FC Fredericia fik en tiltrængt sejr, da de på udebane vandt 3-1 mod Hobro efter en kamp, hvor Hobro havde mest boldbesiddelse, men hvor fredericianerne kendte deres besøgstid.
FC Fredericia skulle søndag eftermiddag forsøge at vende det billede, der gør, at de inden kampen mod Hobro indtog en skuffende tiendepladsen i NordicBet Ligaen. Lige over Fredericia i tabellen lå inden opgøret Hobro med et seks point, og der var derfor tale om to sårede dyr, men hvor der rent statistisk var forskel på de to hold.
Et af Hobros helt store problemer har været deres offensiv. Inden opgøret var de blot noteret for tre mål, og på den anden side havde FC Fredericias problemer mest været af defensiv karakter, hvor der ved flere lejligheder har været fejl, der har kostet holdet point, selvom spillet egentlig har været til mere vurderet ud fra det rent sportslige.
For FC Fredericias vedkommende var der tvungne ændringer i startopstillingen. Nicklas Røjkjær har døjet med skavanker, og han tog derfor en plads på bænken, og også Jeppe Gertsen var ude. Han var helt ud af truppen med en skade, og blev afløst i startopstillingen af Oliver Olsen, mens det i stedet for Røjkjær blev til en startplads for Jagvir Singh for første gang siden skiftet fra Brøndby.

Kampen var ikke særlig begivenhedsrig i den første del af kampen. Der havde været et langskud fra Alexander Jensen, der var tæt på mål, og så havde Hobros Mathias Nygaard et skud fra en relativ spids vinkel, men det ændrede sig efter 24 minutter. Adam Jakobsen fik bolden i højre side, og inde i feltet tog Mathias Kristensen et løb og kom i en fri position. Sikkert sparkede han bolden ind bag Adrian Kappenberger, og sendte FC Fredericia i front.
Hobro havde efterfølgende klart mest boldbesiddelse, men det gav ikke afkast i chancer. I starten af anden halvleg var Hobro ved at fange FC Fredericia i en omstilling, da Victor Bak drev bolden frem i venstre side og bankede på mål fra kanten af feltet. Baks skud blev rettet af, og var tæt på at gå ind bag Valdemar Birksø, men FC Fredericia slap med skrækken.
De fredericianske gæster stod imod presset fra Hobro, og selvom hjemmeholdet havde bolden mest, lykkedes det FC Fredericia at fordoble føringen efter 64 minutter. Indskiftede Frederik Heiselberg tog et løb ind i feltet, og efter et indlæg fra Frederik Christensen scorede lejesvenden fra FC Midtjylland sit første mål i NordicBet Ligaen.
Fem minutters tid senere lukkede FC Fredericia endegyldigt opgøret. Laurs Skjellerup havde forinden ramt træværket på et hovedstød, men i forlængelse af det slog FC Fredericia kontra, og det udnyttede Frederik Christensen til at score til 3-0.

Gassen gik efterfølgende af ballonen. Hobro pressede ikke med samme intensitet, og FC Fredericia var tilfredse med resultatet, men alligevel lykkedes det dog Hobro at få reduceret til 3-1 med tre minutter tilbage af opgøret. Det skete efter et hjørnespark, hvor Muamer Brajanac slog til og scorede.
I kampens overtid var Adam Jakobsen to gange tæt på at score, men på trods af, at han fik afdriblet Kappenberger, lykkedes det ham ikke at komme på måltavlen, og derfor endte det med en fredericiansk sejr på 3-1.