I forbindelse med Fredericia Art Festival 2022, arrangeres der også i år en separat udstilling, der udelukkende repræsenteres af lokale kunstnere og kunsthåndværkere, og hvor det er gratis at deltage. Udstillingen præsenteres i Rådhusets forhal alle dagene, hvor festivalen løber af stablen.
– Glæd dig til evt. at bidrage med din kunst til en ny udstilling med lokal kunst og kunsthåndværk, hvor der er mulighed for at vise hvad Fredericia kan bidrage med på den front, skriver arrangørerne bag Fredericia Art Festival.
For at komme i betragtning til denne udstilling, skal være du bosat i Fredericia og lave, eller leve af din kunst/kunsthåndværk. Henvendelsen skal været udvalget i hænde senest søndag den 18. september 2022.
Det du skal gøre, er at fremsende en mail til kunstfredericia@gmail.com med en præsentation af dig selv og dit kunstneriske arbejde samt medsende fotos af de værker, som du ønsker, skal med i voteringen. Indenfor den efterfølgende uge vil alle modtage besked, uanset om de er udvalgt til at deltage i udstillingen eller ikke.
Der arbejdes på at præsentere en varieret udstilling og på et så højt niveau som muligt, så al slags kunst/kunsthåndværk har interesse.
Til vurdering/votering af indsendte værker er der nedsat et arbejdsudvalg, bestående af Lina Gylling (cand.mag. i historie og kunsthistorie fra Århus Universitet, medstifter af bl.a. Agenda7000 og medarrangør af flere store udstillinger i Fredericia) og Linda Høyer (billedkunstner og billedkunstlærer med baggrund fra bl.a. Århus Kunstakademi og lærerseminariet samt som underviser på bl.a. Engelsholm Kunsthøjskole og tilknyttet flere gallerier).

Det er vigtigt at pointere, at de deltagende kunstnere på udstillingen forpligter sig ved henvendelsen til at reservere de værker, som de godkendes på, frem til udstillingen i november.