Omkring år 1700 var Fredericia efterhånden blevet 50 år. Fæstningsbyen var blevet grundlagt som et værn mod fjender i 1650, men efter svenskekrigene 1660 fik fæstningen lov til at forfalde lige så stille. Danmark havde ganske vist været i krig med Sverige nok en gang i 1675-1679, men krigen var koncentreret i Skåne, så Fredericia blev ikke en deltager i krigen – og derfor ikke sat i stand.

Dette kort fra omkring år 1700 viser tydeligt, hvor lille en del af Fredericia, der rent faktisk var beboet på dette tidspunkt. Foto: Museerne i Fredericia

Vi har en god beskrivelse af, hvordan Fredericia så ud i 1702, for på dette tidspunkt var der en engelsk gesandt, som beskrev fæstningensbyen, men det var ikke med gode ord. Det var en fæstning, der slet ikke var holdt ved lige. Voldene var faldet sammen og voldgraven var blevet fyldt med jord, portene forfaldt og det hele var i en miserabel stand. Dog mente den engelske gesandt, at fæstningen kunne blive en både smuk og stærk fæstning igen. Det der især slog ham var dog, at byen var så øde. Mere end halvdelen af Fredericia var stadig mark, og i den beboede del var der mange øde pladser mellem husene. Der var så meget plads, at nogle huse endda havde kornmarker bag deres huse, så man skulle tro, at man var på landet frem for i en by. I starten af 1700-tallet ændrede dette sig dog. Den slesvigske hertug af Gottorp indgik i et forbund med den svenske konge, og dermed blev opmærksomheden igen rettet mod Jylland.

I 1709 indledte den danske konge Frederik 4. et nyt forbund med Sachsen-Polen og Rusland mod Sverige. Herefter blev en krigserklæring sendt til den svenske konge. Dette er den Store Nordiske Krig. På dette tidspunkt var Fredericia slet ikke i stand til forsvar. Allerede i marts 1710 led den danske hær et stort nederlag i Skåne, hvorefter der var frygt for, at de svenske soldater i Nordtyskland igen ville gå op i Jylland. Derfor blev der givet ordre til, at Fredericia omgående skulle sættes i forsvarsstand. 4.000 soldater og ca. 1.300 bønder blev kommanderet til Fredericia for at arbejde på fæstningen.

I løbet af ganske få måneder blev fæstningen sat fuldstændigt i stand. Krigen rasede stadig, men var midlertidig stoppet på grund af et udbrud af pest i 1712. Siden fortsatte krigen, hvor den danske konge besatte svenske besiddelser i Nordtyskland. Den svenske hær svarede igen ved at krydse grænsen til Holsten, og havde velsagtens planer om at gentage de svenske felttog op i Jylland, som i både 1640’erne og 1650’erne.

Fæstningen Fredericia blev derfor fyldt op med soldater, artilleri, krudt og kugler samt proviant, så den nu istandsatte fæstning ville være i stand til at modstå en fjendtlig hær. Den svenske hær blev imidlertid bremset og søgte tilflugt i den gottorpske fæstning Tönning, hvor en dansk hær belejrede den. Efter en kort belejring overgav den svenske hær sig til kong Frederik 4. mod frit lejde ud af hertugdømmerne, og efter en længere belejring overgav den gottorpske garnison i fæstningen sig også til den danske konge. I Tönning fandt man derpå det endelige bevis på, at den gottorpske hertug havde forrådt den danske konge ved frit at åbne porten for den svenske hær. Dette resulterede i sidste ende i, at den danske konge overtog alle den gottorpske hertugs besiddelser i Slesvig.

Denne udvikling betød også, at den svenske hær i Nordtyskland var blevet alvorligt svækket, og Fredericia kom ikke til at spille nogen væsentlig rolle i resten af krigen, der for Danmarks vedkommende fortsatte til 1720. Efter Store Nordiske Krigs afslutning skete der ikke meget nyt ved Fredericias fæstning i 1700-tallet. Det væsentligste var dog, at der blev opført en ny Prinsens Port i sten i stedet for den gamle port, der var bygget i træ. Det er den port, vi stadig har i dag. Foran porten blev der opført en ny bro på en dæmning. Bortset fra disse byggerier var det meget begrænset, hvor meget arbejde der blev udført på fæstningen. Militæret opstillede planer for en modernisering af volden, men det blev aldrig udført.