Den tidligere byråds- og folketingspolitiker, Bjørn Medom Nielsen (S), skrev et opslag på Facebook, hvor han med sine egne tanker og perspektiver koblet med opridsningen af, hvad der er sket i Kanalbyen, satte ord på den nuvel planlagte nedlukning af aktiviteterne i Kanalbyen, men for ham helt forkerte beslutning.
Der var skabt et leben, som ingen havde troet på kunne skabes – sådan et leben man kun kan drømme om. Et leben som alle talte om. Bjørn Medom Nielsen har altid elsket at tale med mennesker. Han er født i Fredericia, og kender hver en krog i byen. Hans hukommelse svigter heller ikke, når det kommer til alt fra øgenavne, metaforer og beslutninger. Særligt øgenavne og metaforer sidder godt fast, ofte med et snert af folkelighed over sig. Men hvorfor skrev han, som han skrev.
Selvom Bjørn Medom Nielsen “føler sig nedtrykt”, så møder han på redaktionen præcis 14.30 med et smil og et håndtryk. Han elsker Fredericia, længere er den ikke. Men hvad er problemet så? Har byen ikke udviklet sig flot de senere år? Er det ikke gået meget godt? Jo, det er, konkluderer Medom, men.
– Jeg er glad for, at jeg kunne blive glad for området. Da jeg var 16 år, roede jeg i vandet ved Syren. Da jeg blev voksen, cyklede jeg med mine børn ved havnen, og oplevede de begrænsninger, der kunne være i det. Men man så det hele tæt på. Senere blev jeg politiker, og når jeg mødte mennesker fra andre byer, anede de ikke, hvad Fredericia var andet end otte-10 skorstene, der sendte røg til vejrs. De kørte over Lillebæltsbroen, kiggede ned og så: Min hjembys vemodige skorstene. Det var vemodigt, fordi de skorstene forhindrede alt, men alligevel var det et dna, husker Medom.
Derfor fik mange af hans gæster også et chok, når han tog dem med byen rundt.
– Når jeg en sjælden gang, havde gæster med til Fredericia slæbte jeg dem en tur med på Fredericia Vold. De sagde ofte: – Vi har aldrig troet, at der kunne være så grønt i Fredericia. Så svarede jeg: – Gødningen ligger lige ved siden af.
Det kostede en borgmester hovedet
Ordene bringer smil frem og minder om en tid, der faktisk ikke går mange år tilbage.
– Jeg oplevede det som en begrænsning på alle måder, og ofte som noget, man ikke skulle røre ved. Jeg husker, at jeg i 1990erne foreslog den socialdemokratiske byrådsgruppe at indlede en samtale med virksomheden YIT, der havde overtaget “Syren”, om en afvikling. Der slog den daværende borgmester Uffe Steiner Jensen og de øvrige medlemmer korsets tegn. Der skulle ingenting ske, man skulle ikke røre ved noget overhovedet. Det var umuligt at takle, husker Bjørn Medom Nielsen, der godt forstår hvorfor. Der var tale om mange arbejdspladser. Men kønt var det ikke, slår han fast og fortsætter:
– Tingene afviklede sig selv, og senere kostede det en borgmester hovedet, selvom et flertal i byrådet besluttede sig for at flytte værftet. Alt blev afviklet. Det tog lang tid, men når man cykler forbi, så ser man det hele ske hen ad vejen, men det sker.
Hvad skulle der så ske med det store område? Hvilke visioner og planer. Der var mange ideer – og Bjørn Medom Nielsen husker særligt en dag.
– Jeg læste en glimrende artikel i Politiken. Der var et stort billede af Fredericia Havn, hvor man så syrefabrikken, der var lagt ned. Hertil var der et spørgsmål: “Hvordan laver man udvikling her.” Svaret stod klart og tydeligt. Det handlede om at lave nogle midlertidige aktiviteter, som ikke måtte være mere bastante end, at de kunne tåle at blive fjernet igen. Jeg synes, at det var et fantastisk perspektiv og en god strategisk måde at gribe det an på, siger Medom, der undervejs talte med mange mennsker om bydelen.
– Jeg talte med turister, lokale og generelt mange af de mennesker, der kom forbi og fik en pølse i området. Vi talte altid om, at det var midlertidigt, hvad man udviklede, men vi blev mere og mere stolte af det, fordi det var gennemtænkt. Der var tænkt noget. Det var ikke bare et fladt stykke jord. Så ved jeg godt, at der blev plantet træer der, hvor den alvorligste og mest forurenede del af syrefabrikken lå, men ellers voksede livet frem i bydelen, der fik navnet C-Byen. Det var skønt. Sågar henviste jeg folk til ejendomsmæglere, fordi de var interesseret i at bo her.
