I december 1978 blev Ekstra Bladet tippet af en embedsmand om, at Ritt Bjerregaard levede i sus og dus på Hotel Ritz i Paris. Det skulle ske på statens regning. Var man interesseret i en sådan sag? Mon ikke. Og som så mange andre, og så ofte før, kastede de nænsomme journalister fra Ekstra Bladet sig nidkært over deres elskede kampagnejournalistik. De sendte en mand til Paris, Gunnar Larsen, der lod sig indlogere på et dyrt værelse, så der kunne komme en reportage hjem til moderlandet om de ødsle vilkår, som denne uanstændige minister førte sig frem på. At værelset var dobbelt så dyrt som det Bjerregaard havde haft, var knap så vigtigt. Små detaljer der ikke gavner læseren eller vinklen.
At det var Ekstra Bladet, der blev tippet, var næppe nogen tilfældighed. Kampagnen rullede ufortrødent. Anker Jørgensen, der var statsminister for SV-regeringen, blev presset af Venstres formand, Henning Christophersen, der vist nok også havde en livlig forbindelse til B.T, mens sagen rullede. Christophersen fik også sagt til journalister, at det var uacceptabelt af Ritt Bjerregaard. Anker Jørgensen lod sig rive med af stemningen, hvor sagen kørte forside op og ned, mens hovedpersonen selv var på rejse til Kina, og derfor svært kunne forsvare sig selv.
I hvert fald blev Ritt Bjerregaard fyret, og det satte sig som et prædikat på hendes politiske karriere. Få uger senere viste det sig, at Ekstra Bladet havde overdrevet det meste, samt at hele affæren var indenfor de budgetmæssige rammer, der var blevet udstukket af embedsfolkene. Kort sagt havde hun slet ikke hverken misbrugt sin stilling eller gjort noget forkert. Hun havde kun gjort det, hun skulle, og som alle de andre også gjorde.
Ritt Bjerregaard var hverken den første eller eneste kvinde i dansk politik i den tid. Alligevel blev hun for mange symbolet på kvindefrigørelsen. Ikke fordi hun brugte meget krudt på at fremføre protester, deltage i aktivistiske demonstrationer eller på anden vis gøre den identitetspolitiske dagsorden til den eneste i verden. Men ganske simpelt fordi hun nød stor respekt blandt mange, og samtidig var blevet kendt i offentligheden.
I disse dage skrives der nekrologer, holdes båltaler og alverdens lignende ting, fordi Ritt Bjerregaard er død, 81 år gammel. De fleste handler om, at hun er kvinde. Man kan spekulerer over, om hun selv ville være tilfreds med, at det var det vigtigste budskab at bruge tid på. For hun rummede mange forskellige politiske ideer. Samtidig var hun en gennemført og dygtig politiker. Samarbejdet med Svend Auken var i en periode hendes store chance for at ende på toppen. Men selvom Socialdemokratiet i 1990 fik 37% af stemmerne og det bedste valg i ualmindeligt lange tider, så kunne Auken ikke leverer magten, da de radikale havde en negativ holdning til ham. Det førte til kongemordet på Svend Auken.
Som politiker var slutspillet måske det vigtigste. At hun blev EU-kommisær i 1995, og overborgmester i København i 2004. Selvom hun i 1973 blev undervisningsminister, og i 1979 socialminister, så spillede de to sidste poster nok den største rolle i hendes politiske virke. Men den allerstørste rolle spillede hun internt i Socialdemokratiet, hvor hun var en af bevægelsens allerstørste ikoner indtil hendes død i 2023.
På den måde tegnede Ritt Bjerregaard i den grad tiden, som hun levede i.
Danmark var i 1960’erne i gang med de største omkonstruktioner af familiemønstrene i samfundet, man nogensinde havde set. Det blev drevet frem af kvindebevægelsen krav om ligestilling. Det endte med en revolution, hvor kønsrollerne blev forandret. Som repræsentant for denne generation førte hun drømmen ud i livet ved at gøre karriere på samfundets top. Det skete i en tid, hvor mange kvinder fandt jobs ved samlebånd som produktionsmedarbejdere, hvis de ikke havde de stereotype beskæftigelser og de vanlige kønsroller indskrevet, som var de hamret med mejsel på sten.
At Ritt Bjerregaard var godt begavet, hersker der næppe tvivl om. I båltalerne roses hun for at bane vejen for andre kvinder, men de var nu ellers godt på vej i forvejen. Men som eksempel på succes for kvinder i topjobs, er hun ikke til at komme udenom. Ligesom man heller ikke kan benægte, at mange kvinder så op til hendes resultater.
Men det var der nu også mænd, der gjorde. For hun var om nogen et es i det store Socialdemokrati, der i store perioder af partiets moderne historie, kunne spilles med fordel i dansk politik.
