EE Rengøring blev i juli ramt af en storbrand i deres lokale på Fabriksvej 1b. Bygningen er stadig ikke til at arbejde i, og der arbejdes stadig fra taksators side med, hvad der skal ske, og om firmaet overhovedet kommer til at åbne på adressen igen er ét stort spørgsmål. Til gengæld er det helt sikkert, at EE Rengøring tirsdag slår dørene op på Smedevænget 5b, hvor deres fysiske butik åbner, og det bliver under navnet Sæbebixen, da Ulla Egeskov har valgt at adskille rengøringsfirmaet og selve butikken, hvor man kan købe rengøringsremedier.

Det har været nogle hårde måneder for EE Rengøring, der stod i store flammer tilbage i juli under den voldsomme brand. Alt imens det praktiske omkring adressen Fabriksvej 1b stadig kører med forsikringsselskabet, taksator og andre instanser, så har direktør Ulla Egeskov haft gang i at finde en løsning på, hvad der skulle ske med butikken, der har holdt lukket siden branden. Selve rengøringsdelen, hvor EE Rengøring kører ud til kunder, har ikke holdt lukket, men bestemte typer opgaver har de ikke kunne håndtere.

Nu er der lys for enden af tunellen. Fra tirsdag kan EE Rengøring nemlig slå dørene op på Smedevænget 5b, hvor indretningen af butikken er kommet på plads, og står klar til at åbne tirsdag, som man kender det fra Fabriksvej.

– Der er væsentlig mindre plads her. Det var godt og vel 400 kvadratmeter butik, lager, overdækning og vaskeområde, der brændte ned og skulle tømmes. Nu er vi her på 335 kvadratmeter, konstaterer Ulla Egeskov.

Efter måneders slid og masser af tanker, er der nu kommet en løsning på butikken, og det er noget hun glæder sig over.

– Det er befriende. Folk har hele tiden spurgt: Hvornår åbner I? Og som du (journalisten, red.) også spurgte om, da du kom: Skal I tilbage igen? Det ved vi ikke endnu, men nu er vi her og er glade for at kunne åbne butikken. Vi skal være her minimum det næste halve år, da man skal besigtige huset, der er en forsikringssag kørende, og man skal vurdere hvilket tilbud man skal tage, og der skal bestilles materialer. Så er vi måske fremme ved juletid, og så skal det altså lige opføres igen, forklarer Ulla Egeskov.

Foodtrucken som Ulla Egeskov har fået lavet om. Foto: Privat

Den nye lokation er ikke det eneste, der er nyt. Ulla har oprettet et nyt selskab specifikt til butikken, og det var allerede et projekt, som hun begyndte på i maj med oprettelsen af et nyt CVR-nummer.

– Butikken har vi lavet i et nyt selskab. Jeg ville skille det ud så man kunne se hvad der var butik og rengøringsdel. Butikken hedder Sæbebiksen og i den forbindelse har jeg oprettet et nyt selskab og har købt en foodtruck, som jeg kan tage den med på torvemarkeder, stille den op udenfor eller hvad man vil, siger hun og kommer ind på, hvordan ideen opstod:

– Jeg har været på messer, hvor jeg har tænkt over, hvodan jeg nemt kunne pakke det op og ned, uden alt for meget bøvl. Jeg havde tænkt på reoler med hjul på eller lignende, men så kom vi på det med at lave “Sæbebiksen”, siger hun.

Selve åbningen på Smedevænget 5B markeres i weekenden, hvor der vil blive holdt et “brandmarked” med gode priser på materialer, der var på Fabriksvej 1b, da det hele stod i flammer. Materialerne, som blandt andet er fælgerens, toiletpapir, plastiksække og lignende, fejler ikke noget udover, at der er eksempelvis lidt sod på dunken med fælgerens. Salget starter lørdag klokken 09:00 og varer til først på eftermiddagen. Søndag vil der, hvis der er flere ting tilbage, været åbent om eftermiddagen.