Det var ikke noget, man regnede med kunne blive sådan, siger Medom, der husker tiden med syrefabrikken.
– Altså jeg tror, at mange fredericianer har minder fra den fabrik. Jeg husker, at jeg fik svitset dele af håret af, da jeg gik på Alextorv. Det var sådan, det var. Jeg husker også de gange, hvor man hørte om katastrofer, og man var ude i landet, så ringede man hjem for at sikre, at alle var okay og var i sikkerhed. De fortalte om store alarmer og sirener havde lydt, fortæller Bjørn, der med det historiske perspektiv in mente er lykkelig for den udvikling, byen har taget i området.
– Områderne er blevet et tilløbsstykke, både Kanalbyen og Østerstrand. I gamle dage var der måske mennesker på en søndag, men i dag er der altid mennesker begge steder alle ugens dage. Mennesker, der benytter sig af faciliteterne i Kanalbyen, mennesker, der går en tur, mennesker, der ser på marsvin fra skafottet (trækonstruktionen, der er opført i Kanalbyen, som man kan gå op på og se ud over Lillebælt red.) , mennesker i Søndervold, campister, mennesker, der drikker kaffe, børn, der spiser en is, sejlere, der nyder livet i området – mennesker, der går op i byen og handler, mennesker, der spiser på cafeerne og restauranterne. Der er skabt liv, siger Medom og fortsætter:
– Når solen skinner, nyder mange solen og der hives nogle fisk ind af de mange mennesker, der stiller sig op for at fiske. Der sker noget hver dag.
Hvad er problemet så nu?
– Det, der går galt nu er, at der ikke er en koordinering. Jeg har læst, at nu er tingene væk, og vi kan læse, hvad kommunen så vil. Det lyder spændende, men en løsning med at tage nogle hytter og sætte dem på lager i området, skaber jo ikke det liv, der var skabt eller den folkelighed, man mødte. Det er budet fra kommunen, og ikke andet. Det er en dårlig opfattelse af den Fredericia DNA, der er omkring arealet, mener han og uddyber:
– Det er en helt anden verden, end den vi har levet i før. Vi ser den udfolde sig til perfektion i Fredericia. Jeg har slæbt folk derned, og vist dem det. Alle synes, det er fantastisk. Det er måske en Fredericia-stolthed, måske ikke forretningsmæssigt fantastisk, men byens DNA har ligget på noget skidt, og er blevet til noget godt: Cirkus, udendørs biograf, musik og liv. Fredericia Teater og akademiet er noget, der er besluttet og skabt af den grund. C-Byen udviklede sig selv, og blev noget unikt.
Hvad skal der ske så?
– Jeg er helt med på, at alt er og var midlertidig, men jeg ser ingen grund til at lukke det ned sådan, som man har gjort nu. Man kunne have forlænget projekterne og tankerne dernede. Jeg er helt med på, at der skal bygges en dag, men indtil vi er der, så lad da livet blomstre, fortæller Bjørn Medom Nielsen. Han mener, at det går galt, når politikerne ikke tager affære og når embedsværket ikke kigger op.
– Lidt groft sagt, så er det her nogle beslutninger, der er taget og føres ud af folk, der går med en taske over skulderen med deres pc i, imens de har en telefon i hånden. De er på vej til banegården eller deres biler, de bliver ikke og kigger op, eller mærker byen. De taler ikke med lokalbefolkningen. Det er den helt store fejl. Der bliver ikke tænkt i et bredt perspektiv. Tilsyneladende forstår de bestemmende medarbejdere ikke at fange byens dna. De er dygtige til at fange arkitekturen, de tekniske regler og så videre, men det med at fange dna’et og mærke byen, det er jeg stærkt i tvivl om, de kan, siger Bjørn Medom Nielsen.
Han har fået mange reaktioner på sit opslag, og det er han glad for, men han så hellere, at der skete noget andet i området.
– Mange skrev da til mig, at jeg ramte plet, andre om formalia, som jeg godt forstår. Selvfølgelig løber kontrakter ud. Selvfølgelig var det midlertidligt. En skrev om rotter – men det har vi en rottefunktion til at klare i Fredericia Kommune. Jeg savner noget bedre koordering med baggrund i den succes, man har skabt. Det kunne være cirkus igen, det kunne være nye fede midlerlige huse, det kunne være at holde det pænt, det kunne være at lade de mennesker, der allerede har skabt noget dernede give inspiration til nye eller selv være der. Jeg har alt mulig til overs for de mennesker, der har gjort noget for området. Som jeg sagde i starten; ingen havde regnet med det her, at der kunne komme sådan et liv efter en syrefabrik. Respekt for det, og lad os så håbe, at de mennesker, der bestemmer går nogle ture i området og taler med befolkningen slutter Bjørn Medom Nielsen.
