Et bredt politisk flertal besluttede i går at speede processen op og satte fart på udviklingen af grønne brændstoffer via Power-to-X-teknologien. Målet er skabe grønt brændstof til fly, skibe og lastbiler, både nationalt og internationalt. Det passer perfekt i Fredericias satsning på området.

Erhvervsdirektør hos Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, fulgte med i går, da regeringen sammen med et bredt politisk flertal i går fortalte om en hurtigere proces for udviklingen af grønne brændstoffer.

– Det er fantastisk og opløftende for erhvervslivet, at et politisk flertal sætter handling bag ordene. Vi hørte det også, da de besøgte os i Fredericia sidst, hvor politikerne og interessenterne blev præsenteret for den kommende brintfabrik. Det er en politisk aftale, der sætter os på Danmarkskortet, men også Europakortet, fordi vi med denne ambitiøse strategi for at udvikle grøn energi, sætter turbo på, indleder Kristian Bendix Drejer.

Han hæfter sig også ved, at de politiske vinde passer perfekt ind i Fredericias satsning på området.

– Regeringens udspil passer perfekt ind i Fredericias satsning på Power-to-X og den grønne omstilling med de grønne drivmidler. Det har været vores strategi og satsning, der matcher vores fokus på energi, klima, transport og logistik.

Direktøren er heller ikke i tvivl om, at det vil skabe arbejdspladser, både nu og her, men også i fremtiden.

Læs også:

– Det vil helt sikkert åbne for et nyt unikt potentiale, hvor der skabes nye grønne arbejdspladser indenfor en kort årrække, men også i en længere årrække, og det er arbejdspladser for hele området. Fredericia vil i fremtiden blive et omdrejningspunkt for denne udvikling, men også levere løsninger på de energi- og klimaudfordringer, der er. Vi kan naturligvis ikke løse det alene, men byen bliver et centralt område for udviklingen af Power-to-X i Danmark og Nordeuropa.

Minister Dan Jørgensen fortalte samtidig, at Ruslands aktuelle krig mod Ukraine har fået regeringen til at speede processen op. Det forstår erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer til fulde.

– Der er ingen tvivl, at virksomhederne er klar til at bidrage til ministerens og det store flertals ønske. Projekterne kommer til at tage fart de kommende år, og virksomhederne har forberedt sig godt på denne omstilling, som jeg tror kommer til at gå stærkere end ventet, også fordi de rædsler, vi ser i Ukraine, får hele Europa til at arbejde sammen om innovation og grønne løsninger, der kan sikre uafhængighed af den russiske gas, fortæller han.

Eksport bliver en mulighed

Kristian Bendix Drejer er heller ikke i tvivl om, at det kan blive rigtig stort for Fredericia med udviklingen af Power-to-X.

– Endelig kan teknologien ende med at blive en eksportsucces, og den kommende udvikling sikres også ved, at regeringen vil investere i energiinfrastrukturen og arbejde med, at den kommer på plads således, at forsyningssikkerheden er i top. I sidste ende øjner virksomhederne muligheden for en stabil projektudvikling, der på sigt kan eksportere løsninger interessante energimarkeder, eksempelvis i Tyskland, slutter Kristian Bendix Drejer.   

Om Power-to-X

Power-to-X er et antal elektricitets og energilagrings – omdannelsesveje, som anvender overskydende elektrisk energi, typisk under perioder hvor generering af fluktuerende vedvarende energi overskrider elnettets kapacitet eller behov.