ude foran, hver gang efter kampen, også når vi tabte. Jeg husker også, hvor misundelig jeg var på jer journalister, der kunne se kampene. Jeg var klar til at feje eller et andet job, bare jeg var i hallen, griner Susanne.
Mange venner kommer fra fanklubben
Familien Fuglsang har fået mange nye venner i Fredericias håndboldmiljø, og det er ikke fordi, de samles hele tiden, men det sker flere gange om året, og det betyder meget for Susanne:
– Vi samler ikke hele Ultras hver gang, men vi samles for hyggens skyld i ny og næ. Vi mødes til arrangementer, men det er venner fra Ultras, som vi hygger os med. Det gælder også vores julefrokost i Ultras, hvor vi møder alle mennesketyper, og vi har noget at være sammen om. Det er det, der er vigtigt, og betyder noget. Jeg synes virkeligt, at man tager pænt imod hinanden i Ultras. Det er helt unikt, siger Susanne Fuglsang.
