Magnus Cort kørte med om etapesejren til det sidste, men fik krampe på det sidste brostensstykke. Blandt favoritterne var der mandefald, og blandt andet punkterede Jonas Vingegaard, men i sidste ende lykkedes det for Vingegaard og co. at formindske forspringet til slovenske Tadej Pogacar.

En brostensetape, hvor klassementsryttere er en del af showet, er en svær størrelse. Der er specialisterne, der gerne vil vinde selve etapen, men med en anden dagsorden fra klassementsrytterne om også at sidde med fremme, uden nødvendigvis at ville vinde etapen, kan det godt ende i noget rod.

Klassementsrytterne er ikke vant til brostenene, og slet ikke når de kører for noget så vigtig som et klassement i Tour de France. Alt imens det drama foregik i feltet havde Magnus Cort igen listet sig væk i et udbrud, der denne gang ikke havde som formål at hente bjergpoint, men derimod var etapesejren for øjet. Med sig havde Cort holdkammeraten Neilson Powless, Alexsis Gourgeard, Simon Clarke, Taco van der Hoorn og Edvald Boasson Hagen.

I feltet var der ikke rigtigt nogen, der ville tage initiativ. De ting, der skete, var som følge af uheld undervejs, og særligt uheldene ramte Jumbo-Visma. På det første brostensstykke styrtede Wout Van Aert, men han fik kæmpet sig tilbage igen. Dernæst var det Jonas Vingegaards tur til at blive udsat for et uheld, da han tabte kæden. I den situation opstod der kaos, da Vingegaard først fik en for stor cykel af en holdkammerat, og dernæst fik han en anden cykel, men samtidig kom servicebilen op og dermed kunne danskeren få sin egen reservecykel.

Uheldene fortsatte for Jumbo-Visma. Slovenske Primoz Roglic røg i asfalten, da en halmballe, der var formet som en barriere, røg ud på vejen, og resulterede i et styrt i favoritgruppen. Roglic blev distanceret i forhold til Vingegaard, der jagtede Pogacar og co. længere fremme. Netop Pogacar angreb senere sammen med Jasper Stuyven, og det kunne ingen reagere på, men med et Jumbo-Visma-hold, der jagtede længere tilbage, blev Jonas Vingegaards gruppe ikke sat yderligere.

Til gengæld kunne Stuyven og Pogacar ikke få hentet rytterne i udbruddet. Dermed skulle det afgøres mellem dem, og det lå til, at Magnus Cort kunne spille en hovedrolle i afgørelsen, men med fem kilometer til mål på sidste brostensstykke fik han krampe og blev sat. I stedet endte Simon Clarke med at vinde etapen, imens Jumbo-Visma bragede afsted bagfra og til sidst var lige ved at hente Stuyven og Pogacar, der kom i mål 13 sekunder før en stor gruppe med Vingegaard.