Krigen i Ukraine har siden starten i 2022 defineret diskursen i mange vestlige lande. Forsvarsbudgetterne er røget i vejret. Kriseretorikken har nået nye højder, selvom det efter syndfloden af Corona-propaganda burde være umuligt. Bag ved muren af propagandistiske meldinger fra højre og venstre ligger der måske også stor uvidenhed om historien bag det eksisterende verdenskort. For den geopolitiske virkelighed er historisk den, at Europa er et kontinent af konflikter mellem nationer og folkeslag. Mens USA er supermagten, der har blandet sig i alverdens nationale forhold, ofte med krig til følge.
Krigen i sig selv er en rædsel. Utallige uskyldige civile mister deres liv. Grusomheden er overvældende. Soldaterne på slagmarken prises ganske vist som nationale helte, men i den sidste ende er døde mennesker ingen gevinst for menneskeheden. Det er en tragedie.
På det statsbetalte russiske tv flyder propagandaen i en uendelig strøm. Det russiske storhedsvanvid er til at føle på. Men skærer man helt ind til benet, så handler det om respekt for den russiske stormagt. Tilføjet en tilpas forargelse over de vestlige værdier eller mangel på samme. Det er en melodi som Putins bande har spillet meget længe. Og forbløffende mange almindelige russere lytter kritikløst til musikken, selvom deres unge går til i den håbløse kamp om magten over Ukraine.
Den russiske kultur har været ualmindelig modbydelig overfor det ukrainske folk. Under Stalin massemyrdede man befolkningen med henrykkelse. Beskidte lakajer fra Kreml tog på togter til landet, hvor de med pistoler henrettede uskyldige mennesker, alene fordi disse kæmpede for mad til deres børn. Folkemordet var ubegribeligt. At man flyttede store grupper af russere til Ukraine hjalp ikke på at slette erindringerne om udsultningen af den fattige bondebefolkning. Stalins bande nærede et inderligt had til “kulakkerne”, som de havde arvet fra revolutionens store helt, Lenin. Samme kommunistiske leder, der henrykt sendte sine håndlangere ud for at bekrige landbefolkningen, som han inderligt hadede og betragtede som fjender af revolutionen.
I en tid hvor de fleste var bønder, så var krigen mod selvsamme stort set en krig mod størstedelen af befolkningen. Men terroren virkede. Kommunisterne fik i 1930erne opbygget deres krigsmaskine ved blandt andet at sælge det korn til udlandet, som deres egen befolkning skulle leve af. En bedrift de ondskabsfulde medlemmer af inderkredsen i det kommunistiske parti pralede af helt frem til Stalins død i 1953.
Det er intet under at ukrainerne gerne vil have deres selvstændighed. Det ulige ægteskab med russerne var ikke forgyldt. Så da Sovjetunionen kollapsede i 1991 åbnede der sig en port til friheden. Mange ukrainere har nok fortrudt, at de ikke beholdte deres atomvåben. For det havde nok sat en effektiv stopper for den russiske agression og de russiske ambitioner om at genskabe Sovjetunionens grænser. I den nuværende realitet er ukrainerne nød til at slå russerne på slagmarken. Og det koster dem en hel generation af unge. Alt imens de vestlige lande leverer våben, penge og moralsk opbakning, så forsvinder der utallige ukrainere hver dag. Mennesker.
I midten af 1980erne ville det have været en sand fornøjelse, hvis russere og ukrainere bekrigede hinanden. Det havde været en borgerkrig i Sovjetunionen. Det havde svækket det røde imperium. CIA ville have været begejstret. Men det kommunistiske projekt levede så længe, at de to folk blev beslægtede på kryds og tværs. Man levede jo i den samme stat. Man havde de samme love. De samme magthavere. Den samme politik. Om end den var kommunistisk. Så eksisterede den. På godt og ondt.
Det kunne have været en lykkelig skilsmisse. For både i Rusland såvel som i Ukraine var der lettelse over at det kommunistiske diktatur afgik ved døden. Nu har historien vist, at russernes storhedsvanvid langt overgår deres realitetssans. Den russiske interessesfære er en del af verden, der historisk har oplevet utrolig grusomhed. Og det er heller ikke en undtagelse i 2022-2023. Desværre er der utrolig få, der arbejder på freden. I USA er de to store partier optaget af kulturkampene, mens Joe Biden er så alderssvækket, at det ikke længere kan skjules. Europæerne er optaget af den globale dagsorden med indførsel af digital kontrol og censur, samt ikke mindst moralisering over befolkningernes påståede dumhed. Alt imens man dyrker en særegen elitær tankegang, der i den sidste ende kan få alvorlige konsekvenser for den demokratiske stabilitet på kontinentet.
Det er en tid, hvor man bør huske på alvoren i det 20. århundredes europæiske historie. At hvis man har svage ledere, der ikke lytter til deres befolkninger, så ender man med stærke ledere, der slår selvsamme befolkninger ihjel. Brexit var kun begyndelsen.
